Okay, lad mig være ærlig: Jeg tog fejl om Freud

Jeg indrømmer det. Jeg har i årevis betragtet Freud som en af de der figurer, man nærmest ler lidt af. "Freud var da lidt weird," tænkte jeg. "Masser af gode idéer, men også en hel del... lad os sige uprøvede ting."

Men ny forskning får mig til at genoverveje en af hans kerneidéer. Ærligt talt? Det er ret øjenåbnende.

En ny artikel i tidsskriftet Entropy argumenterer for, at moderne neurovidenskab og psykoanalyse beskriver det samme fænomen — bare med forskelligt sprog. Og hvis de har ret, kan det ændre vores forståelse af alt fra angst til forhold til hvorfor terapi egentlig virker.

Hvad handler det om?

Inden for neurovidenskab taler man i øjeblikket meget om "forudsigelsesparadigmet." Kort fortalt: din hjerne gætter konstant på, hvad der sker næste gang. Hvert eneste øjeblik danner den forventninger om verden og sammenligner dem så med det, der faktisk sker.

Tænk på det som om, din hjerne er den ven, der altid afslutter dine sætninger — bare i stedet for sætninger prøver den at afslutte virkeligheden, før den sker.

Her bliver det interessant. Forskere mener nu, at dette lyder mistænkeligt meget som det, Freud og hans efterfølgere har talt om i over hundrede år. Specifikt idéen om, at vi oplever verden ikke, som den er, men gennem filtret af vores tidligere erfaringer.

Hvad betyder det i praksis?

Lad mig give et eksempel fra virkeligheden. Forestil dig en person, der voksede op med kritiske forældre. Som voksen møder denne person op til et møde, hvor kollegerne har en helt normal samtale. Men fordi vedkommendes hjerne har "forudsagt", at mennesker er dømmende, kan personen gå derfra med en følelse af, at alle talte om én — eller at vedkommende modtog subtil kritik.

Forskerne kalder dette projektion — et ord Freud opfandt — og de ser det som direkte forbundet til, hvordan vores hjerner udfylder huller med forventninger.

"Vi former vores oplevelse af verden i overensstemmelse med etablerede forventninger," forklarer forsker Erik Stänicke. "Vores tidligere interaktioner påvirker gradvist, hvad vi forventer af fremtidige forhold og situationer."

Med andre ord: Vi går alle rundt med mentale skabeloner, og vi bliver ved med at presse virkeligheden ind i dem — uanset om de passer eller ej.

Hvorfor vi sidder fast

Både forudsigelsesneurovidenskab og den gamle traver psykoanalyse beskriver sindet som noget, der søger stabilitet. Din hjerne kan ikke lide usikkerhed. Den vil have ting til at være forudsigelige og håndterbare.

Så her er det tricky: Selv negative forventninger er på en mærkelig måde trøstende, fordi de er velkendte. Hvis du forventer, at verden er fjendtlig, ved du i det mindste, hvor du står.

"Psykoanalytikere taler om sindets tendens til at genskabe velkendte relationsmønstre, selv når de er dårligt tilpassede," siger Stänicke.

Med andre ord: Vi bliver ikke siddende, fordi tingene fungerer. Vi bliver, fordi de er forudsigelige. Din hjerne vil hellere have ret og have det skidt end blive overrasket og usikker.

Det forklarer så meget, ikke? Hvorfor bliver folk i dårlige forhold? Hvorfor forventer nogen afvisning, selv når deres partner er genuint kærlig? Hvorfor hvisker den indre kritiker den samme negative tale dag efter dag?

Det er ikke, fordi de er i stykker. Det er, fordi deres hjerne har besluttet, at disse forudsigelser reducerer usikkerhed — og usikkerhed føles mere skræmmende end ulykke.

Den gode nyhed (jo, der er en)

Her er det, jeg finder ærligt håbefuldt: Hvis vores mentale mønstre er forudsigelser, betyder det, at de ikke er permanente. De er bare... vaner. Og vaner kan ændres.

Men det tager tid. Og det tager nye oplevelser. Forskerne påpeger, at vores forventninger ikke kun er gemt som bevidste overbevisninger — de er indlejret i, hvordan vi indgår i forhold til andre, i procedurel hukommelse der styrer vores interaktioner automatisk.

Det er derfor samtaleterapi kan virke. Når du har en terapeut, der konsekvent reagerer med varme og ærlighed, lærer du ikke bare ny information — du skaber nye forudsigelser. Din hjerne begynder at forvente, at måske, bare måske, behøver forhold ikke at følge de samme smertefulde manuskripter.

"Begge modeller giver os desuden indsigt i, hvordan dele af vores forventninger til omverdenen ikke kun er forankret kognitivt, men i procedurel hukommelse, der udtrykkes i relationsmæssige måder at være på," forklarer Stänicke.

Grundlæggende: Du kan ikke tænke dig ud af alt. Nogle gange må du opleve dig ud — ved at træde ind i nye forhold og situationer, der langsomt opdaterer dine forudsigelser om, hvad der er muligt.

Konklusionen

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg finder dette mærkeligt trøstende. Det betyder, at jeg ikke er fundamentalt i stykker, hvis jeg har angst eller tillidsproblemer eller hvad som helst. Det betyder, at min hjerne bare gør, hvad hjerner gør — prøver at forudsige og kontrollere verden baseret på tidligere erfaring.

Problemet opstår, når disse forudsigelser bliver stive og forældede. Løsningen er ikke at undertrykke eller ignorere dem, men at udsætte os selv for oplevelser, der udvider dem.

Freud tog meget forkert over årene. Men måske — bare måske — var han inde på noget dybt, da han antydede, at hvordan vi forudsiger verden, former hvordan vi oplever den. Og er det ikke smukt, at videnskaben endelig er ved at indhente ham?