Den skjulte kemikalie i dit plastik, der måske påvirker din hjerne
Jeg faldt over noget den anden dag, som virkelig fik mig til at stoppe op. Det handler om plastik — og ja, det er lidt uhyggeligt, men også fascinerende på en eller anden måde.
Forskere fra Universitetet i Buenos Aires præsenterede for nylig resultater på Endocrine Society's årlige møde. De har undersøgt et kemikalie, der er utrolig udbredt, og hvad de fandt, var ret tankevækkende: Kemikalien ser ud til at påvirke hjernens kemi — allerede før vi bliver født.
Hvad snakker vi om?
Kemikalien hedder DEHP (di-2-ethylhexyl phthalate, hvis man vil lyde fancy). Du har nok aldrig hørt om det, men det er overalt omkring dig. DEHP er det, man kalder en blødgører — altså det stof, der gør hård plastik blød og fleksibel. Tænk på hospitalsslanger, børnelegetøj, bruseforhæng, regnjakker... ja, det er altså i en hel del ting.
"Er vi alle dødsdømte så?" tænker du måske. Nu ja — lad os se, hvad videnskaben egentlig siger.
Eksperimentet der fik forskerne til at løfte øjenbrynene
Forskningsteamet, ledet af Dr. Osvaldo Juan Ponzo, gjorde noget smart. De udsatte drægtige rotter for DEHP fra dag ét i graviditeten og helt frem til, ungerne blev fravænnet. Da rotterne blev voksne — omkring 70 dage gamle — testede forskerne deres angstniveau ved hjælp af en såkaldt forhøjet plus-labyrint.
Rotteinstinktet siger, at åbne rum og højder er farlige. Labyrinten har to lukkede arme og to åbne arme. Jo mere ængstelig en rotte er, jo mere tid bruger den i de lukkede områder.
Resultaterne? Rotter, der var blevet udsat for DEHP som babyer, viste tydelige tegn på øget angst som voksne. De undgik de åbne arme, holdt sig til de lukkede sektioner og udviste mere "frysning" — altså når de bare... stopper med at bevæge sig, fordi de er bange.
Det vilde? Angsten forblev, selv om rotterne ikke længere blev udsat for DEHP. Skaden skete tidligt i livet og virkede permanent... i første omgang.
Den overraskende del — og ja, der er håb!
Her bliver det interessant. Forskerne ville se, om de kunne vende effekterne. De prøvede to forskellige tilgange:
- GABA-agonister — molekyler, der aktiverer GABA, som er hjernens "fal til ro"-signalstof
- Testosteronbehandling — givet hver 48. time i to uger før testning
Og gæt hvad? Begge behandlinger virkede! De ængstelige rotter opførte sig pludselig mere normalt — de udforskede mere, frøs mindre og optrådte som "raske" rotter.
Dr. Ponzo beskrev det sådan: Udsættelse for DEHP under den tidlige udvikling "kan ændre adfærd i forhold til angst, selv uden DEHP-udsættelse i voksenalderen."
Hvad betyder det for os mennesker?
Vigtigt at understrege: Det her er rotteforskning. Vi er ikke rotter. Hvad der virker i en laboratorierot, er ikke nødvendigvis overførbart til mennesker.
MEN... forskerne baserer sig ikke på løse hypoteser. DEHP er allerede kendt som en hormonforstyrrende stof. Tidligere forskning har forbundet det med reproduktionsproblemer og nervesystempåvirkninger hos både dyr og mennesker. Så denne nye forbindelse til angst kommer ikke ud af det blå — den passer ind i et allerede bekymrende billede.
Ideen om, at kemikalieudsættelse tidligt i livet kan forme hjernens kemi for altid? Det er heller ikke helt nyt. Neurotoksicitet under udviklingen er et reelt problem, forskere har undersøgt i årtier.
Hvad tager jeg med herfra?
Ærligt talt får det mig til at tænke over, hvor mange kemikalier vi omgiver os med hver dag, som vi næsten intet ved om. DEHP har været brugt i årtier, og først nu får vi et klarere billede af dets effekter.
Men her er, hvad jeg vælger at fokusere på: Videnskaben er på sagen. Forskere identificerede et problem, testede det grundigt og fandt endda potentielle måder at vende effekterne på. Det er ikke en grund til panik — det er en grund til at holde sig nysgerrig og blive ved med at støtte videnskabelig forskning.
Jeg tænker ikke over at smide alle mine plastikbeholdere ud (for det er hverken realistisk eller miljøvenligt). Men måske tænker jeg mig lidt mere om, når det kommer til at varme mad i plastik, vælger glas eller metal, når det er nemt, og støtter bedre kemikalielovgivning.
Hvad tænker du om den slags forskning? Ændrer det din måde at tænke på plastik? Skriv endelig en kommentar!