Næste gang det regner, rammer din bil tusindvis af små lyn

Tænk over det næste gang du står og ser regnen skylle ned.

Vi har altid vidst at regn ikke ligefrem er godt for biler, hegn og alt det udendørs. Vand giver rust, og med tiden ser alting lidt mere slidt ud. Men der viser sig at være en ret stor brik i puslespillet, vi har overset.

Forskere har traditionelt beskyldt to ting for den langsomme nedbrydning af maling og beskyttende overflader: mekanisk slid (altså vanddråber der gnider frem og tilbage indtil noget slides ned) og kemisk skade (ting som syreg regn der ætser overflader). Det giver mening, ikke?

Men forskere har lige opdaget en tredje gerningsmand der har gemt sig i fuldt syne hele tiden – og den er langt mere overraskende end nogen havde forventet.

"Mikrolyn"-opdagelsen

Et hold fra Max Planck Instituttet for Polymerforskning, i samarbejde med forskere fra flere andre institutioner inklusiv MIT, studerede hvordan vanddråber optager elektrisk ladning når de glider hen over overflader. Du kender den statiske elektricitet du kan bygge op ved at gnide en ballon mod dit hår? Nogenlunde samme idé – bare på en meget, meget mindre skala.

Det de fandt var fascinerende. Når dråber bevæger sig henover forskellige materialer – et blad, en rude, et hegn – optager de elektrisk ladning. Og når de ladede dråber så rammer en malet overflade, er det som et miniature lynnedslag lige ved kontaktpunktet.

"Vi taler om en slags 'friktionselektricitet' i dråber, og når sådanne ladede dråber rammer et lag, aflader de lokalt og kan punktere laget på specifikke punkter som en lille lynflas," forklarer Rüdiger Berger, en af forskerne bag studiet.

Hjernen. Eksploderet.

Eksperimentet der beviste det

Det virkelig interessante ved denne forskning er at forskerne faktisk testede deres teori, og resultaterne var krystalklare.

De startede med en overflade belagt med teflon (ja, det samme stof som på din slip-let-pande) og dryppede helt almindelige vanddråber på den. Efter 3.000 dråber? Ingen synlig skade overhovedet. Teflonen så fuldstændig ens ud under mikroskopet.

Men så ændrede de tingene. De lod dråber rulle over forskellige materialer først – et stueplante-blad, PVC og polystyren (det der bruges i plastvinduer) – for at optage noget elektrisk ladning. Derefter ramte de ladede dråber teflonen.

Efter 3.000 af de impacts? Klare, synlige ændringer i både det beskyttende lag og metallet nedenunder.

Forskellen var dramatisk. Uladede dråber = ingen skade. Ladede dråber = målbar skade.

Hver overflade er forskellig

En interessant detalje fra forskningen: hvor meget ladning en dråbe optager afhænger meget af hvad den bevæger sig over. Holdet målte forskelle på op til ti gange afhængigt af materialet. Men her er pointen – uanset hvor meget eller hvor lidt ladning dråberne bar, forårsagede de stadig påviselig skade.

Så uanset om du bor ved kysten (meget salt i luften) eller midt i en by, gør regnen mere skade på dine ting end vi troede.

Hvorfor skulle du bekymre dig?

Dette er ikke bare en "fed videnskabsfaktum" uden praktisk anvendelse. Forskerne publicerede deres resultater i tidsskriftet Nature specifikt fordi de mener det kan hjælpe os med at bygge bedre beskyttende belægninger.

Tænk over det – vi maler konstant broer om, restaurerer historiske bygninger og prøver at holde vores biler pæne trods vejret. Hvis vi forstår alle de måder vand skader overflader på, kan vi designe belægninger der modstår ALLE de mekanismer – inklusiv dette elektriske afladnings-fænomen.

Så næste gang du står i regnen, kan du se dråberne ramme din forrude og tænke: "Ja, hver eneste af jer er basically et lille lyn. Ikke det store."

Ærligt talt – lad hellere være med at tænke for meget over det, hvis du gerne vil holde din bil pæn.

Hvad synes du om denne opdagelse? Skriv en kommentar – jeg vil meget gerne høre dine tanker!