Det her er ret vildt
Forestil dig det: millioner af år tilbage i tiden. Et sted i Afrikas skove svinger vores tidligste forfædre sig rundt i trækronerne. I årtier var forskerne overbevist om, at kun væsner med abelignende fødder kunne klatre lodret op ad træstammer. Specifikt dem med ekstremt fleksible ankelled.
Men de tog fejl. Måske helt.
Den store fod-debat
Lad mig forklare, hvad der foregår i øjeblikket inden for menneskets evolutionsforskning. Vi prøver hele tiden at finde ud af, hvor vi kommer fra, ikke? Forskerne anslår, at mennesker og chimpanser gik hver til sit for mellem 6 og 7 millioner år siden.
Det betyder, at vi engang havde en "sidste fælles forfader" – lad os kalde ham LCA. En skabning der var en slags oldefar til både os og chimpanserne.
Spørgsmålet er: hvordan så den ud? Og vigtigst af alt – hvordan bevægede den sig rundt?
Hidtil har tanken været sådan her: Chimpanser har nogle crazy fleksible ankler, der kan bøje bagud omkring 45 grader. Langt mere end menneske-ankler, der maks kan klare omkring 20 grader. Den der ankel-bevægelighed er grunden til, at chimpanser kan kravle op ad lodrette træstammer som små bamser.
Aberе har man tænkt var mere "arme end fødder" – de trak sig op med armene og var ikke nær så gode til at klatre lodret.
Den her forskel i fodenes anatomi fik forskerne til at gætte på, hvordan vores fælles forfader mon bevægede sig. Lignede fødderne mere en chimpans? Mere en abe? Svaret betød noget for at forstå vores slægtskab.
Så kom sooty mangabey-aberne
Og her bliver det interessant.
Et forskerhold fra Ohio State University besluttede sig for at kigge nærmere på nogle sooty mangabey-aber i Taï-skoven i Elfenbenskysten. Det er ikke laboratorie-aber – de lever vildt og gør, som de altid har gjort.
Forskerne, ledet af adjunkt Luke Fannin, satte kameraer op for at se præcis, hvordan aberne bevægede sig. Og det, de fandt, var temmelig fantastisk.
De her aber har IKKE de super-flexible chimpanselignende ankler. Men de kan stadig klatre lodret op ad træstammer uden problemer. Hvordan? De bruger mellemfoden.
Fannin målte op til 46 graders bøjning i aberenes mellemfodsled under klatring – næsten præcis det samme som chimpanser opnår gennem deres ankler.
"Det er en funktionel ligeværdighed," forklarer Fannin. "Man kan ikke udelukke lodret klatring bare fordi en livsform ikke har chimpanselignende fødder."
Med andre ord: Der er mere end én måde at klatre på. Og det ændrer alt, hvad vi troede vi vidste.
Hvorfor det betyder noget for menneskets evolution
Lad mig være lidt mere seriøs et øjeblik, for det her betyder faktisk en hel del for at forstå, hvor vi kommer fra.
Et af de store spørgsmål i menneskets evolution er: hvordan gik vi fra at bevæge os rundt i træerne til at gå oprejst på to ben – det, forskerne kalder bipedalisme. At finde ud af, hvad vores tidlige forfædre lavede i skoven, er afgørende for at forstå den overgang.
Hvis forskerne antog, at kun chimpanselignende fødder kunne klare lodret klatring, så formede det deres teorier om, hvordan menneske-chimpans-ancestoren må have set ud. Men nu? Nu ved vi, at en kreatur med mere abelignende fødder også fint kunne have klatret.
Det sjove (og lidt frustrerende for forskerne) er, at den her opdagelse gør nogle ting klarere, mens andre bliver mere rodet. Som seniorforfatter Scott McGraw sagde: "Det tilføjer klarhed, men gør også det større billede mere fuzzy."
Men her er den del, jeg synes er mest fascinerende: Vi er stadig forbundet til de dage, hvor vi klatrede i træer. Nogle moderne jæger-samlere er stadig excellent klatrere, og selvom vi mennesker mest bruger fleksible ledbånd og sener i stedet for specialiserede fodknogler, så er evnen stadig i os. Et sted dybt i vores kroppe bærer vi ekkoer fra en fortid i trætoppene.
Bundlinjen
Hvad betyder det så for forskningen i menneskets evolution? Grundlæggende kan forskerne stoppe med at udelukke bestemte muligheder baseret på fodstruktur alene. En urgammel forfader med abelignende fødder kunne fint have klatret – og det er en vigtig brik i puslespillet, vi ikke havde før.
Sådan er videnskaben nogle gange. Vi tror, vi har fanget noget, vi er ret sikre på vores antagelser... og så kommer nogle aber i en vestafrikansk skov og viser, at vi tog fejl. På den bedste måde.
Jeg ved ikke, hvad du synes, men jeg synes, det er ret spændende. Hver gang vi kigger tættere på naturen, opdager vi noget nyt om os selv.
Undskyld nu – jeg tror, jeg vil gå ud og sætte pris på min egen fleksible mellemfod.