Vent, var vores tidlige menneskelige forfædre underdogs?
Okay, jeg er nødt til at dele noget, der virkelig blæste mig bagover i denne uge, og det skyldes nogle seriøst gamle knogler fundet i Sydafrika.
Forestil dig dette: Det er to millioner år siden i det, der nu kaldes "Cradle of Humankind" (Menneskehedens Vugge) — en region i Sydafrika, som i bund og grund er en skattekiste af gamle menneskelige fossiler. Et team af forskere fra La Trobe University har netop offentliggjort deres analyse af 18 nyligt beskrevne fossiler fra et sted kaldet Drimolen Main Quarry. Og her er det vilde: Et af disse fossiler er et voksent Homo erectus-kraniefragment, som er omkring 2 millioner år gammelt.
To millioner år. Lad det tal synke ind et øjeblik.
Indtil nu var de ældste voksne Homo erectus-fossiler, vi havde, fra et sted i Georgien (landet, ikke staten) kaldet Dmanisi, som daterer sig tilbage til omkring 1,8 millioner år siden. Så denne nye opdagelse rykker vores forståelse af, hvornår denne afgørende menneskelige forfader dukkede op, med hele 200.000 år. Det er en kæmpe ting inden for paleoantropologi.
Hvorfor skal du bekymre dig? (Spoiler: Det handler om os)
Her er grunden til, at Homo erectus betyder så meget: De fleste forskere er enige om, at dette er den første art, der virkelig passer ind i vores slægt Homo — hvilket betyder, at det sandsynligvis er en direkte forfader til moderne mennesker. Så når vi finder beviser for, at Homo erectus vandrede rundt i det sydlige Afrika for to millioner år siden, kigger vi i virkeligheden på vores olde-olde-olde (okay, meget flere olde) bedsteforældre.
Den ledende forsker, Dr. Jesse Martin, beskrev det smukt: dette stenbrud bevarer beviser for "den første optræden af denne art for 2 millioner år siden." Tidligere havde forskere kun et barnligt fossil fra Drimolen at arbejde med — en lille én på mellem to og fire år. Sød, men ikke ligefrem repræsentativ for, hvordan de voksne så ud.
Nu? Nu har vi endelig fået bekræftelse fra et voksent eksemplar. Og lad mig fortælle dig, at det at have det voksne fossil gør en enorm forskel for forskere, der forsøger at stykke vores familietræ sammen.
Men her bliver det virkelig interessant
Drimolen-stedet gav os ikke kun Homo erectus-knogler. Forskerne fandt også fossiler fra en anden menneskelig slægtning: Paranthropus robustus (lad os kalde ham "P. robustus" for kort). Og kontrasten mellem disse to arter er ærligt talt som noget fra en naturudsendelse.
Mens Homo erectus var i gang med at udvikle en større hjerne og mindre tænder — muligvis fordi vi begyndte at spise mere kød — gik P. robustus i en helt anden retning. Denne fyr udviklede enorme kindtænder og kraftige tyggemuskler. Tænk på det som naturens egen morter og støder, perfekt designet til at male hårde, seje fødevarer.
Dr. Martin beskrev det som slående: to menneskearter, der deler det samme landskab, men som følger helt forskellige evolutionære stier. Den ene eksperimenterede med større hjerner og kødspisning. Den anden var ved at blive den ultimative plante-kværn.
Og hør nu her — P. robustus vandt
Her er plottvistet, der fik mig til rent faktisk at grine højt: For 2 millioner år siden, i det gode gamle Drimolen, var P. robustus flere end Homo erectus med mere end 10 til 1.
Ti mod en.
Vores forfædre? De var underdogs. De langsigtede satsninger. Arten, der "lignede en lille chance for at overleve," i Dr. Martins ord.
Imens blomstrede P. robustus — indtil den ikke gjorde det længere. Vi ved alle, hvordan historien ender, ikke? Homo erectus gav til sidst ophav til moderne mennesker, mens P. robustus og dens imponerende tyggemaskineri til sidst uddøde.
Det er en god påmindelse om, at evolution ikke handler om at være "den bedste" på et givet tidspunkt. Det handler om at være tilpasningsdygtig. Og tilsyneladende var vores strategi med at spise mere varieret mad (inklusive kød) og investere energi i hjerneudvikling den langsigtede vinder, selvom det gjorde os til underdogs i nogle få hundrede tusinde år.
Evolution fanget i nuet
En af de sejeste ting ved denne forskning er det, forskere kalder "mikro-evolution" — de små ændringer, der sker inden for en art over kortere tidsperioder.
Drimolen-fossilerne viser P. robustus-populationer fra omkring 2 millioner år siden sammenlignet med lidt yngre eksemplarer fra et andet sted kaldet Swartkrans (omkring 1,8 millioner år gamle). I det tidsrum på 200.000 år blev P. robustus' tænder endnu større, og deres tyggemuskler blev endnu kraftigere. Evolution i realtid, i bund og grund.
Forskerne har faktisk foreslået, at Drimolen P. robustus-populationen er forskellig nok fra de senere til at retfærdiggøre sin egen underart-betegnelse: Paranthropus robustus ukusa. De nye fossiler publiceret i denne forskning hjælper med at understøtte den klassificering.
Er det ikke fantastisk, at vi har nok fossiler fra dette ene sted til at spore disse bittesmå ændringer? Normalt er hominin-fossiler så sjældne, at forskere arbejder med enorme huller i historikken. Men Drimolen giver os noget specielt: et detaljeret øjebliksbillede af, hvordan vores slægtninge ændrede sig, stykke for lille stykke.
Konklusionen
Så hvad lærer vi af dette? Et par ting, tror jeg:
For det første bliver vores forståelse af menneskelig evolution hele tiden mere præcis. For bare få år siden troede vi, at Homo erectus dukkede op omkring 1,8 millioner år siden. Nu ved vi, at de allerede var etableret i det sydlige Afrika 200.000 år før det.
For det andet er det ikke altid dårligt at være underdog. Vores forfædre var minoritetsarten i Drimolen, og se hvor vi endte.
Og til sidst: Menneskehedens Vugge fortsætter med at levere utrolige gaver. Dette sted blev opdaget i 1992, og vi er stadig ved at opdage nye ting fra fossiler, der har ligget i jorden i to millioner år og ventet på, at nogen fandt dem.
Hver gang jeg læser om opdagelser som denne, føler jeg en blanding af ydmyghed og forundring. Vi er en så ung art på denne planet, og vi er kun lige begyndt at forstå den lange, snoede vej, der førte til os.