Kræftcellerne der nægter at dø

Okay, jeg er nødt til at fortælle jer om noget, jeg lige har lært. Det er ligeså fascinerende som det er en smule uhyggeligt. Og hæng på — det her bliver faktisk ret vildt, når først I forstår, hvad der sker.

Forskere har opdaget, at inde i brystkræftsvulster findes der kræftceller, der i bund og grund går i dvale. Ikke døde. Ikke væk. Bare... i venteposition. Ligesom bjørne i deres hi kan de ligge der i årevis uden at blive rørt af kemoterapi, for så pludselig — vupti — vågne op senere og få kræften til at vende tilbage.

Det virkelig ubehagelige ved det? De her listige små celler gemmer sig bag det, forskerne kalder beskyttende "skjolde" lavet af andre celler. Det er næsten som om, de har bygget sig en lille fæstning inde i svulsten.

Hvad sker der inde i en svulst?

Her er det, de fleste ikke ved: svulster er ikke bare store klumper af identiske kræftceller, der formerer sig som besatte. De er faktisk komplekse kvarterer med alle mulige forskellige celler, der lever sammen.

Tænk på en svulst som en overfyldt by. Du har vækstzonen, hvor kræftcellerne deler sig, som om der ikke er nogen i morgen. Men du har også roligere områder, hvor nogle kræftceller i bund og grund har trykket på pause-knappen.

Disse dvale-celler — forskerne kalder dem "quiescente" celler — er dem, der holder kræftforskerne vågne om natten. De kan overleve kemoterapi, strålebehandling, alt det vi smider efter kræften. Og senere, når det ser ud som om, faren er drevet over? Så vågner de og begynder at vokse igen.

En forsker ved navn Dr. Alexis Barr fra Imperial College London forklarede det sådan her: "Quiescente kræftceller er meget farlige. De kan gemme sig for kemoterapi og så blive i denne dvale-tilstand i svulsten, for derefter senere at reaktivere og drive cellevæksten."

Dybest set har vi kæmpet den forkerte kamp. Vi vinder krigen mod den synlige fjende, mens den virkelige trussel sidder stille i sit skjul.

Opdagelsen af skjoldene

Og her bliver det for alvor interessant. Forskerholdet — fra Imperial College London og University College London — bekræftede ikke bare, at dvale-celler findes. De kortlagde faktisk, hvor de er, og vigtigst af alt — hvad der omgiver dem.

Og wow, det de fandt, var vildt.

Dvale-kræftcellerne blev ofte fundet lige op ad to specifikke celletyper: bestemte immunceller kaldet CXCL10-positive makrofager, samt cancer-assocerede fibroblaster (som i bund og grund er bindevævsceller, der er blevet kapret af svulsten).

Disse naboceller ser ud til at danne en beskyttende boble omkring dvale-kræftcellerne. Dr. Maria Secrier, der arbejdede på studiet, beskrev det perfekt: "Kræftcellerne er virkelig indkapslet inden i disse områder af makrofager og fibroblaster, som vi tror fungerer som skjolde for disse dvale-kræftceller."

Det er som om, svulsten har skabt et fristed for sine farligste medlemmer.

Hvorfor det ændrer alt

Her er hvorfor jeg virkelig er begejstret for denne forskning (og hvorfor I burde være det, hvis I er interesserede i kræftbehandling).

Nutidens kemoterapi-medicin er designet til at angribe celler, der deler sig hurtigt. Det giver totalt mening — hurtig deling er det, der gør kræft så aggressiv og farlig. Men denne nye forskning tyder på, at vi mens vi udsletter de hurtigtvoksende celler, måske efterlader disse beskyttede dvale-celler, der senere kan forårsage tilbagefald.

Forskerne fandt noget overraskende: disse dvale-celler gemte sig ikke kun i langsomtvoksende, mindre aggressive svulster. De fandt dem også i aggressive former for brystkræft. Tidligere antog forskerne, at dvale-tilstanden hovedsageligt var en egenskab ved langsomt udviklende kræftformer. Det viser sig altså slet ikke at være tilfældet.

Det betyder, at enhver effektiv fremtidig behandling måske skal angribe fra to fronter samtidig: dræbe de delende celler OG på en eller anden måde nå ind til dvale-cellerna, der gemmer sig bag deres cellulære skjolde.

Hvad kan det betyde for patienterne?

Jeg vil være forsigtig her, fordi dette er forskning — ikke en behandling, man kan få lige nu. Men implikationerne er ærligt talt fulde af håb.

Hvis vi kan regne ud, hvordan vi bryder igennem de beskyttende skjolde — eller forhindrer dem i at blive dannet overhovedet — så kan vi måske eliminere dvale-cellerna, før de får chancen for at forvolde problemer senere. Dette kunne potentielt reducere kræfttilbagefaldsraterne markant.

Som Dr. Secrier bemærkede, ved forskerholdet stadig ikke præcis, hvordan denne beskyttende relation fungerer. Skubber de omkringliggende celler aktivt kræftcellerne ind i dvale? Eller rekrutterer dvale-kræftcellerne på en eller anden måde disse beskyttende naboer? Det er nok begge dele.

Men at forstå, at relationen overhovedet eksisterer, er et kæmpe første skridt.

Forskerne fandt også beviser for, at nogle behandlingsresistente egenskaber måske allerede eksisterer i svulsterne, før nogen behandling overhovedet gives. Det er en smule uhyggeligt — det tyder på, at nogle kræftformer kommer fuldt udstyret med overlevelsesmekanismer. Men det betyder også, at vi måske engang kan identificere, hvilke svulster der har disse beskyttende skjolde, og skræddersy behandlingerne derefter.

Det store billede

Her er det, der slår mig mest ved denne forskning: det minder os om, at kræft ikke bare er et simpelt tilfælde af celler, der vokser ud af kontrol. Det er et utroligt sofistikeret system, der tilpasser sig, gemmer sig og overlever.

Det faktum, at svulster i bund og grund skaber beskyttede fristeder for deres farligste celler? Det er både fantastisk (set fra et biologisk kompleksitets-synspunkt) og virkelig bekymrende (set fra et behandlings-synspunkt).

Men her er sagen — hver gang forskere afdækker en af disse overlevelsesmekanismer, kommer vi tættere på at regne ud, hvordan vi slår den. Vi spiller et stadig mere sofistikeret spil kræft-ravel, og hver opdagelse bringer os tættere på at vinde.

Denne forskning, publiceret i Genome Medicine, giver os et detaljeret cellulært kort over præcis hvor dvale-cellerna kan lide at gemme sig, og hvordan deres beskyttende kvarterer ser ud. Det er information, vi ikke havde før. Og i medicin er viden ofte det første skridt mod en kur.

Så ja, kræftceller bygger måske bunkere inde i svulster. Men nu ved vi, hvor de bunkere er. Og det er virkelig en stor ting.