Står du bare der? Din hjerne arbejder på højtryk

Tænk over det næste gang du står stille. Den følelse af at være forankret? Din hjerne knokler for at skabe den.

Det her kommer fra noget fascinerende forskning jeg faldt over for nylig. Og ærligt talt — det fik mig til at se helt anderledes på min morgentur.

Hjernen er afhængig af tyngdekraften

Forskere fra Birkbeck, University of London, har undersøgt noget ret interessant. Tyngdekraften har været så konstant til stede gennem menneskets evolution, at vores hjerner bogstaveligt talt har bygget den ind i deres grundsystem.

Tænk på det som software, der er kodet med en bestemt forventning indbygget. Softwaren er dine neurale netværk. Forventningen er, at der altid vil være et "ned" der trækker i dig.

Hjernen bruger tyngdekraften som referencepunkt for alt — fra at vide hvor dine lemmer er, til at forudsige hvordan objekter falder. Den laver konstante beregninger, som du aldrig er bevidst om.

Men hvad sker der når du fjerner den grundsten?

Rummet skaber bizarre problemer

Lad os snakke om Scott Kelly. NASA-astronauten der tilbragte et helt år på ISS, mens hans tvillingebror Mark blev på Jorden. Forskere fik basically et indbygget kontrol eksperiment.

Resultaterne var... interessante. Nogle af Kellys telomerer — de små beskyttelseshætter på dine kromosomer der hænger sammen med aldring — blev faktisk længere mens han var i kredsløb. De blev kortere igen da han kom hjem. Men stadigvæk.

Hans genekspression ændrede sig også markant. Måden hans gener blev "tændt" eller "slukket" på skiftede på måder forskerne stadig prøver at forstå.

Men her bliver det virkelig tankevækkende: Et nyligt paper i Frontiers in Psychology antyder, at de langsigtede effekter måske rækker langt ud over biologien. Måske helt ind i noget mere fundamentalt — vores bevidsthed.

Kan vi udvikle os i rummet?

Teorien går sådan her: Når din hjerne pludselig skal fungere uden tyngdekraft, møder den hvad forskerne kalder "meget anderledes sanse-statistik". Alle de indre modeller den har bygget op gennem et helt liv, passer pludselig ikke længere.

Forskerne foreslår, at hjernen over længere perioder — tænk måneder eller år i vægtløshed — måske vil kalibrere sine forudsigelser om verden på ny. Det kan potentielt ændre aspekter af selve bevidstheden.

En forsker brugte en analogi (men var omhyggelig med at understrege at det bare var en analogi) med psykedeliske tilstande. Ikke at rummet ligner at tage stoffer, men begge dele handler måske om at hjernens forudsigelser bliver mere fleksible.

Jeg skal være ærlig — min første tanke var at det lyder lidt langt ude. Og ærligt, forskerne selv er forsigtige med at sige det er teoretisk. Det kræver mere eksperimentelt bevis, mere data, mere faktisk evidens fra længere rummissioner.

Men det føles også som en af de idéer der er mærkelig nok til at tage alvorligt.

Virkelighedstjekket

På den mere praktiske side har forskere undersøgt hvad der sker under korte eksponeringer for vægtløshed — som de "opkast-komet" flyveture der styrter ned for at skabe omkring 30 sekunders vægtløshed. Folk oplever helt klart desorientering. At koordinere bevægelser bliver sværere. Hjernen glitrer kortvarigt før den tilpasser sig.

En forsker jeg læste om fortalte at hun personligt har oplevet hundredvis af disse parabler og aldrig har følt noget der lignede en psykedelisk tilstand. Fair nok. Korte ture og permanent liv i kredsløb er meget forskellige ting.

Alligevel, når man tænker over det — vores hjerner er bemærkelsesværdigt tilpasningsdygtige. Mister du dit syn, og andre sanser bliver ofte skarpere efterhånden som hjernen omlægger sig. Måske ville et liv uden tyngdekraft udløse noget lignende — en grundlæggende omstrukturering af hvordan vi处理 virkeligheden.

Hvad det betyder for rumrejser

Her er hvorfor jeg personligt er fascineret af den her forskning: Hvis menneskeheden nogensinde bliver en virkelig rumfarende art, snakker vi ikke bare om at tilpasse os nye miljøer fysisk. Vi snakker måske om at vores efterkommere opfatter og oplever virkeligheden på måder vi bogstaveligt ikke kan forestille os.

Det er ret dybsindigt når man sidder med det.

Selvfølgelig er vi ikke der endnu. Vi har ikke flergenerations rum-befolkninger at studere. Vi er stadig i de tidlige stadier af at forstå hvordan selv korte missioner påvirker menneskelig biologi og kognition.

Men er det ikke fantastisk at tænke over? Den ene konstant der har formet os siden vi var encellede organismer der flød i gamle oceaner — tyngdekraften — kunne måske til sidst slippe sit greb om vores art helt. Og hvad der opstår fra den frigivelse kunne være noget helt nyt.

Måske en dag vil fremtidige mennesker født i rummet læse den her artikel og grine af hvor begrænset vores "jordbunden bevidsthed" var. Eller måske vil de takke os for at pionere den forskning der hjalp dem med at forstå sig selv.

Uanset hvad — jeg er i hvert fald en der holder virkelig godt øje med hvor det her ender.