Så... Hvad i alverden er en hvid dværg?
Inden vi dykker ned i det virkelig mærkelige, skal vi have styr på grundlaget. En hvid dværg er det, der er tilbage af en stjerne som vores sol, når den dør. Tænk på en stjerne, der har brændt i milliarder af år, langsomt visnet bort – og efterladt en lille, utroligt tæt klump af stjernerester. Lille men kraftfuld. Disse ting er så tætte, at tyngdekraften er helt vanvittig.
Og her starter festen.
Opdagelsen, der fik forskerne til at klø sig i håret
Der findes en hvid dværg ved navn RXJ0528+2838 omkring 730 lysår fra Jorden. Den er en del af et dobbeltstjernesystem – altså har den en følgestjerne, der kredser omkring den. En slags kosmisk dans, hvor de to stjerner følger hinanden gennem rummet.
Når dette system driver rundt i galaksen, skubber det sig gennem interstellart gas og efterlader det, forskerne kalder et buchok. Tænk på bølgen, der danner sig foran et skib, eller den lille hvirvel du mærker, når du stikker hånden ud ad vinduet i en bil i fart. Det er en buet struktur af materiale – virkelig smuk, når man ser billederne.
Problemet er bare: det burde slet ikke findes.
Hvorfor er det så stor en deal?
Her bliver det virkelig interessant. Når astronomer studerer dobbeltstjernesystemer med hvide dværge, forventer de som regel at se det, man kalder en tilvækstskive – et pizza-dejs-formet bånd af gas og støv, der bliver suget fra følgestjernen og spiralerer ind mod den hvide dværg. Ligesom vand, der cirkler om afløbet.
Den skive er typisk det, der driver de dramatiske udstrømninger eller tåger, vi ser omkring disse systemer. Det er motoren bag fyrværkeriet, så at sige.
Men da forskerne rettede ESOs kæmpe teleskop mod RXJ0528+2838, fandt de... ingenting. Ingen skive. Nada. Bare den hvide dværg, dens følgestjerne og det uforklarlige buchok, der glødede foran dem.
"Vi har fundet noget, vi aldrig har set før – og vigtigere: noget, vi slet ikke forventede," udtalte en af forskerne. Ærligt talt? Jeg ville også være målløs.
Indtræder: Magnetfeltet (Handlingen tykkes)
Så hvis der ikke er nogen skive, hvad skaber så den kraftfulde udstrømning, der har stået på i mindst 1.000 år?
Forskerne tror, de måske har fundet et spor: magnetfeltet.
RXJ0528+2838 har et stærkt magnetfelt, og i stedet for at lade materiale fra følgestjernen samle sig i en pæn skive, ser magnetfeltet ud til at styre stoffet direkte ned på den hvide dværgs overflade. I stedet for en hvirvlende kosmisk pizza bliver partiklerne skudt ned gennem en magnetisk tragt direkte ind i stjernen.
Fedt, ikke? Men her kommer det sjove – selv denne forklaring hænger ikke helt sammen.
Det nuværende magnetfelt kan ifølge deres beregninger kun opretholde buchokket i nogle få hundrede år. Men strukturen har eksisteret i mindst 1.000 år. Så der mangler stadig et puslespil.
En forsker beskrev det som en mulig "mysteriemotor" – en skjult energikilde, vi endnu ikke har regnet ud. Og ærligt talt? Jeg elsker, at vi bogstaveligt talt navngiver ting, vi ikke forstår, "mysteriemotorer." Videnskab på sit mest ærlige.
Hvorfor skulle du bryde dig om det?
Jeg ved godt, det lyder som ekstremt nørdet astronominyheder, der ikke kommer til at påvirke din tirsdag. Men her er hvorfor jeg finder den slags virkelig spændende:
Vi bliver hele tiden mindet om, at universet er langt mærkelere, end vi forestiller os. Vi har modeller, teorier og årtiers omhyggelig observation – og så kommer noget som dette og siger "faktisk har vi ingen idé om, hvad der foregår her, men det sker helt sikkert."
Det er ikke videnskabens fiasko. Det er videnskab, der virker præcis som det skal – observerer, stiller spørgsmål og er ærlig omkring det, vi endnu ikke forstår.
Og når alt kommer til alt: En død stjerne, der skaber en umulig kosmisk bølge, mens den flyder gennem rummet? Det er objektivt sejt.
Hvad sker der nu?
Forskerholdet planlægger at studere flere dobbeltstjernesystemer for at se, om dette er en sjælden statistisk unvig, eller om der gemmer sig andre lignende tilfælde derude. Og når ESOs ekstremt store teleskop kommer i drift, vil det kunne spotte svagere systemer og kortlægge dem i større detaljer.
Hvem ved? Måske finder vi dusinvis af disse mysteriemotorer, eller måske forbliver RXJ0528+2838 smukt uforklarlig i mange år fremover.
Uanset hvad er jeg med på den.
Kilde: ScienceDaily