Lyden der startede en konspiration
Lad mig fortælle dig om en af mine yndlingsmysterier fra videnskaben — og jeg lover, at afslutningen er tilfredsstillende, selvom den er mindre spændende end de teorier, folk fandt på.
Det hele startede i Stillehavet
Tilbage i 1997 drev NOAA-forskere rundt i det sydlige Stillehav med hydrofoner — det er store undervandsmikrofoner — og lyttede efter vulkansk aktivitet på havbunden. Men det, de fangede i stedet, fik alles hoveder til at dreje.
Lydens volumen var helt vild. Ikke "nogenlunde højt" — virkelig højt. Højt nok til at registre på sensorer spredt over det meste af Stillehavet, en strækning på mere end 5.000 kilometer. De døbte lyden "Bloop," hvilket lyder som noget, man råber, når man banker tåen ind i et bordmøbel, men tro mig — den her historie er meget federe end som så.
Så hvad var det?
Her bliver det interessant. Frekvensen lignede noget, et levende væsen ville kunne producere. Måske en hval? Problemet var bare, at blåhvaler er de største dyr, der nogensinde har levet på Jorden, og selv de kan ikke frembringe en lyd i den kaliber. Bloop'ens amplitude antydede et væsen cirka dobbelt så stort som en blåhval.
Og så kørte internettet naturligvis helt af sporet.
De fornuftige folk mente, det måtte være en uopdaget art. Havet er stadig forbavsende mystisk — tænk bare på den levende fossile fisk, coelacanth, der blev erklæret udryddet for 66 millioner år siden, indtil en pludselig dukkede op i en fiskers net i 1938. Hvis det kan ske, hvem ved så, hvad der gemmer sig i dybet?
De mindre fornuftige folk — det er min foretrukne gruppe — pegede på, at Bloop'ens koordinater lå mistænkeligt tæt på, hvor R'lyeh ville være. Det er den sunkne by i H.P. Lovecrafts fiktion, hvor den blæksprutteagtige horror Cthulhu ligger og venter på at rejse sig. Nogle var overbeviste om, at forskerne havde optaget et opkald fra en gammel hav-gud.
Andre satte deres penge på den kæmpe blæksprutte — et virkeligt dyr, der kan blive op til 14 meter langt. Men den teori faldt hurtigt, for blæksprutter har simpelthen ikke den biologiske anatomi til at lave den slags lyde.
Sandheden (den kedelige, men ret seje en)
Efter years med undersøgelser og hydrofoner, der kom tættere og tættere på Antarktis, fandt NOAA endelig svaret i 2005.
Det var is. Nærmere bestemt et is-skælv — lyden, der opstår, når massive gletsjere knækker, og enorme isstykker brækker af (en proces kaldet "kalvning"). Når issokker skraber mod havbunden eller gnider mod hinanden, skaber de de her larmende, lavfrekvente lyde, der kan rejse tusindvis af kilometer.
Så i bund og grund fik hele Stillehavet at høre fra et virkelig, virkelig dramatisk isbjergres dramatiske dag.
Hvorfor historien stadig fascinerer mig
Det, jeg elsker ved den her historie: i otte år gættede forskerne virkelig. Vi ved stadig ikke præcis, hvilken isflage eller gletsjer der var skyld i det. Vi ved bare hvad det var — ikke hvem (eller... hvad) det var.
Og ærligt talt? Det gør det kun mere vidunderligt for mig. Vi lever på en planet, hvor kæmpe ishylder på størrelse med byer kan revne, og lyden kan spores over hele oceaner. Hvor gletsjere i Antarktis skaber lyde, der — hvis man ikke vidste bedre — kunne lyde som et Cthulhu-lignende væsen.
Naturen er mærkelig, folkens. Og nogle gange er den virkelige forklaring mere vidunderlig end monstret.