Skibet der ikke holder op med at lække
Forestil dig, at du dykker ned for at udforske et gammelt vrag. Du forventer at finde et stille vidnesbyrd om historien. I stedet opdager du, at det aktivt forgifter havet omkring sig.
Det præcis er, hvad forskerne fandt med UC-30. En tysk ubåd, der sank i april 1917. Den var ikke bare en tilfældig vragstump. Den lækker stadig TNT ud i havet. Mere end hundrede år senere.
Jeg skal være ærlig: historien ramte mig ret hårdt. Vi tænker typisk på forurening som noget, der sker her og nu. Men nogle af de mest vedvarende miljøproblemer ligger på havbunden. Efterladt fra krige, der sluttede for længe siden.
En ubåd, der næsten nåede hjem
UC-30's sidste togt lyder som en tragedie med en næsten grusom timing. Ubåden var på vej mod Irland på en mission. Så brød motoren sammen. Med mekaniske problemer besluttede besætningen at vende tilbage til Tyskland.
De var så tæt på sikkerhed. Ubåden var nær Rømø. Praktisk talt i venlige farvande. Så ramte katastrofen. Den 19. april 1917 ramte UC-30 en britisk mine og sank på sekunder. Alle 27 besætningsmedlemmer omkom.
Det, der gør vraget særligt farligt, er lasten. Ubåden havde 18 søminer og seks torpeder med. En enorm mængde sprængstof. Og størstedelen ligger stadig i vraget.
Næsten hundrede år vidste ingen, hvor UC-30 befandt sig. Den danske dykker Gert Normann Andersen fandt endelig vraget i 2016. Det, han opdagede, satte gang i en hel videnskabelig undersøgelse.
Hvad sker der, når en bombefra forrige århundrede begynder at lække?
Her bliver det virkelig interessant. Og en smule uhyggeligt. Forskere fra Aarhus Universitet besluttede at undersøge vraget. Projektet hedder NorthSeaWrecks og ledes af professor Katrine Juul Andresen. De ville vide, om alt det sprængstof faktisk påvirkede miljøet.
Med navy-dykkeres hjælp — for civiliansdykning er naturligvis forbudt nær et vrag fyldt med eksplosiver — indsamlede holdet prøver fra ubåden og havbunden omkring den. De testede vand, sediment, søstjerner og muslinger, der levede på og nær vraget.
Resultaterne var klare: TNT lækker ud.
"Vi fandt spor af TNT i dyrelivet, havbunden og vandsøjlen," forklarer professor Andresen. "Forurening finder helt sikkert sted."
Forureningen er ikke massiv. Det er ikke som en olieplet eller en kemisk fabrik, der dumpede affald. Men den er reel. Den er i gang. Og den vil sandsynligvis blive værre, efterhånden som vraget forfalder. Jo længere ubåden ligger på havbunden, jo mere bryder skroget ned. Og jo mere sprængstof bliver udsat for havvand.
Hvorfor Nordsøen er et undervandisk bombekirkegård
Her er noget baggrund, der sætter problemet i perspektiv. Under Første Verdenskrig var Tyskland og Storbritannien i et desperat kapløb til havs. Nordsøen var det endelige slagmark.
Tyskland kunne ikke matche Storbritanniens overfladeflåde. Så ubåde blev deres store våben. Begge sider udlagde samtidig tusindvis af søminer. Forskere anslår, at omkring 190.000 miner blev lagt i Nordsøen under Første Verdenskrig alene.
Området oplevede også Slaget ved Jylland. Den største flådeslag i historien. Mere end 25 skibe sank. Næsten 10.000 sømænd mistede livet.
Alt dette efterlod Nordsøen fyldt med vrag. Mange indeholder stadig ammunition, sprængstoffer og alle mulige farlige materialer. UC-30 er bare én af tusindvis.
Professor Andresens forskning viste, at danske farvande alene rummer 10.127 bekræftede vrag. Cirka 15 procent stammer fra verdenskrigsæraerne. Cirka 1910-1920 og 1940-1945. Et enormt antal potentielle forureningskilder på havbunden.
Så hvorfor kan vi ikke bare rydde op?
Man skulle tro, løsningen var oplagt. Send dykkere ned. Berg sprængstofferne. Neutraliser dem sikkert. Problem løst.
Desværre er det langt mere kompliceret.
Tyskland har faktisk været førende på området. De har investeret betydelige midler i at bjerge eksplosiver fra vrag og gamle ammunition i Østersøen. Efter Anden Verdenskrig dumpede de allierede tonsvis af ammunition i oceanet. For at holde det væk fra farlige hænder. Årtier senere hjemsøger den beslutning os.
"Det er meget dyrt at bjerge eksplosiver fra vrag," bemærker professor Andresen. Og det er en underdrivelse. Vi taler om teknisk komplekse operationer i udfordrende undervandsmiljøer. Ofte på betydelige dybder. Med ustabil ammunition, der har ligget i saltvand i firs år.
Men der er endnu et problem. Man kan ikke bare sprænge tingene i luften.
At detonere undervandsammunition kan lyde som en hurtig løsning. Men det gør ofte tingene værre. Eksplosionen spreder forurenende stoffer gennem det omkringliggende vand. Potentielt meget længere end naturlig udbredelse.
"Det afhænger af området, hvor vraget og ammunitionen ligger," forklarer Andresen. "Havstrømme og havbundsformer spiller en stor rolle." Hvert vrag er en unik situation, der kræver omhyggelig analyse.
Hvad betyder det for vores have?
Her er det, der holder mig vågen om natten ved denne historie. Det er ikke et løst problem. UC-30 forurener aktivt oceanet lige nu. Der er over 10.000 vrag i danske farvande alene. Mange indeholder farlige materialer. Og vi har ikke en klar, omkostningseffektiv plan for de fleste af dem.
EU's vandrammedirektiv kræver, at landene opretholder god miljømæssig tilstand i deres farvande. Men hvordan opnår man det, når vrag fra forrige århundrede langsomt udvasker kemikalier i havet?
Forskning som professor Andresens er afgørende. Den hjælper myndighederne med at forstå problemets omfang og hvilke risici vragene faktisk udgør. Men at forstå problemet og løse det er to meget forskellige ting.
Det store billede
Jeg kommer til at tænke på denne historie i forhold til vores bredere forhold til oceanet. Vi behandler det ofte som en losseplads. Et sted ude af syne og ude af sind. Uanset om det er ammunition fra Anden Verdenskrig eller moderne plastikforurening. Havet har indsamlet vores affald i århundreder.
UC-30 er et vindue ind i denne tankegang. En påmindelse om, at beslutninger truffet i krigstid — eller i fredstid — kan have konsekvenser, der rækker langt ud over vores egen levetid.
Denne ubåd sank for mere end hundrede år siden. Besætningen døde i håb om, at deres offer betød noget i krigens store kamp. Og nu, længe efter den sidste veteran er gået bort, mærkes det fartøj, de betjente, stadig. Bare ikke på den måde, nogen forventede.
I det mindste ved vi nu, takket være forskere villige til at dykke dybt ned i ubehagelige spørgsmål, hvad der sker derude. Det er første skridt mod at finde ud af, hvad vi kan gøre ved det.
For nu ligger UC-30 på Nordsøens bund. Skroget korroderer langsomt. Den dødelige last siver langsomt ud i vandet. En hundred år gammel tragedie, der nægter at slutte.