Når videnskaben tager sig selv i nakken

Du kender det. Du er helt sikker på, at noget forholder sig på en bestemt måde. Så kommer der nye oplysninger, og pludselig ser det hele anderledes ud. Præcis det er lige sket inden for palæontologien. Og det viser igen, hvordan videnskab egentlig fungerer.

De små tråde fra Brasilien

I 2017 fandt forskere nogle bittesmå, forstenede tråde i klipper fra Brasilien. De var omkring en halv milliard år gamle. Forskerne mente, at trådene var spor efter meiofauna – altså mikroskopiske dyr, der lever mellem sandskorn på havbunden.

Hvis det havde holdt stik, ville det have været en sensation. Det ville have været det ældste spor af disse små dyr nogensinde. Derfor var der også stor begejstring i forskermiljøet.

Tvivlen melder sig

Men Bruno Becker-Kerber og hans kolleger var ikke overbevist. De fik adgang til ny teknologi, som ikke fandtes i 2017. Med avanceret røntgentomografi og partikelacceleratorer kunne de se ind i fossilerne uden at ødelægge dem.

Og det, de så, passede ikke med den oprindelige fortolkning.

Mikrober, ikke dyr

Fossilerne havde bevarede cellevægge og strukturerede mønstre, som peger på encellede organismer. Der var ingen tegn på forstyrret sediment eller sandkorn langs kanterne – det, man ellers ville forvente ved spor efter gravende dyr.

I stedet lignede fundene rester af bakterier, alger og cyanobakterier. Det var altså selve organismerne, der var bevaret – ikke bare spor efter dem.

Pyrit og jernoxid afslører historien

Fossilerne var dækket af pyrit og jernoxider. Det opstår, når sulfatreducerende bakterier nedbryder organisk materiale. Det peger på, at de små tråde er rester af døde mikroorganismer, der er blevet bevaret på denne måde.

Størrelsen stemte heller ikke med meiofauna. Den passede bedre med bakterier og alger. Og formerne tydede på flere forskellige arter af mikrober.

Videnskab i praksis

Ingen havde taget fejl på en uansvarlig måde. Den første gruppe havde lavet en fornuftig hypotese med de redskaber, de havde. Men da bedre metoder kom til, tog en anden gruppe sagen op igen og ændrede konklusionen.

Det er ikke et nederlag. Det er videnskab, som den skal være. Man tester ideer, finder ny viden og justerer sin forståelse.

Hvad lå der så i klipperne?

Sandsynligvis en blanding af rødalger, grønalger, store svovloxiderende bakterier og cyanobakterier. Ikke det store gennembrud, man først troede. Men stadig et fint vindue til gamle mikrobielle samfund.

Jagten på de ældste meiofauna fortsætter. En dag dukker beviset måske op. Indtil da står historien som en påmindelse: At ændre mening på baggrund af bedre data er ikke svaghed. Det er hele pointen.