Den usynlige synder, som ingen holdt øje med
Hvorfor får nogle mennesker med den stærke Alzheimers-risikogen APOE4 aldrig sygdommen, mens andre gør? Forskere fra USC mener nu at have fundet en del af svaret – og det handler om et enzym, der normalt passer på hjernen, men som kan løbe løbsk.
Enzymet hedder cPLA2. Det er en slags kemisk vagthund, der normalt hjælper med at holde tingene i orden. Men når det bliver for aktivt, sætter det gang i betændelse. Og netop betændelse i hjernen er en af de ting, der driver Alzheimers.
Man kan ikke bare slukke for det
Problemet er, at man ikke kan slukke for enzymet helt. Hjernen har brug for det. Så forskerne har i stedet ledt efter en måde at dæmpe det på – uden at ødelægge de vigtige funktioner.
De opdagede, at personer med APOE4-genet og samtidig høj aktivitet af cPLA2 havde større risiko for at udvikle sygdommen. Men det var ikke alle. Noget tyder på, at netop denne kombination kan være afgørende.
Milliarder af molekyler på computeren
I stedet for at teste stoffer i hånden brugte forskerne supercomputere til at gennemgå milliarder af mulige molekyler. De ledte efter ét, der både kunne dæmpe cPLA2, passere blod-hjerne-barrieren og lade de beslægtede enzymer være i fred.
Én forbindelse skilte sig ud. I forsøg med menneskelige hjerneceller reducerede den den skadelige aktivitet. Og i mus lykkedes det stoffet at nå ind i hjernen og påvirke de betændelsesprocesser, der hænger sammen med Alzheimers.
Ærlige forskere
Forskerne er forsigtige. Lederen af studiet, Hussein Yassine, understreger, at de endnu ikke har nogen garanti. De vil først undersøge, om det er sikkert og muligt at påvirke denne vej – og om det rent faktisk betyder noget for sygdommen hos mennesker.
Det er en forfriskende tilgang. Ikke store løfter, men et skridt ad gangen.
En ny måde at lede på
Det interessante ved studiet er ikke kun resultatet, men også metoden. Ved at bruge kunstig intelligens og kraftig databehandling kunne forskerne screene molekyler på måneder i stedet for år. Det ændrer tempoet i jagten på nye lægemidler.
Der er stadig lang vej til eventuelle kliniske forsøg. Men for dem, der bærer APOE4-genet, giver fundet en konkret idé om, hvor man kan starte. Og det er mere end mange tidligere forsøg har kunnet tilbyde.