De frosne sømænd får deres navne tilbage

Lad mig fortælle dig om et af de mest hjertegribende mysterier i opdagelseshistorien — og hvordan videnskaben endelig giver disse frosne sømænd hjem.

Forestil dig det: År 1848. To kæmpe britiske skibe ved navn Erebus og Terror sidder fast i isen. De har været fanget i næsten to år. Omkring 105 overlevende besætningsmedlemmer — sultne, frysende, desperate — forlader skibene og begynder at slæbe både tværs over det frosne landskab. De prøver at nå sikkerheden.

Ingen af dem klarer det.

Det er Franklin-ekspeditionen. Og den har hjemsøgt historikere og arkæologer i over 150 år. Vi har fundet levn gennem årene. Men at finde ud af, hvem de stakkels sjæle var? Det var næsten umuligt uden moderne videnskab.

Sagen med den forkroppede krop

Her bliver det virkelig interessant.

I 1859 blev en lig fundet sammen med dokumenter tilhørende en mand ved navn Harry Peglar. Blandt dokumenterne var de såkaldte "Peglar Papers" — ægte poesi og beskrivelser af, hvad der skete under ekspeditionen. Det var praktisk talt guld for historikerne, for skriftlige kilder fra ekspeditionen er utroligt sjældne.

Men der var et problem. Ligtet havde personlige ejendele, der ikke matchede Peglars rang som kaptajn på forreste mast. I mere end 166 år har folk diskuteret: Var det virkelig Harry Peglar, eller var det en anden?

Svaret? Det var faktisk Peglar. Og et forskerhold fra University of Waterloo har netop bevist det ved hjælp af DNA.

Videnskaben giver navnene tilbage

Forskerne stoppede ikke der. De identificerede i alt fem sømænd:

• Harry Peglar fra HMS Terror (fundet 130 kilometer fra de andre)
• William Orren, David Young og John Bridgens fra HMS Erebus

Alle fire døde, da de forsøgte at flygte efter at have forladt skibene. Og her er det, der ramte mig hårdt: Tre af dem overlevede ekspeditionens første tre år, før de til sidst omkom. Det var ikke folk, der døde tidligt på rejsen. Det var dem, der holdt fast længst.

"Deres identiteter bekræfter, at alle tre overlevede ekspeditionens første tre år og var blandt de besætningsmedlemmer, der til sidst forsøgte at flygte fra Arktis efter at have forladt de fastfrosne skibe."

Den sætning ramte mig hårdt. Tre år i helvede af is. Og de kæmpede stadig for at overleve.

BBC-journalisten, der opdagede sin egen forfader

Okay, det her er den del, der fik mig til at gispe højt.

En af de identificerede sømænd var John Bridgens. Og det viser sig, at en BBC News-journalist ved navn Rich Preston er hans direkte efterkommer.

Kan du forestille dig det? At arbejde med historier om folks familier — og så finde ud af, at DIN familie har en af de mest berømte tragiske fortællinger i opdagelseshistorien?

"Da Dr. Stenton først kontaktede mig... var det et kæmpe chok at høre, at mit DNA matchede en af sømændene fra den skæbnesvangre Franklin-ekspedition."

Rich Preston har før lavet programmer om slægtsforskning og familiesagaer. Nu har han den ultimative familiesaga — uden at han anede det.

Hvordan fungerer DNA-matching egentlig?

For dem der undrer sig over videnskaben (det gjorde jeg også!), her er hvad forskerne gjorde:

De udtog DNA fra knoglerester og sammenlignede det med mitokondrie-DNA (nedarvet gennem mødre) og Y-kromosom-DNA (nedarvet gennem fædre) fra nulevende efterkommere. For alle fire nye identifikationer fandt de det, man kalder "genetisk afstand nul" — hvilket er så tæt på et perfekt match, som man overhovedet kan komme.

Men her er fangsten: Efterkommerne skal have en ubrudt slægtslinje. Det betyder direkte maternallinje eller paternallinje helt tilbage til 1840'erne. Forskerne leder stadig efter flere efterkommere, der kan give prøver.

Hvorfor det betyder noget

Hør, jeg ved godt, det lyder som endnu en videnskabs- eller arkæologi-historie. Men tænk over, hvad det virkelig betyder.

I over et århundrede var disse knogler anonyme. Nu har de navne igen. Familier kan vide, hvad der skete med deres forfædre — hvor de døde, hvem de døde sammen med. Det er afslutning for mennesker, der aldrig har haft svar.

Og for os andre? Det er en påmindelse om, at bag enhver historisk tragedie var der virkelige mennesker med virkelige håb og frygt. Harry Peglar skrev poesi i sine sidste dage. John Bridgens havde en oldefardatters oldefardatters oldefardatter, der ville vokse op og arbejde for BBC.

De er ikke længere spøgelser. De er endelig kommet hjem.