Da god biologi blev til noget farligt

Forestil dig 1950’erne i Brasilien. Myndighederne henvender sig til biavler og genetiker Warwick Estevam Kerr. De vil have bier, der kan klare de varme, fugtige forhold i Amazonas. Kerr får en idé: Han tager afrikanske bier, der er kendt for at være gode til at lave honning, og blander dem med de rolige europæiske bier, som allerede findes i Brasilien.

Ideen lyder fornuftig. Men den gik galt.

Planen bag fejltagelsen

Kerr vidste godt, at afrikanske bier er meget aggressive. Han troede bare, at krydsningen ville give en mellemting – flittige og rolige på samme tid. Den slags optimisme er let at forstå.

Det, han ikke havde regnet med, var, at en af hans medarbejdere en dag fjernede et gitter, der skulle holde de afrikanske dronninger adskilt fra de andre bier. 26 af de 35 dronninger slap ud. De fandt partnere og lagde æg. Afkommet arvede både evnen til at producere meget honning og den voldsomme forsvarsvilje, der kendetegner afrikanske bier.

Fra eksperiment til invasion

De nye, afrikanske hybridbier spredte sig hurtigt. De fløj 300 til 400 kilometer om året. På få årtier nåede de hele vejen op gennem Mellemamerika. I 1993 krydsede de grænsen til USA. Siden da har de bredt sig til mange varmere stater.

Folk begyndte at kalde dem “dræberbier”. Navnet er misvisende. Det er ikke stikket, der er mere farligt. Det er mængden. Når en afrikansk hybridbi føler sig truet, kommer tusindvis efter dig.

Hvorfor de reagerer så voldsomt

Afrikanske bier udviklede sig i et miljø med mange fjender – fra myrer til grævlinger. De lærte at forsvare sig hurtigt og hårdt. Nu er den adfærd flyttet til en ny kontinent. En hund, der løber forbi en bistade, en cyklist, der holder for tæt, eller bare en person, der passerer – alt er nok til at triggerniveauet overskrides.

Koldere klima som bremseklods

I mange år har vinteren holdt dem i ro. Afrikanske hybridbier er ikke særligt gode til at klare kulde. De stopper ved de nordlige grænser af USA og i Canada. Men det er ved at ændre sig.

En studie fra 2014 viser, at de allerede begynder at rykke mod nord, as winters get milder and springs come earlier. As winters get milder and springs come earlier, these bees will adapt to climates they previously couldn't survive in. Det pegen på en ny risiko – afrikanske hybridbier er nu i stand til to.

Kan vi gøre noget?

Biavlere har nogle tricks. De kan oversvømme et område med europæiske hanbier eller skifte ud en aggressiv dronning mod en rolige. Men disse metoder er kun en midlertidig løsning. De nye, aggressive hybridbier er her allerede og vil blive ved.

Hvad vi kan lære

Kerrs eksperiment er et eksempel på, hvordan en lille fejl kan få store konsekvenser. Ingen ønskede at udsende dræberbier. Men en enkelt beslutning i et eksperiment satte en proces i gang, der nu påvirker hele kontinentet.

Der er en lille lektion her. Når vi blander arter med den idé, at vi kan kontrollere resultatet, skal vi være meget sikre på, at vores sikkerhedsforanstaltninger er helt, helt sikre.