Historien om padderyglen, der ødelagde en videnskabsmand

Lad mig fortælle dig en af de mest hjertegribende historier i videnskabens historie. En fortælling om en underlig lille tudse, en brillant forsker med for megen integritet, og en skandale der måske var et justér.

Padderyglen: Naturens mærkeligste far

Lad os først snakke om det her bizarre dyr. Padderyglen (Alytes obstetricans) er et af de dyr der får en til at undre sig over, om evoluationen var i humør til at lave sjov, da den designede dem.

Disse små amfibier gør nemlig noget bemærkelsesværdigt: I stedet for at lægge æg i vand som alle andre tudser, parer de sig på tørt land. Og her bliver det virkelig mærkeligt — hannen bærer sin mates befrugtede æg viklet omkring sine bagben. Han slæber bogstaveligt sine fremtidige unger rundt som en rygsæk. Derfra kommer navnet "padderygle".

Fordi disse tudser udviklede sig til at parre sig på land, har hannerne ikke de ru " parringshudtorne" på fødderne, som vandlevende tudser bruger til at holde fast i deres partnere. De små bulede puder er kun en ting for tudser der elsker vand.

En videnskabsmand forud for sin tid

Kammerer arbejdede ved det, der hed Vivarium i Wiens Praterpark i begyndelsen af 1900-tallet — stort set et forskningsakvarium og terrarium. Et sted hvor forskere legede med kreaturer, de fleste af os aldrig ville høre om.

Og Kammerer gjorde noget fascinerende: Han testede en af de mest kontroversielle idéer i biologien.

Der flød nemlig en teori rundt kaldet lamarckisme. Opkaldt efter Jean-Baptiste Lamarck, gik den ud på, at træk dine forældre udviklede i deres levetid — som stærkere muskler fra hårdt arbejde — kunne nedarves til deres børn. Din girafs forfader strakte sin hals for at nå høje blade, og vupti — alle fremtidige girffer fik længere halse.

Dette konkurrerede med Darwins idé, og i tiden efter Første Verdenskrig blev det vildt politisk. Sovjetunionen ELSKEDE lamarckisme, fordi det passede perfekt ind i deres ideologi om miljømæssig forandring. Neo-darwinister støttet af vestlige forskere så det helt anderledes. Hvad der startede som en videnskabelig debat udviklede sig til en ideologisk krig.

Eksperimentet der startede det hele

Her er hvad Kammerer gjorde: Han tvang padderygle til at yngle i vand gennem flere generationer. Og noget mærkeligt skete — afkommet begyndte at udvikle parringshudtorne på deres fødder. Du ved, de klistrede buler, som landparende tudser overhovedet ikke burde have.

Det var kæmpe stort! Hvis det var sandt, betød det, at tudserne udviklede nye træk som reaktion på deres miljø og sendte dem videre til deres babyer. Lamarckisme rehabiliteret!

Eller var det?

Revnerne dukker op

Her kommer det — og det er her Kammerers historie bliver virkelig tragisk. Han selv var faktisk slet ikke sikker på, at hans eksperiment beviste det, folk gerne ville have det til at bevise.

I en forelæsning i 1923 indrømmede Kammerer, at dette måske slet ikke var nedarvelse af erhvervede egenskaber. Padderyglen kan bare være vendt tilbage til en urgammel form. Tænk over det: Måske for millioner af år siden var tudser med parringshudtorne normen, og vores landelskende padderygle mistede dem over tid. Sæt dem tilbage i vandet, og — overraskelse! — trækket dukker bare op igen som en glemt familiearv.

Kammerer havde MEGET bedre beviser fra andre eksperimenter. Hans arbejde med salamandre, søpunge og blinde hulevandnymfer var dokumenteret og solidt. Men ingen lod til at være interesseret i det.

Skandalen

I august 1926, kun uger før Kammerers død, publicerede Nature artikler der afslørede, at et bevaret eksemplar fra hans laboratorium var blevet injiceret med blæk for at få det til at se ud som om, det havde parringshudtorne. Nogen — måske en laborant, måske en fjende — havde forfalsket beviset.

Det videnskabelige samfund angreb. William Bateson, en af genetikkens grundlæggere, havde ikke kunnet genskabe Kammerers resultater i sit eget laboratorium. I stedet for at acceptere, at forskellige forhold kunne give forskellige udfald, besluttede Bateson at Kammerer måtte være en bedrager. Han fokuserede på padderyglen som sit våben.

Enden

Den 23. september 1926 gik Paul Kammerer ud i skoven uden for Wien og skød sig selv. I sit afskedsbrev klagede han over uretfærdig behandling fra sine kolleger. Han havde et point.

Men her er hvad der hjemsøger mig ved denne historie: Lige før sin død var Kammerer ved at pakke sammen for at flytte til Moskva. Han skulle arbejde med Ivan Pavlov om at bygge et nyt forskningsinstitut. Hvad der end skete, var han stadig efterspurgt. Han havde stadig troende.

Og sagen er, at vi stadig ikke ved med sikkerhed, hvad der skete. Forfalskede Kammerer eksemplaret? Gjorde nogen andet det for at ødelægge ham? Var det en overivrig assistent, der prøvede at behage sin chef?

Hvad denne historie fortæller os

Videnskab skulle være objektiv, ikke? Bare følg beviserne, uanset hvor de fører hen. Men denne historie minder os om, at forskere er mennesker med egoer, politiske tilhørsforhold og et ønske om at have RET. Da lamarckisme blev forbundet med sovjetisk ideologi, blev det farligt at støtte det. Kammerer var ikke bare en videnskabsmand — han var et potentielt symbol i en ideologisk krig.

Den tragiske ironi er, at Kammerers faktisk stærkeste beviser for nedarvelse af erhvervede egenskaber kom fra eksperimenter, der ikke kunne afvises som tilbagefald til urgamle træk. Men ingen ville se på dem. De ville have padderyglen, det smukke bizarre kreatur, til at være det afgørende bevis.

Et århundrede senere debatterer vi stadig, hvor meget miljøet former os og vores børn. Epigenetik har vist, at oplevelser kan efterlade kemiske aftryk på vores DNA, der påvirker fremtidige generationer. Måske var Kammerer alligevel på sporet af noget — bare for tidligt, og for kontroversiel for sin tid.

Én ting er sikker: Padderyglen vil for evigt være forbundet med Paul Kammerer, en mand der enten begik videnskabelig bedrageri eller blev ødelagt af det. Og vi kommer måske aldrig til at vide, hvad der egentlig skete.