Verdenen af videnskab bliver mindre... eller gør den det?
Her er noget, der måske vil overraske dig: Nogle af de største gennembrud inden for videnskaben er ikke kommet fra enlige genier, der arbejdede isoleret. De er kommet fra samarbejder mellem forskere fra forskellige lande, baggrunde og perspektiver, der forenede kræfterne for at løse problemer, ingen af dem kunne håndtere alene.
Så da jeg hørte, at NIST – National Institute of Standards and Technology, en af Amerikas mest prestigefyldte forskningsinstitutioner – er ved at indføre begrænsninger for udenlandske videnskabsfolk på deres laboratorier, må jeg indrømme, at jeg blev lidt bekymret.
Hvad sker der?
Uden at gå i de mindste detaljer om den specifikke politik (da den fulde artikel lå bag en af de irriterende betalingsmure), ser den overordnede idé ud til at være, at NIST indfører nye foranstaltninger for at begrænse udenlandske statsborgeres deltagelse i deres forskningsprogrammer. Dette følger en bredere tendens, vi har set de seneste år, hvor bekymringer om tyveri af intellektuel ejendom, teknologioverførsel og national sikkerhed har ført til øget kontrol med internationale samarbejder inden for videnskab og teknologi.
På den ene side forstår jeg det fuldt ud. Regeringer og institutioner har legitime bekymringer om at beskytte følsom forskning, især på områder som kvantecomputere, kunstig intelligens og avancerede materialer – felter, hvor USA forsøger at opretholde en konkurrencefordel. Ingen ønsker, at deres banebrydende forskning ender i de forkerte hænder.
Men her er pointen...
Videnskab har altid været international. Nogle af de vigtigste opdagelser i amerikansk historie blev gjort af indvandrere eller udenlandske forskere. Einstein var ikke født i USA. Det var heller ikke dusinvis af Nobelprismodtagere, der har bidraget til amerikanske forskningsinstitutioner.
Når vi lukker dørene for internationale videnskabsfolk, afviser vi ikke kun enkeltpersoner – vi blokerer potentielt for banebrydende idéer, der kunne gavne alle. Lad os også være ærlige: Andre lande vil ikke stoppe med at samarbejde med hinanden, mens vi finder ud af dette. Vi risikerer blot at falde bagud.
At finde balancen
Se, jeg siger ikke, at sikkerhed ikke betyder noget. Det gør det absolut. Men generelle begrænsninger føles som at bruge en hammer til at knække en nøddeskal. Der må findes en smartere måde at beskytte det, der betyder noget, på, samtidig med at videnskaben holdes åben og samarbejdsvillig.
Måske er det bedre screeningsprocesser. Måske er det klarere retningslinjer for, hvilken forskning der kan deles, og hvilken der ikke kan. Måske er det at investere mere i at forstå potentielle risici frem for blot at bygge mure.
Sandheden er, at den bedste videnskab opstår, når brillante hjerner arbejder sammen på tværs af grænser. Jeg håber, vi finder en måde at beskytte vores sikkerhed PÅ og samtidig holde den ånd i live. For i sidste ende respekterer de største trusler mod menneskeheden – klimaforandringer, sygdomme og knaphed på ressourcer – heller ikke grænser. Og løsningen på dem vil kræve, at vi alle arbejder sammen.
Hvad tænker du? Er begrænsninger for udenlandske videnskabsfolk en nødvendig sikkerhedsforanstaltning, eller gør de mere skade end gavn? Jeg vil gerne høre dine tanker.
Kilde: https://www.science.org/content/article/nist-moves-restrict-foreign-scientists-its-labs