Genet der nægtede at vælge side

Okay, du skal lige forberede dig, for genetikkens verden er blevet en smule mere bizart — og ret så fantastisk.

Forskere fra Cornell University har opdaget noget, der lyder som taget direkte fra en sci-fi film. De har fundet et menneskeligt gen, der bogstaveligt talt kan vandre rundt i din DNA, samtidig med at det udfører et vigtigt arbejde i din hjerne. De to egenskaber burde slet ikke kunne eksistere sammen. Men det gør de altså.

Vent, gener kan hoppe?

Lad mig lige spole lidt tilbage, fordi det her med "hoppende gener" måske er nyt for nogle af jer.

Tænk på din DNA som en kæmpe instruktionsmanual til at bygge dig — hver celle, hver egenskab, hver lille detalje. I lang tid troede forskerne, at den manual var ret stabil. Siderne (generne) blev, hvor de var.

Men så kom opdagelsen af transposoner, også kaldet "hoppende gener." Det er DNA-stykker, der bogstaveligt talt kan klippe sig selv ud et sted i genomet og sætte sig ind et andet sted. Tænk på dem som genetiske nomader, der nægter at blive et sted.

Det vilde er, at omkring halvdelen af dit samlede genom består af disse transposon-rester fra millioner af års evolution. De fleste af dem er gået på pension og flytter sig ikke længere rundt. De er som gamle hippiere, der engang var eventyrere, men nu bare hænger ud og ser TV.

Genet der ikke ville blive

Så hvad gør BC200 så specielt?

Normalt, når evolutionen "låner" et af disse hoppende gener til et brugbart formål — gør det til et almindeligt gen, der gør noget vigtigt for cellen — så deaktiverer den som regel hoppeevnen. Det er som at tage en nomade og give dem et kontorjob. De slår sig ned. Mobiliteten forsvinder.

Men BC200? BC200 sagde "nej tak, jeg gør begge dele."

Dette lille gen er aktivt i dine neuroner (hjerneceller), hvor det ser ud til at hjælpe med at regulere, hvordan proteiner bliver lavet. Forskere har kendt til det siden slutningen af 1980'erne. Det, de ikke vidste indtil nu, er at det stadig har evnen til at hoppe rundt i dit genom.

"Dette gen blev skabt fra et mobilt element, men har bevaret sin mobilitet, og samtidig tjener det tydeligt en cellulær funktion," forklarer forsker Cedric Feschotte. "På en eller anden måde har evolutionen ikke været i stand til at skille de to ting ad."

Med andre ord er BC200 stort set som en person, der har fået et stabilt job og stadig tager på spontane road trips hver weekend. Sådan burde det altså ikke fungere!

Fundet i en virus?! Det er en plot-twist

Men vent — det bliver endnu mærkeligere.

Forskerne ledte slet ikke efter BC200, da de snublede over denne opdagelse. De fandt det gemt inde i en poxvirus — specifikt molluscum contagiosum-virus, som forårsager små hudknopper.

Så hvordan endte et menneske-hjernergen inde i en virus? Forskerne tror, det sandsynligvis hoppede ind i virussen, mens den inficerede nogens hudceller. Virussen fik i bund og grund en blindpassager med.

Det er som om virussen gik fra "inficerer menneskeceller" til "slæber rundt på et stykke menneskeligt genetisk materiale." Naturen er virkelig underlig nogle gange.

Skal vi være bekymrede?

Her bliver det lidt mere alvorligt.

BC200 hænger ikke bare fredeligt ud i neuroner. Forskere har lagt mærke til, at det forekommer i højere niveauer i hjerner fra mennesker med Alzheimers sygdom. Det udtrykkes også unormalt i forskellige tumorer, herunder brystkræft.

Nu, før du begynder at panikke, så lad mig være klar: Vi ved ikke, hvad det betyder endnu. Genet kunne bidrage til sygdom, eller det kunne bare være en harmløs tilskuer, der bliver produceret mere, når noget andet går galt.

Men her er den bekymrende mulighed: Hvis BC200 stadig kan hoppe rundt, måske hopper det stadig i sygdomssituationer. Måske indsætter dette gen sig selv i nye steder i kræftceller eller beskadigede hjerneceller og forårsager potentielt mutationer.

Det er bestemt noget, forskere vil undersøge nærmere.

Hvad betyder det hele?

Ærligt talt? Vi skraber kun på overfladen.

Denne opdagelse udfordrer vores forståelse af, hvordan gener fungerer og udvikler sig. Den antyder, at grænsen mellem "hoppende gen" og "almindeligt gen" måske er mere flydende, end vi troede.

For mig er det mest fascinerende, hvad dette fortæller os om evolutionen selv. Det er ikke nogen pæn, ordentlig proces, hvor ting bliver kategoriseret og bliver i deres spor. Evolution er rodet og kreativ, nogle gange holder den fast i funktioner, der ikke logisk set burde eksistere sammen.

Så næste gang nogen fortæller dig, at din DNA bare er en statisk instruktionsmanual, kan du fortælle dem om BC200 — det oprørske lille gen, der nægtede at vælge side.

Er videnskaben ikke fantastisk?

Kilde: ScienceDaily