Det problem, ingen kunne løse
Man kan have et perfekt stof til en opskrift, men ingen idé om, hvordan det skal bruges. Sådan har forskere haft det med en særlig slags nanopartikler kaldet lanthanider i mange år.
Partiklerne er rigtig gode til at sende rent og stabilt lys i det infrarøde område. Lyset kan trænge dybt ind i væv, så man kan se ind i kroppen uden at skulle skære. Men de leder ikke strøm. Elektricitet preller bare af på dem. Derfor kunne man ikke bruge dem i en LED.
Et klassisk videnskabeligt dødvande. Godt materiale, men ingen måde at drive det på.
Det geniale kneb
Forskerne i Cambridge valgte at gå uden om problemet i stedet for at forsøge at løse det. De satte små organiske molekyler på nanopartiklernes overflade. De molekylerne kunne godt lede strøm.
Så sendte de strømmen til dem,再一次. Molekylerne overførte energien til nanopartiklerne gennem en kvanteproces. Det skete med en virkningsgrad på over 98 procent. Meget lidt energi gik til spilde.
Som en slags bagdør, når hoveddøren er låst. Molekylerne tager imod strømmen og videregiver den på en næsten uforståelig måde til nanopartiklerne.
Det betyder noget i praksis
Det kan betyde ny teknologi i sundhedsvæsenet. Små lyskilder kan hjælpe kirurger ved at finde cancerceller i realtid. Eller wearable sensorer kan følge organernes tilstand løbende. Det rene infrarøde lys giver bedre dybde og klarhed. Det betyder muligvis, at man kan finde sygdomme tidligere og med mere præcision.
I data og kommunikationen: Når data sendes gennem fiberoptiske kabler, kan forskell