Hvad pokker var de der væsner egentlig?

Luk øjnene og forestil dig: Det er mere end en halv milliard år siden. Havbunden ligner overhovedet ikke noget, du ville genkende i dag. Ingen fisk, der svømmer rundt. Ingen krabber, der piler hen over sandet. I stedet møder du mærkelige, næsten fremmede organismer — flade skiver, bladagtige former og ribbede æg, der ligner noget fra en feberdrøm mere end fra vores planet.

Det her er Ediacara-organismerne, og ærligt talt? De er temmelig skøre. Nogle ligner ingenting, der lever i dag, mens andre måske er fjerne slægtninge til dyr, du kender — mollusker, gopler og ribbegopler har alle mulige forfædre i denne gruppe. Det vildeste? De fleste af dem havde bløde kroppe. Ingen skaller, ingen knogler, bare bløde væsner, der sjældent efterlod sig fossiler overhovedet.

"I tre milliarder år dominerede mikrober livet på Jorden," forklarede Scott Evans, hovedforfatteren til studiet. "Og så pludselig dukker disse mærkelige havdyr op — store nok til at se med det blotte øje og med adfærd, vi ville genkende i dag."

Jeg ved ikke, hvad du tænker, men den overgang synes jeg er helt utrolig. Noget stort forandrede sig, og nu har vi fundet et nyt vindue til at forstå præcis hvornår og hvordan det skete.

Et manglende brik endelig fundet

Her bliver det virkelig interessant for os videnskabsnørder. Forskere har studeret Ediacara-fossiler i årtier, men de har været spredt over hele kloden — fra Australien til Europa til Asien. Problemet? Ingen havde fundet de her fossiler i Nordamerika før.

Indtil nu.

Et hold fra American Museum of Natural History og Dartmouth College gjorde en ekstraordinær opdagelse i Canadas Mackenzie-bjerge. Vi taler om mere end 100 fossiler, herunder seks grupper, der aldrig før var registreret på dette kontinent. Og det bedste? Nogle af dem er cirka 567 millioner år gamle — altså 5 til 10 millioner år ældre end andre White Sea-fossiler, man har fundet.

Det er ikke en lille forskel. Geologisk set er den betydelig nok til at skrive dele af vores tidslinje for dyrenes evolution om.

Stedet selv er ret afsides — vi snakker om traditionelle områder tilhørende Sahtú Dene- og Métis-folkene, som har levet i pagt med dette land i utallige generationer. Forskerne samarbejdede med disse samfund om at udforske området, og det synes jeg er en virkelig vigtig del af at bedrive videnskab respektfuldt.

Mød naboerne

Lad mig introducere dig til nogle af disse urgamle væsner, for de fortjener faktisk at være berømte:

Dickinsonia — Forestil dig et fladt, æggeformet dyr med et opdelt, ribbet overflade. Ingen mund, ingen øjne, ingen tydelig for- eller bagende. Det gled simpelthen hen over havbunden og optog næring gennem hele undersiden. En forsker sammenlignede det med et "badeværelsestæppe" eller "pandekage," hvilket jeg synes er at undervurdere, hvor cool det egentlig er. Det her væsen var tilsyneladende et af de tidlige dyr, og det kom rundt.

Funisia — Den her er måske min favorit. Funisia var et stationært, rørformet dyr, der levede i klynger af jævnstore individer. Hvorfor betyder det noget? Det har de ældste kendte fossile beviser for seksuel reproduktion. Ja, du hørte rigtigt — disse urgamle rør udsendte sæd og æg ud i vandet i en koordineret dans, næsten som nutidens koraller gør. Når du tænker over det, er det faktisk lidt romantisk, ikke?

Kimberella — Den her lille bevæger brugte en muskuløs "fod" til at skrabe mad fra havbunden. Forskere mener, det er en tidlig slægtning til mollusker, hvilket betyder, det måske er en af de ældste kendte bilaterier — dyr med tydelig for- og bagende. Det er ret stort i livets stamtræ.

Hvorfor skulle du bryde dig om det?

Jeg ved godt, hvad du måske tænker: "Nogle seje fossiler, men hvad kommer det mig ved?"

Her er hvorfor: At forstå hvornår og hvordan komplekst dyreliv først opstod, hjælper os med at forstå vores egen plads i livets historie på Jorden. Vi snakker om det allerførste kapitel i historien, der til sidst førte til alle dyr, der lever i dag — inklusiv os selv.

Denne opdagelse viser os også, at der stadig er så meget mere at finde. De lag, hvor fossilerne ligger, er dækket af hundredvis af meter klippe, der måske gemmer på endnu flere prøver. En af forskerne, Justin Strauss fra Dartmouth, har udforsket dette område i omkring 15 år, og selv han er begejstret for, hvad else kan gemme sig der.

"Det her er virkelig spændende," sagde Strauss. "Med vores forståelse af den regionale geologi i det nordvestlige Canada er der et kæmpe potentiale her til at genbesøge vores forståelse af Ediacara-jordens historie."

Konklusionen? Vi har stadig så meget at lære om vores planets dybe fortid. Hvert nyt fossilsted er som at finde en ny side i en bog, vi troede, vi for det meste havde læst. Og personligt? Det finder jeg utroligt håbefuldt.