Din krop udsender lys — og vi har ingen anelse om hvorfor

Her er noget, der holder mig vågen om natten: Du gløder faktisk.

Ikke sådan en metaforisk "du har god energi"-ting. Jeg mener, at din krop lige nu — i dette øjeblik hvor du læser dette — udsender fotoner. Små lyspakker. Fra hver eneste celle i din krop. Stille og konstant. Og vi har stort set ingen idé om hvorfor.

Jeg faldt over den her idé for nylig og kunne seriøst ikke slippe den. Der viser sig at være et helt videnskabsområde viet til de her svage udsendelser, og ærligt talt? Jo mere jeg læste, jo mere føltes det som om vi kiggede bag scenetæppet selve livet.

Forskeren der lockede sig inde i et mørkt rum

Prøv at forestille dig det: Du er en ung ph.d-studerende, og dit store forskningsprojekt går ud på at sidde i fuldstændig mørke. Ikke "lamperne er slukket, jeg kan lidt se"-mørke. Vi snakker seks tommer kobberskærm omkring dig, et specialbygget rum designet til at blokere hver eneste foton fra at slippe ud. Du kan ikke se dine hænder foran dit ansigt.

Hvorfor ville nogen byde sig selv det?

Fordi den her forsker prøvede at detektere noget, der ikke burde eksistere — i hvert fald ikke ifølge alt hvad vi troede vi vidste om biologi. De ville måle lyset fra levende celler. Celler i en skål. Specifikt hudkræftceller.

Instrumentet de brugte hedder en fotomultiplikator, og det er absurd følsomt. Den slags instrument astronomer bruger til at opfange lys fra stjerner millioner af lysår væk. Hvis du prøver at fange gløden fra en enkel celle på den anden side af rummet, er det her stort set din eneste mulighed.

Og her er sagen: Alt kan forstyrre målingerne. Et lille hul i et kabel. En revne i loftet der slipper lys ind fra ovenpå. Varmen fra en elektronisk komponent. Selv detektoren selv kan give forkerte aflæsninger. Så meget af arbejdet handler ikke om at finde fotonerne — det handler om at bevise at de faktisk kom fra cellerne og ikke bare tilfældig interferens.

Men så skete der noget magisk. Signalet dukkede op.

Cellerne blinkede. Sma burst af lys. Ikke en ildflues glød, ikke noget synligt for det blotte øje, men målbare toppe af aktivitet. Og her er det, der fik den her forsker til næsten at falde bagover: Lysmønstrene fra kræftceller så anderledes ud end fra raske celler.

Levende væv kan indeholde information vi endnu ikke ved hvordan vi skal læse.

Det her var for over 11 år siden. Den forsker kan stadig ikke slippe tanken.

Vent, folk har kendt til det her i næsten 100 år?

Her bliver det for alvor interessant. Det her er ikke helt ny videnskab. For næsten et århundrede siden lavede en videnskabsmand ved navn Alexander Gurwitsch eksperimenter med løg-rødder — ja, grøntsagen — og lagde mærke til noget bizart. Da han pegede én løg-rods spids mod en anden (uden at lade dem røre hinanden), så den anden rod ud til at vokse hurtigere. Hans konklusion? Den første rod udsendte en eller anden form for stråling der stimulerede celledeling i sin nabo.

Han kaldte det "mitogenetisk stråling."

Det videnskabelige samfund grinede praktisk talt ad ham. I årtier blev den her idé afvist som kvaksalveri, ikke værd at tage alvorligt. Men en lille, stædig gruppe forskere blev ved med at undersøge. Og her er sagen med videnskab: Til sidst bliver beviserne umulige at ignorere.

I dag har de her udsendelser et mere respektabelt navn: biofotoner eller ultrasvage fotonemissioner. Og de er ikke længere bare en morsom fodnote i biologien. De er ved at blive et af de mest fascinerende åbne spørgsmål på hele området.

Hvorfor udsender levende væv lys?

Det er her, det bliver virkelig filosofisk.

Vi ved at biofotoner er fysiske biprodukter fra normale kemiske reaktioner. Når dine celler arbejder — stofskifte, iltbehandling, mitokondriefabrikken kører — producerer de de her svage fotoner. Det er lidt ligesom når din bilmotor afgiver varme mens den kører.

Men her kommer det store spørgsmål: Er det alt sammen det?

Nogle forskere mener biofotoner er nothing more than metabolsk udstødning. Interessant at måle, måske, men ikke bærende af reel information.

Andre tror vi står over for noget meget større. Hvad hvis de her fotoner er signaler? Hvad hvis celler bruger det svage lys til at kommunikere med hinanden? Til at koordinere reaktioner på stress, skader eller sygdom? Hvad hvis der findes et helt skjult sprog som biologien har talt hele tiden, og vi nu endelig er ved at lære at lytte med?

Og den mest spændende mulighed — hvad hvis forståelse af det her kunne hjælpe os med at opdage sygdomme tidligere, eller endda udvikle helt nye behandlinger?

Hvorfor det her betyder noget for medicin

Her begynder mine tanker for alvor at løbe afsted.

Hvis kræftceller og raske celler udsender forskellige lysmønstre, kigger vi potentielt på en helt ny måde at opdage sygdom på. Ikke invasive biopsier, ikke dyre scanninger. Måske en dag vil en simpel lyssensor kunne opfange hvad dine celler fortæller dig.

Men vi er ikke der endnu. Feltet har haft en hård historie. Biofotonforskning har været igennem cyklusser af begejstring og total afvisning. For mange påstande kunne ikke bevises, for mange eksperimenter kunne ikke gentages. Værktøjerne var ikke gode nok, metoden var tvivlsom i for mange studier.

Men det er ved at ændre sig. Bedre lyssensorer, mere sofistikerede analyseteknikker, og forskere der angriber problemet fra forskellige vinkler — biofysik, kvantebiologi, endda neurovidenskab — giver feltet nyt liv.

Gåden der holder forskere vågne om natten

Der er stadig en stor udfordring, og jeg synes det er værd at nævne fordi det viser hvor svært det her arbejde er.

Ikke alt svagt biologisk lys er ens. Noget af det er ægte — celler der faktisk producerer fotoner indefra. Men noget af det er det der kaldes "forsinket luminescens," som stort set bare er cellen der absorberer lys et andet sted fra (som solen på din hud) og derefter udsender det igen senere.

At skelne de to fra hinanden? Ekstremt svært.

Så før vi kan besvare de store spørgsmål — hvorfor udsender liv lys? Hvad siger det? — må forskerne først sikre sig at de faktisk måler det de tror de måler.

Konklusionen

Jeg ved ikke hvad du tænker, men jeg synes det her er ægte ydmygende.

Vi har kortlagt det menneskelige genom. Vi har set sorte huller i centrum af galakser. Vi har spaltet atomer og sekventeret gammelt DNA. Og alligevel sker der noget så fundamentalt inde i hver eneste celle i din krop som vi knapt nok forstår.

Du gløder lige nu. Dine 37 billioner celler sender hver især små beskeder ud i det tomme rum, og vi har ingen anelse om hvad de siger.

Men vi er endelig ved at begynde at lytte.

Og personligt? Jeg synes det er ret fantastisk.