Den utrolige forbindelse mellem universets grundtal og dit blod

Okay, jeg er nødt til at fortælle dig om noget, der virkelig slog mig bagover denne uge.

Forskere har opdaget en sammenhæng så uventet, at jeg nu ser anderledes på et glas vand. Bogstaveligt.

Spørgsmålet der holder fysikere vågne

Hvorfor eksisterer liv? Altså, virkelig — hvorfor eksisterer noget som helst?

Universet kunne have udfoldet sig på utallige måder. Stjerner kunne være dannet uden nogensinde at producere grundstofferne i vores kroppe. Planeter kunne kredse i evig tavshed. Det faktum, at du læser disse ord, at noget overhovedet er til stede... det er ret mirakuløst, når man tænker sig om.

I årtier har forskere undret sig over, om der er noget særligt ved de fundamentale regler i vårt univers — de basale tal der styrer alt fra atomers opførsel til stjerners brænding. Disse "fysiske konstanter" kunne teoretisk set have haft enhver værdi. Så hvorfor har de præcis de værdier, der gør liv muligt?

Det er mysteriet, som Kostya Trachenko og hans kolleger fra Queen Mary University of London har prikket til. Og det, de fandt, er både dybt og herligt mærkeligt.

Hvad pokker er fysiske konstanter?

Lad mig forklare det så simpelt som muligt. Fysiske konstanter er grundlæggende universets yndlingstal. Værdier der aldrig ændrer sig, overalt i rum og tid.

Tænk på elektronens masse eller ladning — små tal der afgør, hvordan atomer binder sig sammen, hvordan kemi fungerer, hvordan alt holder sammen. Eller Planck-konstanten, der styrer den kvantemekaniske verden i det meget lille. Disse tal er indbygget i virkeligheden selv.

Ingen ved, hvorfor lige præcis disse værdier eksisterer. De bare gør. Og små ændringer i dem ville skabe et helt andet univers — et der måske ikke kunne understøtte liv overhovedet.

Her bliver det bizart: viskositet

Nu kommer det, hvor Trachenko tager en uventet drejning. Han begyndte at tænke over noget enormt hverdagsagtigt — hvordan væsker flyder. Du ved, ligesom når du hælder vand op eller rører i honning.

Viskositet er bare hvor "tyk" en væske er. Vand hælder nemt; lav viskositet. Honning er tyk og langsom; høj viskositet. Simpelt koncept, ikke?

Men Trachenko stillede et spørgsmål: Hvad nu hvis universets fysiske konstanter faktisk sætter grænser for, hvor tyndt væsker overhovedet kan blive?

Og her kommer det overraskende svar: Det gør de.

Hans forskning fra 2020 afslørede, at der er en fundamental nedre grænse for, hvor lav en væskes viskositet kan være. Du kan ikke gøre vand uendeligt tyndt, fordi de grundlæggende tal der styrer virkeligheden, ikke tillader det. De samme konstanter der kontrollerer atomar adfærd, bestemmer også væskestrømning.

Hvorfor det betyder noget for livet

Her bliver det virkelig interessant — og her blev min hjerne virkelig blæst.

Hver eneste levende celle er afhængig af væskebevægelse. Næringsstoffer skal flyde ind i celler. Affaldsstoffer skal flyde ud. Kemiske reaktioner sker i væskeomgivelser. Selv diffusion — måden molekyler spredes gennem væsker — afhænger af, hvor nemt væsker bevæger sig.

Hvis viskositeten var for høj, ville alt blive tykt og langsomt. Næringsstoffer kunne ikke nå frem, hvor de skulle. Celler ville i bund og grund blive kvalt i deres egen tykke suppe.

Hvis viskositeten var for lav... ja, det ville også være skidt. Præcis, kontrolleret strømning er afgørende for biologiske processer. Man kan ikke have molekyler flyvende rundt ukontrolleret.

Med andre ord: Liv som vi kender det kræver væsker, der flyder præcis rigtigt. Og universets fundamentale konstanter ser ud til at være finjusteret til præcis at tillade det.

Trachenko nyere arbejde estimerer, at selv en lille ændring — bare nogle få procent — i konstanter som Planck-konstanten eller elektronladningen kunne gøre blod enten for tykt eller for tyndt til, at vores kroppe kan fungere. Margenen for livsvenlig viskositet er overraskende smal.

Stjerneforbindelsen

Nu til den del der fik mig til at sige "wow" højt.

De samme fysiske konstanter der sætter grænser for væskeviskositet, styrer også kernefusion i stjerner — de processer der skaber tunge grundstoffer som kulstof og ilt. Stoffet vi er lavet af.

Så længe før noget liv eksisterede, producerede stjerner allerede byggestenene til biologi under regler, der også tilfældigvis tillod de væskeegenskaber, som livet senere ville få brug for.

Det er ikke en tilfældighed. Eller måske er det? Forskere ved det ærligt talt ikke endnu. Men det er dybt tankevækkende, at konstanterne der styrer stjernefusion og konstanterne der styrer hvordan blod flyder i dine årer, er de samme tal.

Min tanker

Jeg finder alt dette dybt ydmygende. Vi har en tendens til at tro, at fysik handler om fjerne, abstrakte ting — sorte huller, kvantepartikler, galaksers fødsel. Men her har vi en direkte forbindelse mellem de mest fundamentale love i virkeligheden og de mest intime aspekter af at være i live.

Hver gang du drikker vand, hver vejrtrækning, hvert hjerteslag — du oplever processer, der eksisterer fordi universets grundtal landede i et meget specifikt, meget livsgivende interval.

Det er enten en dyb tilfældighed, bevis på noget dybere vi ikke forstår, eller ganske enkelt sådan tilfældet er — og vi er her til at spørge hvorfor.

Jeg for min del er bare taknemmelig for, at honning flyder som den gør.

Kilde: ScienceDaily