Den hemmelige plan, der aldrig skulle have set dagens lys

Lad mig fortælle dig om Operation Popeye. Forhistorien lyder som noget fra en thriller, og jeg kan simpelthen ikke fatte, at ikke flere kender til den.

En skør idé fra Vietnamkrigen

Under Vietnamkrigen fik det amerikanske flyvevåben en idé. Hvad nu hvis de kunne drukne fjendens forsyningslinjer i stedet for at bombe dem?

Planen var enkel på papiret. De ville forlænge Monsun-sæsonen ved hjælp af skysåning. Målet var at forvandle grusveje til ufremkommelige mudderhuller. Lastbiler med forsyninger ville sidde fast. Problem løst.

Og det utrolige? De faktisk gjorde det.

Fra 1967 til 1972 fløj 4. Vejrrekognosceringseskadrille rundt over Sydøstasien og spredte sølvjodid-krystaller i skyer. De ville tvinge regnen til at falde, præcis hvor de ønskede det.

Devisen? "Lav mudder, ikke krig."

Ret smart, ikke? På en makaber måde.

Virkede det så?

Ifølge afklassificerede dokumenter lykkedes det faktisk at forlænge Monsun-sæsonen i de målrettede områder med cirka 45 dage. Det er over en måned ekstra regn.

Men her kommer problemet. Vejret lader sig ikke styre.

En embedsmand fra flyvevåbenet sagde det kryptisk til The New York Times i 1972: "Vi fløj rundt og ledte efter bestemte skyformationer... Og vi lavede en masse fejl."

Hvad tæller som en "fejl," når man leger Gud med vejret? Hvad med at have dumpet 18 centimeter regn på to timer over en af jeres egne specialsoldat-baser. Ups.

Teknologien virkede omkring 82 procent af tiden i deres eksperimenter. Men Moder Natur har sine egne planer.

Opdagelsen, der startede det hele

Skysåning var faktisk ikke en militær opfindelse. Det blev opdaget ved et uheld i 1946 af Bernard Vonnegut. Ja, du læste rigtigt. Den ældre bror til forfatteren Kurt Vonnegut.

Videnskaben er fascinerende. Sølvjodid-krystaller fungerer som kunstige iskerner. Skyer samler sig omkring dem, og vupti — regn.

Andre lande eksperimenterede også. Storbritannien kørte Project Cumulus fra 1949 til 1952. Indtil en dødelig oversvømmelse i Lynmouth fik dem til at stoppe. (Klog beslutning.)

Kina påstås at have brugt skysåning til at sikre klart vejr ved åbningsceremonien til OL i Beijing i 2008.

Verden sagde stop

I 1977 havde nok lande fået nok. 31 nationer — inklusive USA og Sovjetunionen — underskrev en FN-traktat, der forbød miljømodifikation som krigsvåben. Det amerikanske senat ratificerede den i 1979.

Operation Popeye forbliver det eneste dokumenterede tilfælde af et land, der bevidst forsøgte at weaponisere vejret.

Måske er det bedst sådan.

Hvad betyder det for os i dag?

Her er det, der holder mig vågen om natten: Diskussionen om vejrmodifikation stoppede ikke i 1977. Den har bare skiftet navn.

Nu kalder forskerne det geoengineering.

I stedet for at drukne fjender diskuterer videnskabsmænd nu, om vi bevidst skal manipulere Jordens klima for at bekæmpe global opvarmning. Skal vi sprøjte aerosoler ind i stratosfæren for at reflektere sollys? Kan vi ændre skyer til at optage mere CO2?

Dette er ikke længere vanvittige hypoteser. Det er reelle forslag, der bliver diskuteret i videnskabelige og politiske kredse.

Teknologien, der fik Air Force til at oversvømme deres egen base i 1972, er blevet langt mere sofistikeret.

Spørgsmålet er: Hvad sker der, når lande begynder at bruge den igen? Også selvom formålet er "uskyldigt"?

Vejret har altid formet menneskehedens historie. Mudderet ved Agincourt. Tågen ved Waterloo. Tyfonerne, der reddede Japan.

Men der er noget dybt ubehageligt ved idéen om, at mennesker skal kontrollere naturens vildkort.

Selv hvis vi kan få regn på kommando... bør vi?

Det spørgsmål har jeg ikke et svar på. Men jeg synes, det er værd at tænke over, næste gang du bliver fanget i en uventet regnbyge.

Kilder: popularmechanics.com