Ørkenens bedst bevarede hemmelighed
Okay, jeg er nødt til at indrømme noget. Da jeg første gang hørte om denne opdagelse, var jeg nødt til at læse overskriften to gange. Urgamle hajer... i den egyptiske ørken? Det giver slet ingen mening, vel? Sand, pyramider, mumier – ikke lige det typiske haj-territorium.
Men her er sagen: For millioner af år siden var Egypten slet ikke Egypten. Det var et undervands-eventyrland.
Forskere fra Cairo University har for nylig afdækket fossile tænder fra fem uddøde hajarter i den vestlige ørken i Egypten, nærmere bestemt på det såkaldte Abu-Tartur-plateau. Dette er ikke bare en sej fest-faktum – det ændrer faktisk vores viden om prähistorisk marint liv i Nordafrika.
Da Egypten var et hav
Lad mig male et billede for dig. Det er kridttiden, et sted mellem 66 og 145 millioner år siden. Planeten er meget varmere, end den er i dag – vi taler om 6 til 14 grader Celsius varmere. Polerne? Grundlæggende isfrie. Og præcis der, hvor Sahara-ørkenen ligger nu? Et enormt tropisk hav, varmt og rigt på liv.
Det var ikke blot en lavvandet pøl. Vi taler om et blomstrende marint økosystem, med alt fra mikroskopisk plankton til skræmmende marine krybdyr, der lurede i dybet. Og naturligvis masser af hajer, der snappede fisk og alt andet, de kunne få plads til i deres gabende munde.
Da dette hav til sidst forsvandt over millioner af år, efterlod det sine hemmeligheder begravet i klippen. Og disse hemmeligheder graves nu op – bogstaveligt talt, i en aktiv fosfatmine.
Tænder, tænder og flere tænder
Her er det, der fik mig til at grine højt: Forskerne fandt tænder. Kun tænder. Hvis du er som mig, tænker du måske: "Nå ja, det er lidt skuffende – hvor er resten af hajen?"
Men vent – hajetænder er faktisk et stort emne inden for palæontologi. I modsætning til deres skeletter, der er lavet af brusk (ikke knogle), fossiliserer hajetænder smukt. Og de fortæller os meget om, hvordan disse skabninger levede.
Holdet opdagede i alt syv forskellige arter, hvoraf fem er nyidentificerede i denne region. Nogle havde brede og flade tænder, andre slanke og nåleagtige. Nogle havde glatte kanter, mens andre så ud, som om de hørte til i en gyserfilm – takkede og skarpe nok til at få ethvert bytte til at overveje sine livsvalg.
En art, Squalicorax bassanii, havde så uhyggelige tænder, at de ærligt talt ligner noget fra en mareridt. En anden, Scapanorhynchus raphiodon, havde lange, vampyrlignende tænder, selvom den var en relativt lille haj. Og Squalicorax pristodontus havde de brede, flade, takkede bid – lidt ligesom en prähistorisk affaldsdisintegrator.
Hvad dette fortæller os om gamle økosystemer
Her bliver det virkelig interessant. Disse forskellige tandformer var ikke tilfældige – de repræsenterer forskellige jagtstrategier og kostvaner. Mangfoldigheden fundet ved Abu-Tartur tyder på, at flere hajarter delte de samme farvande, men skabte deres egne nicher for at undgå direkte konkurrence.
Det er som en prähistorisk supermarked, bortset fra at alle kunderne forsøgte at spise hinanden.
Forskerne mener, at denne overflod af liv blev opretholdt af noget, der kaldes "fosforitter" – fosfatrige klipper, der i bund og grund fungerede som gødning for hele økosystemet. Næringsstoffer strømmede op fra havbunden, fodrede små organismer i bunden af fødekæden, som