En hule fuld af hemmeligheder

Okay, jeg må bare sige det — da jeg først læste om den her forskning, faldt min kæbe virkelig ned på bordet. Forskere har nemlig fundet beviser for, at en australsk hule har været brugt til rituelle formål i et vanvittigt langt tidsrum. Vi snakker cirka 25.000 år med kontinuerlig åndelig praksis. Ikke nogen tastaturfejl.

Hulen hedder Cloggs Cave og ligger i Gippsland, Victoria. Den ligger på GunaiKurnai-folkets traditionelle landområder, som anerkendes som de traditionsbundne vogtere af regionen. Og det her er virkelig fascinerende: Forskerne opdagede ikke bare denne hule på egen hånd. Faktisk var det GunaiKurnai Land and Waters Corporation, der anmodede om den arkæologiske undersøgelse. Repræsentanter fra samfundet var med hele vejen — fra selve forskningsdesignet til tolkningen af resultaterne og formidlingen til verden. Hvor fedt er det ikke?

Mulla-Mullung-forbindelsen

For alle jer, der ligesom mig elsker en god historisk gåde, så bliver I hooked her. Nittende århundrede-kilder og mundtlige traditioner beskriver regionen som et sted, hvor magtfulde åndelige udøvere kaldet "mulla-mullung" — visse kvinder og mænd — udførte ritualer med magi, helbredelse og forbandelser. (Jaja, jeg ved det — forbandelser lyder dramatisk, men vi taler om åndelige praksisser, der var dybt vævet ind i deres verdensbillede.)

Det arkæologiske bevis viser nu, at Cloggs Cave virkelig var et særligt sted. Men her kommer spørgsmålet: Hvordan beviser man rituel aktivitet fra for tusindvis af år siden, når der ikke findes nogen skriftlig dokumentation? Svaret er: Man leder efter spor, som de fleste mennesker fuldstændig ville overse.

De mikroskopiske beviser der ændrede alt

Mød fytolithe.

Det er mikroskopiske kiselsyrestrukturer, der dannes inde i plantevæv. De er i bund og grund små fossiler af planter — og de kan overleve i titusindvis af år, selv når den originale plante for længst er rådnet bort.

Dr. Elle Grono, forsker ved Australian National University, forklarede hvorfor fytolithe er så værdifulde i denne type undersøgelse: "I modsætning til pollen, som spredes af vind eller insekter, akkumulerer fytolithe sig hovedsageligt det sted, hvor en plante rådner."

Her kommer det afgørende punkt — der vokser ingen planter naturligt inde i Cloggs Cave, fordi der er for mørkt. Så enhver fytolit, der findes inde i hulen, må være bragt derind af et menneske eller et dyr. Og forskerne var smartere end som så: De fokuserede specifikt på halvbrændte fytolithe fra askelag, fordi de kun kan være bragt ind af mennesker. Ubrændte kunne være ankommet via dyr som fx possumer på deres pels eller i deres afføring. Men aske? Det kræver menneskelige hænder.

Græsser båret ind, lag for lag

Teamet udgravede to gruber — 1,5 meter og 2,3 meter dybe — og analyserede tusindvis af fytolithe. Det, de fandt, var ekstraordinært.

De Gamle Forfædre (som forskerne kalder de oprindelige folk, der brugte hulen) indsamlede hele græsser udefra, bar dem ind i hulen, spredte dem ud i tynde lag og brændte dem. Over tusindvis af år dækkede sediment hvert brændte lag, og de bevarede sig oven på hinanden som sider i en utrolig gammel bog.

Mellem cirka 4.400 og 1.600 år alene var der 73 særskilte tynde askelag aflejret af mennesker. Og beviserne for brand går endnu længere tilbage — til omkring 25.000 år siden.

Men det, der virkelig fangede mig, var dette: Græsserne var ikke tilfældigt indsamlet. Forskerne identificerede 29 forskellige typer af fytolithe, men græsrestene dominerede — op til 97% af det samlede. Og de fandt beviser for forskellige græsarter, herunder nogle der trives i køligere tempererede forhold og andre der klarer sig bedre i varmere, mere fugtige omgivelser.

Tænk over, hvad det betyder. Landskabet omkring hulen omfattede skove og græsarealer med mange forskellige planter. Men de mennesker, der brugte hulen, valgte bevidst græsser, der voksede nær indgangen. De bar hele planter ind — stængler, blade, blomster og rødder, inklusive dele der ikke engang var spiselige.

Hvorfor græsser? Hvorfor lige de specifikke? Vi er ikke helt sikre endnu, men det bevidste valg er tydeligt.

En sten blandt lagene

Som om plante-beviset ikke var nok, fandt forskerne også noget andet begravet blandt askelagene: en stående sten på cirka 28 centimeters højde. Analyser viste, at den var med vilje placeret inde i hulen til rituelle formål for omkring 2.000 år siden.

Jeg ved ikke med jer, men jeg finder det absolut dragende. I tusindvis af år kom mennesker tilbage til denne mørke hule, bar omhyggeligt udvalgte planter ind, brændte dem i organiserede ritualer og efterlod ceremonielle genstande. Dette var ikke en bolig. Det var et helligt rum.

Hvad dette betyder for vores forståelse af oprindelig Australien

Professor Bruno David fra Monash University bemærkede, at dette passer med andre beviser, der indikerer at Cloggs Cave var et sted med langvarig rituel aktivitet snarere end almindelig beboelse. Det er en afgørende distinktion.

Denne forskning er også et smukt eksempel på, hvad der sker, når oprindelige samfund er partnere i arkæologisk arbejde frem for bare genstande for undersøgelse. GunaiKurnai-folket anmodede om denne undersøgelse, fordi de vidste, at deres forfædres land rummede hemmeligheder. De vejledte forskningen. Og resultaterne ærer det, deres mundtlige traditioner altid har fastholdt — at disse huler var steder med dyb åndelig betydning.

Femogtyve tusind år er næsten umuligt at begribe. De mennesker, der først begyndte at bruge Cloggs Cave til ritualer, skabte traditioner, deres efterkommere ville fortsætte i årtusinder — gennem istider, gennem klimaforandringer, gennem alt hvad historien kastede mod dem.

Og beviserne på disse traditioner? De gemte sig i tiny, mikroskopiske plantefossiler hele tiden, og ventede bare på at nogen ville kigge tæt nok til at se dem.

Kilde: ScienceDaily