Videnskaben handler om at være nysgerrig

Her er en sjov kendsgerning om videnskab: De mest spændende opdagelser sker nogle gange fuldstændig ved et tilfælde.

Dr. Rowan Martindale var ude at vandre i Marokkos Dadès-dal med sit forskerhold. De var ikke på udkig efter noget særligt banebrydende. De studerede gamle rev-økosystemer, der engang lå under et ocean, som dækkede området for millioner af år siden.

Men mens de krydsede nogle vejrbidte klippeformationer, faldt noget hende i øjnene.

"Disse smukt bølgede lagflader... Jeg sagde: 'Stéphane, du er nødt til at komme herhen. Det her er rynke-strukturer!'"

Rynke-strukturer er基本上Gamle aftryk fra mikrobielle måtter – de slimede, tæppeagtige samfund af bakterier og alger, som du måske har set i lavvandede tidevandspøle. Når disse måtter vokser henover sandet sediment, efterlader de karakteristiske bølgede teksturer, som kan fossiliseres over tid.

Men her er sagen: Disse strukturer findes normalt i lavvandede, sollysfyldte farvande, hvor fotosyntetiske organismer kan overleve. Og de er skrøbelige. Da gravende dyr udviklede sig og begyndte at rode gennem havbundssedimenterne for omkring 540 millioner år siden, blev disse sarte træk typisk ødelagt, før de kunne bevares.

Så da Martindale indså, at hun kiggede på rynke-strukturer i klipper, der var dannet i dybt vand – mindst 180 meter under overfladen, hvor sollys bogstaveligt ikke kan nå – gav opdagelsen overhovedet ingen mening.

"Rynke-strukturer, som normalt stammer fra fotosyntese, bør ikke findes i dette dybe vandmiljø."

Forskerholdet vidste, de havde noget mærkeligt i hænderne. De var ikke klar til at komme med en ekstraordinær påstand uden ekstraordinært bevis. Så de gik i gang med at undersøge alle vinkler.

Først bekræftede de geologien: Ja, det var absolut dybvandsaflejringer. Den kemiske analyse viste forhøjede kulstofniveauer i sedimentet – endnu et biologisk tegn, der antydede, at noget levende havde været der. Men den virkelige gåde var stadig uløst. Hvis ikke sollyselskende alger, hvad skabte så disse gamle mikrobielle måtter?

Svaret viser sig at ligge i en helt anden type liv: kemisk syntetiske bakterier.

Disse bemærkelsesværdige organismer har slet ikke brug for sollys. I stedet producerer de energi fra kemiske reaktioner – tænk på hydrogensulfid eller metan, der siver op fra havbunden. Og moderne undervandsoptagelser har vist, at kemisk syntetiske mikrobielle måtter faktisk dannes i mørke dybder af oceanet, selv langt under, hvor noget sollys trænger igennem.

Holdet konkluderede, at disse gamle rynke-strukturer sandsynligvis blev skabt af kemisk syntetiske bakterier, der levede i dybt vand, langt fra solens rækkevidde. Det er en opdagelse, der omskriver det, vi troede vi vidste om, hvor mikrobielt liv kunne blomstre på Jordens fortid.

Det, jeg finder ægte fantastisk ved denne historie, er, hvordan videnskab faktisk fungerer. Martindale satte sig ikke for at udfordre videnskabelig konsensus – hun lagde bare mærke til noget usædvanligt under en vandretur, stolede på sine instinkter og fulgte beviserne, uanset hvor de førte hende hen. Det er den videnskabelige metode på sit bedste: at forblive nysgerrig og lade virkeligheden overraske dig.

De gamle oceaner var tydeligvis langt mere levende og komplekse, end vi ofte forestiller os. Selv i de dybeste, mørkeste farvande fandt livet en vej. Og et eller andet sted i de gamle marokkanske klipper er aftryk fra kreaturer, der levede for 180 millioner år siden, stadig bevaret – og venter på, at en nysgerrig person kommer forbi og lægger mærke til dem.