Noget ved Yellowstone har plaget forskerne i årevis – og nu kommer de med et overraskende svar

Okay, jeg er nødt til at fortælle jer om noget, der fuldstændig har blæst mine sokker af. Og jeg skal prøve at undgå at lyde alt for dramatisk her... men seriøst, det her er vildt interessant.

Yellowstone er et af de steder, der allerede føles som om, det ikke burde eksistere. En kæmpe vulkan gemt væk i det åbne landskab i Wyoming, med gejserer der skyder kogende vand op i luften, boblende mudderpotter og nok underjordisk varme til at forsyne en mindre nation. Ret vildt, ikke?

Men her er det, der fascinerer mig: forskere har studeret Yellowstone i årtier, og de troede, de havde styr på, hvordan det hele fungerede. Den traditionelle forståelse gik ud på, at dybt under Yellowstone ligger et kæmpe kammer fyldt med flydende magma – basically en underjordisk sø af smeltet bjergart, der har bygget sig op i århundreder. Når trykket bliver for intens, så sker der en supervulkan-eksplosion.

Det giver mening på papiret, ikke?

Problemet med den model

Men her er pointen: ny forskning bliver ved med at antyde, at det billede muligvis er helt forkert.

Et hold fra det kinesiske videnskabsakademi har lige offentliggjort resultater, der fundamentalt udfordrer vores forståelse af, hvordan Yellowstone – og sandsynligvis andre supervulkaner også – faktisk fungerer. Og ærligt talt, deres forklaring er både simplere og mere kompliceret end det, vi troede før.

I stedet for et stort underjordisk reservoir af flydende bjerg ser det ud til, at Yellowstone befinder sig oven på noget, geologer kalder et "magma-mos system." Tænk på forskellen mellem et glas vand og en fugtig sandkasse. Begge indeholder vand, men den ene er tydeligt mere... fast. Det er lidt det, vi har med at gøre her – smeltet bjergart blandet så grundigt med fast materiale, at det næsten føles flot at kalde det "magma."

Så hvis der ikke er et kæmpe væskekammer, hvor kommer alt det bjerg og aske så fra?

Mantelvind-teorien

Her bliver det virkelig interessant.

Forskerne skabte en detaljeret 3D computermodel af det vestlige Nordamerika, der simulerer, hvordan jordskorpen og den strømmende kappe (mantlen) under den interagerer. Det, de fandt, antyder, at Yellowstones magma-forsyning kommer fra en overraskende overfladisk kilde – det øverste lag af mantlen, lige under den stive ydre skal af vores planet.

Men her kommer twistet: denne magma stiger ikke op fra en umådelig dyb kilde i nærheden af Jordens kerne (som den gamle "mantel-fane" teori ellers foreslog). I stedet bliver den leveret horisontalt af det, forskerne kalder "mantelvind."

Jeg elsker det udtryk, btw. Det fremkalder sådan et levende billede.

Ideen er følgende: for millioner af år siden blev en massiv havbundsplade kaldet Farallon-pladen skubbet ned under USAs vestkyst – en proces geologer kalder subduktion. De plade-fragmenter hænger stadig rundt dybt under jorden, og deres tilstedeværelse skaber en langsom, men vedvarende strømning i mantlen over dem.

Denne strømning skaber en slags transportbånd af varmt materiale, der bevæger sig østpå mod Yellowstone. Efterhånden som dette opsvømmende mantelmateriale driver ind under den tykke kontinentale grundmasse i det centrale Nordamerika, bliver det draget nedad. Den trækkende bevægelse får bjergarten til at dekomprimere, hvilket udløser smeltning. Smeltet bjerg = magma = potentielle vulkanske fyrværkerier.

Hvorfor det her betyder noget

Nu kommer min yndlingsdel af denne forskning: den forklarer faktisk nogle ting, der ikke rigtig passede ind før.

I årevis har forskere lagt mærke til, at Yellowstones underjordiske magma-system strækker sig langt dybere end forventet, og det ser ud til at hælde mod sydvest. Ingen kunne rigtig forklare, hvorfor det havde denne specifikke form. Mantelvind-modellen giver et svar: den østgående strøm af varmt materiale skubber mod den tykke lithosfære mod øst, mens den har at gøre med opsvømmende bjerg mod vest, og det skaber en slags "flænge"-effekt, der danner den karakteristiske sydvestligt-hældende kanal.

Den kanal fungerer derefter som en motorvej for magma, der styrer, hvordan den stiger op, bevæger sig og udvikler sig over tid.

Det, der virkelig er tilfredsstillende ved denne forskning, er, at modellens forudsigelser matcher bemærkelsesværdigt godt med faktiske observationer fra seismiske studier og kemisk analyse af vulkanske materialer. Når din computermodel siger én ting, og virkelighedens data siger det samme, er det et godt tegn på, at du er på sporet af noget.

Hvad det ikke betyder

Før nogen får panik, lad mig være klar: dette forudsiger ikke en forestående eruption. Ikke engang tæt på. Yellowstone har haft to supervulkan-udbrud i løbet af de sidste 2,1 millioner år, og intervallet mellem dem var cirka 1,3 millioner år. Vi er ikke i nærheden af at være klar til endnu et (geologisk set i hvert fald).

Men at forstå, hvordan disse systemer fungerer, er ikke bare akademisk nysgerrighed. Hvis vi på et tidspunkt vil kunne forudsige vulkansk aktivitet – særligt fra systemer, der rent faktisk kan ændre det globale klima – har vi brug for at få grundlaget rigtigt. Og det viser sig, at grundlaget kan være meget anderledes end det, vi antog.

Næste gang du ser et billede af Old Faithful eller en af Yellowstones berømte varme kilder, så prøv at forestille dig den skjulte verden under dine fødder: ikke en boblende underjordisk sø, men et kæmpe, komplekst netværk af delvist smeltet bjerg, formet af langsomme strømninger i Jordens kappe, der har strømmet i millioner af år.

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes faktisk, det er mere fantastisk end det gamle billede.

Kilde: ScienceDaily