Derfor gemmer vi snart alverdens data i DNA
Forestil dig, at alt data på internettet kunne være i en kaffekop.
Det lyder vanvittigt. Men forskere arbejder faktisk på det lige nu.
Problemet med serverrum
Dem der driver internettet – Google, Amazon, alle de store – har bygget enorme bygninger fyldt med servere. De summerer i døgndrift og bruger enorme mængder strøm bare på at holde sig kølige.
Det er ikke bare en lille udfordring. Det er et "vi løber måske tør for strøm"-problem.
Vi skaber data i et tempo der er helt vanvittigt. I 2020 alene var det 59 zettabytes. Hvis du prøvede at skrive bare ét zettabyte ud, ville du bruge mere papir end der findes på Jorden. Og det var altså 59 gange så meget.
Det bliver kun værre. De AI-chatbots alle snakker om? De suger energi som aldrig før. Internationale energiagenturer forudser, at datacentre kan bruge mere end dobbelt så meget strøm i 2030. Svarende til hele Japans forbrug.
Det amerikanske energiministerium advarer ligefrem om mulige blackouts. Altså regulære strømafbrydelser forårsaget af vores lyst til at gemme feriebilleder og streame serier.
Så hvad gør vi? Bygger flere kraftværker? Flere vindmøller? Måske en atomreaktor bare til Netflix?
Forskere har faktisk arbejdet på noget meget mere interessant.
DNA: Naturens egen harddisk
Her bliver det virkelig mærkeligt.
Molekylet der indeholder alle informationerne til at bygge dig – den genetiske kode der gør dig til dig – kan måske også rumme alt vi nogensinde har digitaliseret.
DNA. Den ting du sikkert har hørt om i biologi.
Forskere har fundet ud af, at samme molekyle der fortæller dine celler hvad de skal gøre, teoretisk set kan indeholde al menneskehedens data i noget på størrelse med en skoæske. Nogle siger endda, at alt på internettet ville kunne være i en kaffekop.
Jeg ved det godt. Det lyder som noget fra en sci-fi film. Men her er pointen – de har faktisk gjort det. Ikke i enorm skala endnu, men beviset er der.
Allerede i 1980'erne begyndte forskere at eksperimentere med at gemme beskeder i DNA. Små beskeder, ja, men det virkede. I 2013 nåede de op på næsten et megabyte data – tekst, billeder, lyde. Og for nylig gav Library of Congress faktisk tilskud til at skrive over en gigabyte information med DNA.
Det er ikke længere teori. Det er virkelighed.
Hvorfor det faktisk giver mening
Nu tænker du måske: Hvorfor overhovedet gemme data i DNA? Hvad er problemet med almindelige harddiske?
Der er faktisk flere.
Tænk over det: en almindelig harddisk holder måske fem år før den begynder at drille. USB-nøgler? Måske ti år hvis du er heldig. Selv de store tape-backsystemer i datacentre? De er beregnet til 10-30 års pålidelig opbevaring.
DNA er... anderledes.
Forskere har succes med at læse genetisk materiale fra fossiler der er tusindvis af år gamle. Nogle estimater siger at DNA kan forblive læsbart i hundredetusindvis af år – eller endnu længere. Vi har udviklet os sammen med dette molekyle. Vi kommer ikke til at glemme hvordan man læser det.
Sammenlign det med den floppy-disk der sikkert stadig ligger i et skab et sted. Kan du huske dem? Prøv at finde noget der kan læse den. Digitale formater bliver forældede hele tiden. DNA-opbevaring? Den teknologi vil altid være relevant, så længe der er liv på Jorden.
Og her kommer det virkelig spændende: DNA-opbevaring bruger stort set ingen energi når data først er skrevet.
Når DNA-polymeret først er dannet, bruger det ingen energi, forklarer en forsker fra MIT. Du kan opbevare det ved stuetemperatur. Ingen summede servere, ingen enorme kølesystemer, ingen milliarder på elregningen bare for at holde din data i live.
Det er ikke en lille forbedring. Det er en komplet ny måde at tænke på.
Men der er selvfølgelig en hage ved det
Jeg vil ikke gøre dig for opstemt endnu, for der er nogle helt reelle udfordringer.
Lige nu koster det stadig vanvittigt meget at skrive data til DNA. Altså "langt over hvad de fleste organisationer har råd til"-dyrt. Teknologien mangler nogle gennembrud før det bliver praktisk til daglig brug.
Men her er sagen – priserne falder. Og forskerne er sikre på at den tendens fortsætter. En ekspert jeg læste sagde det ganske ligefremt: der er "ingen tvivl om at prisen vil falde."
Det er ikke bare optimism. Se på hvor meget prisen på DNA-sekventering er faldet de sidste tyve år. Hvad der før kostede milliarder, koster nu kun hundreder. Det samme sker med DNA-syntese.
Hvad betyder det for os?
Her er min vurdering:
Vi står ved et interessant vendepunkt. Vores sult efter data er praktisk talt umættelig, men vores nuværende løsninger støder mod fysiske og miljømæssige grænser. Datacentre kan ikke blive ved med at vokse – der er ganske enkelt ikke nok strøm, vand eller plads.
DNA-opbevaring er ikke klar til at erstatte din USB-nøgle i morgen. Men retningen er klar, og potentialet er enormt. Vi taler om et opbevaringsmedie der er:
- Utrolig kompakt (tenk kaffekop, ikke fodboldbaner)
- Langtidsholdbart (århundreder, måske årtusinder)
- Energieffektivt (stort set nul efter det er skrevet)
- Fremtidssikret (vi vil altid have brug for at læse DNA)
Hvis forskerne knækker kostningsproblemet – og jeg tror oprigtigt de gør – så ser vi måske slutningen på datacentret som vi kender det. Tænk bare: arkivering der holder evigt, ikke kræver strøm, og kan være i et lille rum i stedet for et kæmpe kompleks.
Det er ikke science fiction. Det er der teknologien er på vej hen.
Næste gang nogen siger vi løber tør af plads til al vores digitale rod, så mind dem om at livet selv løste det problem for milliarder af år siden. Vi skal bare nå derhen.