Når alt går galt på 35.000 fod

Forestil dig, at du flyver i stabil højde. Alt virker normalt. Så pludselig – BRAG. Sådan oplevede kaptajn Al Haynes det den 19. juli 1989, da motoren i halen på United Flight 232 eksploderede over Iowa. I det øjeblik ændrede hans liv og 295 andres sig for altid.

De fleste ville gå i panik. Haynes sad bare stille og forsøgte at forstå, hvad der var sket. Bombe? Eksplosion? Flyet rystede voldsomt og trak kraftigt til højre. Instrumenterne gik amok. Men moderne fly er egentlig gode nok til at klare motorfejl. Det var ikke derfor, denne flyvning blev så farlig.

Problemet var ikke selve motoren

Det virkelig skræmmende var, at eksplosionen ikke bare ødelagde motoren. Små stykker metal fløj gennem de skjulte rørsystemer i flyet. De ramte de hydrauliske systemer, som styrer alt det, piloterne bruger – rorpinden, pedalerne, klapperne, landingsstellet. Alt drives af tryksat olie. Nu lækkede den olie ud i luften.

Flyet havde stadig strøm. Motorerne kørte. Radioen virkede. Instrumenterne viste stadig data. Men når Haynes tog fat i rorpinden, skete der ingenting. Han trak og skubbede. Flyet reagerede ikke. Uden hydraulik var forbindelsen mellem hans hænder og flyets overflader praktisk talt brudt.

De fleste fly ville være styrtet ned her. Men Haynes gav ikke op.

Styring med motorerne

En idé begyndte at forme sig. Måske kunne han styre flyet ved at ændre på gasreguleringen til de to vinge-motorer. Mere gas på venstre motor end på højre ville give mere skub på venstre side og få flyet til at dreje. Det var en grov metode – næsten som at styre en bil ved at bruge forskellige horn. Men når alle normale systemer er borte, bliver man kreativ.

Haynes og hans andenpilot William Records prøvede det. Da flyet rullede farligt på siden – næsten 38 grader – satte de venstre motor på minimum og højre på максимum. Den ujævne skubkraft drejede flyet tilbage i balance. Langsomt. Meget langsomt.

Problemet var, at motorer reagerer langsomt. Det tager tid til fra skub til resultatet. Og flyet stak og dykkede i en farlig rytme: nose dropper, fart øger, nose stiger, fart sænker – og den gentog sig.

Blindflyvning med skjulte kontroller

De var ikke flyvende på den normale måde. De lavede små ændringer på motorerne, ventede på resultatet, forudså næste bevægelse og regulerede igen. Som at lande en flyvemaskine med vinterhandske på og blindfoldet.

Men det funktionerede. De fik flyet på kurs til Sioux City Gateway Airport. En passager, DC-10-instruktør Dennis Fitch, kom op i cockpittet og hjalp til med gasreguleringen,同時 piloterne stilte med rorpinden. Det var et holdarbejde.

Flyet fortsatte i brede, svingende nedstigninger. De sænkede manuelt landingsstellet. Ved klokken 4 om eftermiddagen var flyet på linje med bane 22. Men hastigheden lå stadig ved 250 knob – for høj. Og nedstigningen var for stejl. Ingen kunne bremse det korrekt.

Krasjet, der reddede 185 mennesker

Da Flight 232 ramte jorden, var det ikke en landing. Det var en kollision. Højre vinge slog først i jorden. Landingsstellet knækkede. Flykroppen brød i stykker. Brand udbrød. Flyet vendte sig på ryggen og stoppede.

Af 296 mennesker om bord gik 185 væk fra ulykken eller blev båret væk. I et så hårdt krasch er det næsten en mirakel. Ikke fordi de landede i sikkerhed – det gjorde de ikke. Men fordi de holdt flyet i luften længe nok, styrede det nok og orienterede det tilbage så langt, at mange overlevede.

Hvad NASA lærte af det

Efter ulykken analyserede forskere, om det virkelig er possible at styre en flyvemaskine kun ved gasregulering. Deres svar: ja, men det er slow, uforudsigeligt og kræver stor pilotdygtighed og held. Det er ikke en metode, man normalerweise vil stole på.

Men det er ikke hovedbudskabet fra Flight 232. Det er meget mere: når alle normale systemer svigter, når teorien siger, at flyet burde gå ned, kan menneskelig erfaring og vilje finde en vej. Disse piloter reddede ikke alle, men de reddede en overraskende stor del ved at gøre noget, som egentlig ikke muligt var.

Derfor taler vi stadig om United Flight 232 mange år efter. Det er ikke kun om kraschet. Det er om det, mennesker kan opnå, når de nægter at acceptere det umulige.