Plasticveje: Ørigeres svar på plastikproblemet
Prøv at sortere affald på en ø midt i Stillehavet. Det er ikke let. Alting skal fragtes ind. Og ud igen. For Hawaii er det en særlig stor udfordring.
Landfills er fyldt til randen. Forbrænding er ikke lige det, turisterne kommer for at se. Og plastikken stopper ikke ved kysten.
En pæn del ender i havet. Især forladt fiskeriudstyr. Net. Teiner. liner. Alt det, fiskere mister eller smider væk. Det bliver ved med at "fiske" — fanger dyr, nedbrydes til mikroplast, spredes med strømmene.
Nu har forskere fra Hawaii Pacific University tænkt: Hvad hvis alt det plastik kunne blive til noget helt andet? Noget solidt. Noget, der holder.
For eksempel veje.
Fra hav til asfalt
Idéen er egentlig ret elegant.
Veje skal kunne tåle varme og pres. Traditionel asfalt klarer det fint. Men forskerne eksperimenterer med at tilsætte polymerer — store plastikmolekyler — for at gøre vejene mere holdbare.
Spørgsmålet var bare: Kan vi bruge genbrugsplast i stedet for helt ny plast?
Det ville være smartere. Både økonomisk og miljømæssigt.
Jennifer Lynch, miljøkemiker, satte sig for at teste det. Sammen med Hawaii's transportministerium gik hun i gang.
Og her bliver det virkelig interessant.
En del af plasten kom fra fiskenet, der blev hevet op af Stillehavet. Kommersielle fiskere blev faktisk betalt for at samle dem ind gennem et program kaldet Bounty Project. Over 84 tons forladt fiskeriudstyr er allerede fjernet fra hawaiianske farvande.
Det er ikke bare genbrug. Det er aktiv havoprydning.
Plasten blev forarbejdet og blandet ind i asfalten.
Slipper plastikvejene mikroplast af?
Det var det spørgsmål, jeg selv sad med.
Man har set overskrifter om kunstgræsbaner, der drysser mikroplast ud i naturen. Ingen vil bytte et plastikproblem i havet for et mikroplastproblem i regnvandet.
Forskerne testede rigtige veje på Oahu. Almindelige boligveje, der blev belagt med tre forskellige asfaltblandinger. Én med traditionel polymer. Én med genbrugsplast fra husholdninger. Én med plast fra de bjærgede fiskenet.
Efter cirka 11 måneder tog forskerne vejstøv prøver. De ville se, hvad der blev frigivet.
Resultatet? Ret beroligende faktisk.
Vejbelægning med genbrugspolyethylen slap ikke flere polymerer løs end almindelig asfalt. Da forskerne analyserede støvet, viste det sig, at plasten var blevet fuldstændig integreret i asfalten. Når partikler brækkede af, var de en blanding af sten, asfalt og polymer — ikke rene plaststykker.
Med andre ord: Plasten flyder ikke rundt på overfladen. Den er bagt ind i vejen.
Hvorfor det her betyder noget
Det gode ved den her tilgang er, at den løser flere problemer samtidig.
Ø-samfund verden over kæmper med det samme dilemma som Hawaii. Genbrug er dyrt, når du er langt fra fastlandet. Pladsmangel til affald. Og havet bliver ved med at modtage mere plast, end nogen ønsker.
At omdanne havskrald til infrastruktur — til noget så fundamentalt som veje — skaber en lokal efterspørgsel efter indsamlet plast. Fiskere kan tjene penge på oprydning. Plasten bliver til noget brugbart. Og vejene holder måske endda bedre.
Forskerne undersøger stadig langtidsholdbarheden. De sammenligner også polymer-afgivelse fra plastikvejene med andre kilder til mikroplast — for eksempel bildæk, som viser sig at være en ret stor del af vejstøvet.
Men de første resultater er lovende nok til, at ideen fortjener opmærksomhed. Det er kreativ tænkning, der gør et affaldsproblem til en ressource.
Jeg holder øje med, hvordan det udvikler sig. Hvis vejene holder de næste par år, kan det blive en model for ø-samfund overalt. Veje lavet af den plast, der truede lokale havøkosystemer.
Der er noget tilfredsstillende poetisk over det.