Grand Canyon: Milliarder af års forsvundne lag

Jeg må indrømme det — da jeg første gang stødte på den her forskning, fik min indre nørd et ordentligt gys. Du kender da Grand Canyon, ikke? Det kæmpe hul i Arizona, så dybt at man kan se næsten to milliarder års Jord-historie stablet op i klippevæggene som sider i en kosmisk bog.

Men her er pointen: Cirka en milliard af de sider er revet ud.

Geologer kalder det den Store Diskordans, og det er et af de mest hjernespændende mysterier i geologien. Du går direkte fra gamle krystallinske bjergarter til lag der "kun" er 500-600 millioner år gamle. Alt imellem er simpelthen væk. Ingen gradvis overgang, ingen langsom aflejring af sedimenter. Bare et plutseligt spring over en milliard års forsvundet tid.

I århundreder har forskere undret sig: Hvor blev alle de klipper af?

Den tabte kæmpeklint

Svaret, ifølge et fascinerende nyt studie fra University of Southampton, kunne være et gammelt klintsystem så massivt at nutidens klinter ser ud som bump.

Vi taler om en "stor skrænt" der opstod for cirka 800 millioner år siden — dengang Jordens landmasser var arrangeret anderledes, smeltet sammen i et superkontinent kaldet Rodinia. Da dette gamle superkontinent begyndte at falde fra hinanden, skabte det tårnhøje klippeflader der kan have strakt sig tusindvis af kilometer og nået næsten en kilometer i højden.

Til sammenligning: Forestil dig et klintsystem der ville løbe gennem det vi nu kalder Arizona, Utah, Idaho, Wyoming, Colorado, Texas, Oklahoma, Arkansas, Missouri og Illinois. Én sammenhængende mur af gammel klippe.

Det er ikke bare en klint. Det er et kontinent-omspændende træk der ville have domineret landskabet som intet vi ser i dag.

Milliarder af tons forsvundne klipper

Og her bliver det virkelig vildt. Forskerne estimerer at erosion langs denne mega-skrænt over titusinder af millioner år kan have fjernet op til otte kilometer klippe i nogle områder. Otte kilometer! Det svarer til at erodere et bjergkæde højere end noget eksisterende bjerg på Jorden, alt sammen før Grand Canyon overhovedet begyndte at tage form.

Denne proces blottede gradvist de dybe krystallinske bjergarter der nu udgør "gulvet" i Grand Canyon — det gamle prækambriske fundament man kan se når man kigger ned i canyondybderne.

Forskernes leder, professor Thomas Gernon fra Southampton, beskriver det sådan: Grand Canyons bjergarter blev "progressivt bragt til overfladen som en del af en enorm skrænt der opstod under opløsningen af et gammelt superkontinent."

Ret vildt, ikke? De klipper vi ser i bunden af Grand Canyon var ikke altid ved overfladen — de måtte graves fri af millioner af års tålmodig erosion langs denne gamle klintlinje.

Hvordan finder man en klint der allerede er væk?

Så hvordan kunne forskerne samle beviser for noget der ikke længere eksisterer? Det er den smarte del.

Teamet kombinerede to forskellige tilgange: rekonstruktioner af hvordan Jordens tektoniske plader har bevæget sig over tid, og data om hvordan landskaber udvikler sig gennem geologiske epoker. Ved at modellere hvad det vestlige Nordamerika ville have set ud under Rodinias opløsning, fandt de noget interessant.

Det gamle Grand Canyon-område ville have ligget i nogenlunde samme position i forhold til kontinentkanten som nogle af Jordens mest dramatiske moderne skrænter — som Great Escarpment i Sydafrika eller klinterne langs Brasiliens kyst. Disse nutidige eksempler fungerede som vejledning til hvad der kan have eksisteret i fortiden.

Og dette er ikke bare en flot historie om klinter. Forskerne siger at dette langlivede landskab faktisk formede hele kontinentets geologiske historie.

En klint der ændrede et kontinent

Tænk over det: En sammenhængende mur af bjerge rundt om det vestlige Nordamerika ville have gjort mere end bare at se imponerende ud. Den ville have fungeret som en massiv barriere, der påvirkede hvor floder løb, hvor sedimenter aflejredes, og endda hvornår gamle have kunne sprede sig ind over landet.

Dette bjergkrans omkring "Laurentia" (det gamle kerneområde af Nordamerika) bestemte sandsynligvis de gamle floders stier og påvirkede hvornår stigende have kunne rykke indad — begivenheder der skete lige før den såkaldte kambriske eksplosion, da kompleks liv pludselig diversificerede sig i et af biologiens største mysterier.

Klinten forberedte i bund og grund "scenen" for ét af livets største øjeblikke, selvom den forsvandt hundredvis af millioner år før nogle komplekse skabninger overhovedet begyndte at kravle rundt.

Hvad det betyder for vores forståelse af Jorden

Her er hvorfor jeg synes det er særligt spændende: Den Store Diskordans er ikke unik for Grand Canyon. Lignende mystiske huller i klipperekorden findes på tværs af mange gamle kontinentale indre områder verden over. Forskere har længe kæmpet med at forklare hvorfor disse huller varierer så meget i dybde og tidspunkt.

Den nye forskning antyder at tektonisk løft relateret til kontinental rifting og opløsning skabte stejle skråninger og højdedrag — præcis den slags terræn som floder og gletsjere elsker at erodere. Med andre ord kan disse mega-skrænter være en fælles forklaring på forsvundne klipperekorder på flere kontinenter.

Som professor Gernon bemærker, giver de tilbageværende skrænter i dag i Sydafrika, Brasilien, Indien og Antarktis "vinduer ind til de kræfter der former kontinenter over hundredvis af millioner år."

Ved at studere disse nutidige eksempler kan vi måske endelig forstå hvordan lignende begivenheder i den dybe fortid skulpterede de landskaber vi ser i dag.

Bundlinjen

Grand Canyon har altid været et vindue til Jordens dybe historie. Men nu indser vi at historien er endnu ældre og mere dramatisk end vi forestillede os. Før Colorado-floden nogensinde udskar sin berømte rute, før pattedyr blev dominerende, før dinosaurerne, før næsten alt det vi normalt tænker på som "gammelt" — der var denne tabte verden af tårnhøje klinter der stille og roligt eroderede væk, og blottede selve fundamentet for det kontinent vi lever på i dag.

Nogle gange er de mest dramatiske træk i Jordens historie dem der ikke længere eksisterer.

Og er det ikke smukt? Tanken om at et gammelt klintsystem, nu fuldstændig forsvundet, stadig former vores forståelse af én af USA mest ikoniske vartegn? Det er geologi der gør hvad geologi gør bedst — afslører at jorden under vores fødder har historier vi næppe kan forestille os.

Kilde: ScienceDaily