Videnskabsmænd har lavet cookies af plastik. Ja, du læste rigtigt.
Sæt dig ned. For nu bliver det mærkeligt.
Forskere har fundet en måde at omdanne plastikaffald til spiselige, proteinrige cookies. Ikke eksperimentelt proteinpulver. Ikke en prototype. Cookies. Dem man spiser.
Og det er ikke nogle halvhjertede kælderforsøg. Forskningen er så seriøs, at NASA har fået øje på den – fordi teknologien potentielt kan bruges til at mætte astronauter på fremtidige Mars-missioner.
Jeg ved godt, hvad du tænker: "Plastik... cookies?"
Jo.
Koen og græsset
Lad mig prøve at forklare det på en måde, der ikke får din hjerne til at kortslutte.
Dr. Lahiru Jayakody fra Southern Illinois University Carbondale bruger en sammenligning, som jeg stadig tænker på:
Når du drikker et glas mælk, spiser koen græs. Men du spiser jo ikke græs, vel? Koens krop omdanner græsset gennem naturlige processer til noget helt andet – mælk.
Præcis det samme sker her med plastik og gær.
Plastikken ender faktisk ikke i cookien. Den gennemgår så mange biokemiske forvandlinger – takket være nogle meget sultne, genmodificerede gærceller – at du til sidst kun får det gode: proteiner, fedtstoffer, vitaminer. Plastikken er bare det rå materiale, der sætter hele processen i gang.
Sådan laves en plastikcookie
Godt spørgsmål. Her bliver det for alvor science fiction-agtigt.
Først skal du bruge den rigtige slags plastik. Forskerne bruger specifikt PET – altså det materiale, dine vandflasker og madindpakninger er lavet af. De valgte det bevidst, fordi det er sikrere end andre plasttyper, der kan indeholde toksiner eller de berygtede "evighedskemikalier" (PFAS).
Næste skridt er nedbrydning. Plastikken udsættes for ekstremt høje temperaturer (omkring 260°C) og kæmpe tryk – dybere end en kilometer under havets overflade. Det splitter plastikken i carbonrige organiske forbindelser.
Så får den genmodificerede gær en fest. Forskerne fodrer gærcellerne med den nedbrudte plastikblanding sammen med landbrugsaffald som majsstængler. Gæren går amok, omsætter det hele og bygger det om til simplere molekyler: lipider, syrer, proteiner, vitaminer.
Resultatet? Ifølge forskerne: "Ikke tillokkende nok at spise." Så de blev kreative.
De tilsatte sødemidler, fiber, stivelse, vaniljearoma og betacaroten for farve. Derefter 3D-printede de hele molevitten til en lille rund cookie med det græske bogstav μ (my) i midten – som symboliserer "mikrobid."
Sødt, ikke? En lille cookie lavet af skrald.
Hvorfor skal du overhovedet interessere dig for det?
Her bliver det virkelig vigtigt.
Rummissioner kan ikke slæbe al den mad med, astronauterne har brug for. Hvert eneste kilo, der sendes op, koster kassen. Så i stedet for at fragte mad til en flerårig Mars-mission, kan fremtidige astronauter måske bare medbringe fabrikken til at lave mad. Plastikaffald fra missionen selv kan blive råmateriale.
Men det, der virkelig får mig til at tænde, er anvendelsesmulighederne her på Jorden. Naturkatastrofeområder, hvor normale forsyningskæder er brudt sammen. Fjerntliggende forskningsstationer i Antarktis. Ubåde på lange oppgaver. Hvor som helst det er svært at skaffe frisk mad, kunne denne teknologi i teorien redde liv.
Vi producerer omkring 400 millioner ton plastikaffald hvert eneste år. Hvad hvis selv en brøkdel af det kunne omdannes til ernæring?
Min ærlige vurdering
Jeg gik igennem omkring fem følelser, da jeg læste om denne forskning:
- Uforståenhed (plastikcookies?)
- Nysgerrighed (hvordan fungerer det overhovedet?)
- En vis kvalme (plastik, seriøst?)
- Håb (dette kunne faktisk hjælpe mennesker)
- Begejstring (fremtiden er så bizart vidunderlig)
Sandheden er, at vi stadig er langt fra, at disse cookies kommer på nogens menu. Holdet søger FDA-godkendelse til smagsforsøg med mennesker. Vi har brug for langt mere sikkerhedstest. Og at skalere dette fra laboratorieforsøg til egentlig produktionsklar mad til rummissioner er et kæmpe spring.
Men alligevel. Alligevel.
Vi taler om fundamentalt at gen tænke affald som en ressource. Om at lukke kredsløb i vores fødevaresystemer. Om menneskehedens stille, målrettede bestræbelser på at blive en flerplanetær art – én bizart lille cookie ad gangen.
Jeg ved ikke, hvad du tænker, men personligt hepper jeg på plastikcookies.
Kilde: Popular Mechanics