Fra kampstøvler til kosmiske mysterier: Da militæret begyndte at fiske efter UFO'er

De fleste børn drømmer om at blive astronauter eller opdagelsesrejsende. Men Jay Strattons vej mod stjernerne startede meget mere jordnært. Han meldte sig til militæret med en plan om at være infanterist – tænk tunge rygsække, rifler og mudder.

Men et par år senere sad han i et tophemmeligt kontor i Washington D.C. og stirrede på videooptagelser, der lignede noget fra en science fiction-film med et kæmpe budget.

Vi taler om objekter, der svæver lydløst nær missilsiloer med et uhyggeligt, gult skær, for så med et lyn – zip! – at accelerere hurtigere end Millennium Falcon.

Den ultimative fisketur (med et nukleart twist)

Her bliver det virkelig interessant. Stratton var ikke bare en tilskuer, der kiggede på kornet video. Han blev en nøgleperson i den mission, der skulle forstå disse "Uidentificerede Anomale Fænomener" (UAP'er).

I sin nye memoir, Out of the Shadows, fortæller han om en af de mest fascinerende strategier, de overhovedet har brugt: De besluttede sig for at "fiske" efter objekterne. Militæret havde en teori: UAP'erne ser ud til at blive tiltrukket af enorme mængder nuklear energi.

Og hvad er vel et bedre agn end en atomdrevet ubåd?

Idéen var genial i sin enkelhed: Kør ubådens reaktor på højtryk, skab en massiv nuklear signatur, og vent på, at noget viser sig. Målet var at lokke objekterne tæt nok på til, at de rent faktisk kunne spores, overvåges eller – hvis de var heldige – fange en lille bid af dem.

Fysik der ikke giver mening

De møder, Stratton beskriver, er ikke bare "lys på himlen". Det er objekter, der ser ud til at ignorere universets grundlæggende love. Vi taler om:

• "Tic Tac"-objektet: Et berømt, hvidt og glat fartøj, der bevægede sig gennem både luft og vand med præcis samme lethed.
• Den spøgelsesagtige sfære: En seks fod høj kugle, der drev gennem de kraftige vinde i 20.000 fods højde, som om vinden slet ikke eksisterede.
• Umulig fysik: Objekter, der accelererer øjeblikkeligt uden synlige motorer, vinger eller jetstrømme.

Den mørke side af opdagelsen

Det er dog ikke kun ren undren og fascination. Forskningen har haft en pris. Stratton nævner, at Roswell-ulykken i 1947 – den som de fleste tror bare var en vejrballon – måske var noget langt mere biologisk. Han antyder, at vragresterne indeholdt væsner, der på ingen måde lignede mennesker.

Men den største vægt ligger hos de mennesker, der har været involveret. Det har været så surrealistisk at se de ting, piloter og forskere har observeret, at det har ført til alt fra nervøse sammenbrud og opsigelser til direkte livsændringer grundet det rene chok.

Min dom: Videnskab eller ren science fiction?

Personligt elsker jeg den her vinkel. Det flytter hele samtalen væk fra det klassiske spørgsmål: "Er der små grønne mænd?" til det langt mere seriøse: "Hvad er det egentlig, der foregår i vores luftrum?"

Uanset om der er tale om besøgende fra andre planeter, rejsende fra andre dimensioner eller tophemmelig menneskelig teknologi, så fortæller én ting mig alt: At militæret bruger nuklear energi som "madding", betyder, at de tager det ekstremt seriøst. De leder efter noget, der er meget, meget virkeligt.

Hvad tænker du? Hvis du var kaptajn på en ubåd, ville du så være modig nok til at bruge den som lokkemad for det ukendte?