Okay, nu skal du prøve at forestille dig noget sammen med mig.
Tænk dig, at du sidder fast i trafikprop, og bilens GPS dør. Ikke noget problem, vel? Du kender nok vejen hjem alligevel. Din hjerne har et reservesystem.
Det viser sig, at dine celler har det også. Og forskerne har lige fundet et, vi ikke anede eksisterede.
Et hold fra Montana State University har afsløret en hidtil ukendt sti, der gør det muligt for pattedyrceller at producere cystein — en aminosyre, de absolut ikke kan undvære — selv når de systemer, forskerne troede var afgørende for denne proces, er fuldstændig slået fra.
De "umulige" mus
Historien begynder i 2014, og ærligt talt lyder den som starten på en meget specifik vittighed.
Professor Ed Schmidt havde konstrueret nogle mus. Disse mus manglede den cellulære maskine, alle antog var absolut nødvendig for liv. Ifølge alt, hvad forskerne vidste, burde disse mus være døde. Ret hurtigt endda.
Det gjorde de ikke.
"Vi havde mus, der overlevede under forhold, der burde have været dødelige," fortalte Schmidt. "Det her var meningen at være umuligt."
I årevis troede det videnskabelige samfund, at celler skulle have et fungerende "disulfid-reduktase system" til at omdanne et molekyle kaldet cystin til cystein. Cystein er ret vigtigt — cellerne bruger det til at bygge proteiner, beskytte sig selv mod skader og opretholde den rette struktur af alle mulige vigtige molekyler.
Ingen backup. Ingen omvej. Sådan var antagelsen.
Men Schmidts mus havde tydeligvis ikke læst lærebøgerne.
Ni år undervejs
Her er det, jeg elsker ved videnskaben: nogle gange må man vente næsten et årti på at forstå, hvorfor noget overraskende skete.
Schmidt mistænkte, at der foregik noget. Musene trivedes, selvom de manglede det formodede essentielle system. Så han blev ved med at undersøge sagen.
Gennembruddet kom, da hans team samarbejdede med forskere i Budapest. Sammen fandt de ud af, hvad cellerne faktisk lavede.
Det viser sig, at vores kroppe har en hemmelig kemisk rute — en reservevej, der træder i kraft, når hovedvejen er blokeret. Dette skjulte system bryder en anden kemisk binding i cystin end den sædvanlige metode. Resultatet? Cellen får stadig det cystein, den har brug for til at overleve.
Sindet. Blæst.
Et urgammelt forsvarssystem
Og her bliver det endnu mere interessant.
Schmidt mener, at dette reservesystem ikke har udviklet sig tilfældigt. Han tror, at vores tidligste flercellede forfædre udviklede denne sti som beskyttelse mod toxiner.
Tænk over det: vores forfædre spiste ting. Andre organismer prøvede at forgifte dem. At have en ekstra linje i forsvaret mod kemisk stress kunne have betydet forskellen mellem at overleve og blive en andens middag.
"Vi udviklede denne evne som en måde at modstå at blive dræbt af toxiner i vores omgivelser," forklarede Schmidt.
Vores celler har båret dette urgamle forsvarsværktøjssæt i millioner af år. Vi vidste bare ikke, det var der.
Kræftforbindelsen
Så her bliver det potentielt kæmpe stort.
Husk, hvordan jeg sagde, at denne sti hjælper celler med at overleve stress? Ja, det inkluderer den stress, vi vil kræftcellerne skal opleve.
Kemoterapi. Stråling. Immunoterapi. Disse behandlinger er designet til at skade og ødelægge kræftceller. Men kræftceller er snedige. De har udviklet alle mulige måder at beskytte sig selv.
Schmidt og hans team mistænker, at nogle tumorer måske bruger denne reservevej til at overleve vores bedste forsøg på at slå dem ihjel. Hvis det er sandt, så kunne blokering af denne sti gøre eksisterende kræftbehandlinger meget mere effektive.
Det er ikke en kur. Det kommer ikke til at ske i morgen. Men det er et nyt mål. En ny angrebsvinkel. Og i kampen mod kræft har vi brug for alle de vinkler, vi kan få.
Hvad det betyder for os alle
Her er det, der virkelig fascinerer mig ved denne historie.
Vi kan godt lide at tro, at vi forstår vores egne kroppe. Vi har kortlagt det menneskelige genom. Vi kan redigere gener. Vi har sendt robotter til Mars.
Og alligevel — stadig — opdager vi helt nye systemer i vores celler. Skjulte stier, der har været der hele tiden, stille og roligt holder os i live, fuldstændig usynlige for videnskaben indtil nu.
Det føles både ydmygende og håbefuldt, ikke?
Hver gang vi gør en opdagelse som denne, åbner vi nye døre. Måske fører denne særlige dør en dag til bedre kræftbehandlinger. Måske fører den et sted, vi ikke engang kan forestille os endnu.
Sådan er det med grundforskning. Man ved aldrig rigtig, hvor det vil føre os hen.
Men du kan vædde på, at forskerne bliver ved med at lede. For et eller andet sted derude venter der flere umulige mus på at bevise, at vi tager fejl.