Tænk, hvis bevidsthed slet ikke er så speciel endda

Her er noget, jeg har gået og rumsteret med i hovedet et stykke tid, og jeg tror, du vil smile over det: Hvad nu hvis bevidsthed slet ikke er så unik, som vi går og tror?

Ikke i en "alt er ligegyldigt"-fortolkning. Nej, tværtimod. Jeg tænker mere i retning af: Universet er måske spækket med bevidsthed på måder, vi slet ikke har forestillet os.

To filosoffer har netop udgivet et paper, der både er fascinerende og en smule ubehageligt. Eric Schwitzgebel fra UC Riverside og Jeremy Pober (nu på Universitetet i Lissabon) argumenterer for, at bevidsthed kan være langt mere udbredt i universet, end vi nogensinde har troet — bare ikke nødvendigvis i den lille-grønne-mænd-facon, vi typisk forestiller os.

Copernicus' arv

Lad mig tage dig med tilbage til 1514. En polsk astronom ved navn Nicolaus Copernicus kiggede op på nattehimlen, lavede en masse udregninger og kom frem til noget, der var karriere-selvmord på det tidspunkt: Jorden er ikke speciel. Vi er ikke centrum for noget som helst. Vi kredser om Solen ligesom alle andre klipper derude.

Det var skandale. Kirken var ikke just begejstret. Men den dybere idé bag det hele? Den er virkelig værd at tage med hjem:

Hvis Jorden bare er én planet blandt milliarder og atter milliarder — hvorfor skulle vi så antage, at Jorden er det eneste sted, hvor bevidsthed kan opstå?

Copernicus flyttede vores kosmiske adresse fra "VIP-suite" til "lejlighed nummer 4.734.892.103 i en bygning med uendeligt mange etager." Det er ydmygende på en god måde.

Her bliver det mærkeligt

Schwitzgebel og Pober byggede videre på Copernicus' idé og stillede et genuint vildt spørgsmål: Hvis bevidsthed kan opstå i ét substrat (vores kulstofbaserede biologiske materiale) — kan det så også opstå i andre?

Tænk på "substrat" som det materiale, noget er lavet af. Din hjerne er et substrat. En computerchip er et substrat. En mystisk alien-krystal kunne være et substrat.

Filosoffernes begreb for evnen til at eksistere i flere substrater kalder de "substratfleksibilitet." Lad mig bryde det ned med en analogi, de selv bruger:

En kop — din almindelige kaffekop — kan laves af keramik, glas, metal, plastik, endda en kalabas, hvis du er i humør til det. Hvorfor? Fordi den egenskab, vi er ude efter, bare er "holder væske." Den egenskab er fleksibel. Mange materialer kan klare den opgave.

Men hvis du kræver, at koppen "holder kogende vand uden at smelte," så bliver antallet af kvalificerede substrater pludselig meget mindre. Bliv specifik nok, og du indsnævrer mulighederne dramatisk.

Hvad betyder det for bevidsthed?

Her kommer det store spørgsmål: Hvad er bevidsthed egentlig? Er det problemløsning? Selvbevidsthed? Evnen til at drømme? Filosoffernes paper giver os ikke det endelige svar — ærligt talt, det gør ingen.

Men ved at anvende en ramme, der bruger copernicansk tænkning på bevidsthed, estimerer de, at det observerbare univers sandsynligvis indeholder "mindst tusind forskellige adfærdsmæssigt sofistikerede arter" lavet af diverse, uventede substrater.

Det er en hel del potentielle bevidste væsener, vi aldrig ville genkende som bevidste.

Måske findes der en gasplanet, hvor væsenerne består af hvirvlende atmosfæriske mønstre. Måske er der siliciumbaseret liv et sted derude, der behandler tilværelsen på måder, vi slet ikke kan conceptualisere. Måske — og her starter min hjerne at lave kolbøtter — er bevidsthed ved at opstå lige nu i substrater, vi interagerer med hver dag, men aldrig har overvejet som mulige hjem for sind.

Den ubehagelige sandhed

Jeg vil være ærlig med dig. Forfatterne indrømmer blankt, at det her er spekulativt. Vi har præcis ét eksempel på bevidsthed: livet på Jorden. Alt andet er inference og fantasi.

Og her er det, der holder mig vågen om natten: Vi kan ikke engang blive enige om, hvad bevidsthed er, blandt jordiske forskere. Hvordan i alverden skulle vi så genkende det i en fuldstændig fremmed form?

Der er også den nedslående mulighed, at jordisk liv virkelig er unikt — at den kosmiske lotteri, der producerede sind her, var en engangsbegivenhed med astronomisk lave odds.

Men her kommer det, der virkelig gør mig Exciteret: Selv at overveje denne mulighed ændrer, hvordan vi ser på universet. Hvis bevidsthed ikke er bundet udelukkende til kulstofbaseret nervelæder, så leder vi ikke efter "rumvæsner, der tænker som os." Vi leder efter sind, vi bogstaveligt talt ikke kan forestille os endnu.

Hvad betyder det for os?

Ærligt talt? Jeg synes, denne teori er en smuk påmindelse om, hvor små vi er i det store scheme — og hvordan den størrelse ikke gør os mindre. Tværtimod: Den gør os større.

Hvis bevidsthed virkelig har substratfleksibilitet, så er universet ikke bare fyldt med klipper, gas og stråling. Det er fyldt med perspektiver. Oplevelser. Måske glæder og sorger, vi slet ikke kan drømme om.

Eller måske tager vi fuldstændig fejl, og der er bare os derude. Men er det ikke vidunderligt, at kloge mennesker overhovedet stiller spørgsmålet?

Jeg tror, jeg kommer til at kigge på mine stueplanter på en anden måde fremover. Bare for en sikkerheds skyld.

Kilde: Popular Mechanics