Den dag himlen tabte atombomber over Spanien

Forestil dig det. 1966. Den Kolde Krig er på sit koldeste. Højt oppe over Middelhavet svæver amerikanske bombefly i døgndrift. De er lastet med atomvåben. Ingen ved præcis, hvor de er. Ingen ved, hvornår de vender hjem.

Så kommer beskeden: To fly er styrtet. En atombombe er væk.

Baggrunden: Hvorfor fløj de overhovedet?

Operation Chrome Dome startede i 1961. USA ville have en ny strategi. I stedet for at vente på, at fjenden angreb, ville man have atombombefly stationeret ude i verden hele tiden. Klar til aktion. Altid.

B-52 bombefly fra den amerikanske luftbase i Georgia fik ordre til at patruljere i tre zoner. Én zone gik over Arktis. Én over Stillehavet. Og én – den farligste – over Middelhavet.

Formålet var afskrækkelse. Hvis Sovjetunionen angreb, skulle disse fly kunne slå til. Men der var en pris. Hver eneste dag fløj otte til tolv bombefly rundt med sprængstoffer nok til at udslette hele byer.

Det var en tynd linje mellem sikkerhed og katastrofe. Og den linje blev overskredet den 17. januar 1966.

Kollisionen

Klokken 10.22 formiddag. To fly mødes over den spanske middelhavskyst nær byen Palomares.

Et amerikansk B-52 bombefly er på vej tilbage fra en patrol. Det har fire brintbomber om bord. Pludselig dukker et tankfly op – en KC-135 – for at fylde brændstof på bombeflyet.

Noget går galt. De to fly rammer hinanden.

B-52'eren falder fra hinanden i luften. De fire besætningsmedlemmer om bord dør øjeblikkeligt. KC-135'eren forsøger at lande på en mark, men crasher. Tre besætningsmedlemmer overlever, to andre dør.

Fire atombomber falder ned mod den spanske jord.

Kaosset

To bomber lander sikkert på en mark. De eksploderer ikke. Men de graver sig ned i jorden og efterlader kratre.

Én bombe ender i Det Middelhaviske Hav. Ingen ved præcis hvor.

Én bombe hænger fast i en faldskærm og daler langsomt ned. Den ender i et oliventræ.

Spanien reagerer prompte. Localbefolkningen evakueres. Amerikanske soldater rykker ind. Man finder hurtigt tre af de fire bomber.

Men den fjerde? Den er væk.

Jagten på den manglende bombe

Forestil dig at lede efter en atomladning på størrelse med en bil, et sted i et mørkt, dybt hav.

Amerikanerne sender alt, hvad de har. Skibe. Undervandsfartøjer. Dykkerhold. Uger går. Intet.

Spanierne er rasende. USA har bragt atomvåben ind i deres land uden at spørge. Nu er én af dem væk. Strandene kan være forurenede i årtier.

Til sidst finder et amerikansk skib den manglende bombe. Den ligger på havbunden 2.900 meter nede. En miniature-ubåd og dykkere sikrer den.

Men skaden er sket. Tilliden mellem Spanien og USA får et alvorligt knæk.

Konsekvenserne for veteranerne

Her bliver historien personlig.

De mænd, der fløj på Chrome Dome-missioner, troede, de gjorde en vigtig opgave. De troede, deres regering ville tage sig af dem bagefter.

Det gjorde den ikke.

Årtier senere står veteranerne tilbage med helbredsproblemer. Kræft. Lungesygdomme. Neurologiske skader. Deres børn bliver født med deformiteter. Deres hustruer bliver syge.

Hvorfor? De blev udsat for stråling. Både fra flyenes nukleare materiale og fra kemikalierne i brændstofferne.

Men det amerikanske militær nægtede at anerkende problemet. I årevis fik veteranerne at vide, at deres sygdomme ikke hang sammen med deres tjeneste.

Kampen for anerkendelse

Det tog årtier.

Veteraner og deres familier kæmpede. De dokumenterede deres sager. De kontaktede politikere. De gik til medierne.

Først i 1988 – 22 år efter Palomares-ulykken – begyndte USA at anerkende forbindelsen mellem Chrome Dome-missioner og sundhedsproblemer.

Men anerkendelse er ikke det samme som kompensation. Mange veteraner døde, før de fik hjælp. Mange familier fik aldrig svar.

Det er en kamp, der aldrig er helt slut.

Hvad skete der med Chrome Dome?

Operationen fortsatte. Faktisk intensiverede den i en periode.

Men i 1968 kommer den internationale nedrustningsaftale. Færre våben. Færre missioner. I 1968 lukker den europæiske del af Chrome Dome.

I dag er operationen historie. Men dens arv lever videre. I de spanske marker. I veteranernes helbred. I erindringen om, hvor tæt verden var på katastrofe.

Tænk over det

Tættere på ilden end som så.

I 1966 faldt fire atombomber ned over Spanien. Tre blev fundet. Én lå på havbunden i månedsvis. Alt dette skete under den Kolde Krig – i en tid, hvor verden levede med trusslen om atomkrig hver eneste dag.

Vi glemmer let, hvor skrøbelig sikkerheden er. Hvor meget der afhang af tilfældigheder.

Næste gang du hører om "nuclear deterrence" – altså afskrækkelse – så tænk på Palomares. Tænk på de mænd, der fløj, og de familier, der betalte prisen.

Har du spørgsmål til historien? Eller kender du en veteran fra den Kolde Krig? Del gerne i kommentarerne.