Har du tænkt over, hvordan vores børn har det lige nu?
Jeg faldt over noget forskning for nylig, som virkelig gjorde indtryk på mig. En børneforsker ved navn Dr. Kenneth Barish har peget på, at mere end 40 procent af teenagerne i USA fortæller om vedvarende tristhed eller håbløshed. Det er ikke bare en statistik. Det er børn. Børnebørn. Måske dine egne.
Men det, der virkelig fangede min opmærksomhed, var hans forslag: Bedsteforældre kan være en del af løsningen. Og ærligt talt giver det meget god mening.
Vi har fjernet os fra det, vi var designet til
Dr. Barish har arbejdet med familier i 40 år, og han siger det sådan her: "Vi har ikke udviklet os til at opfostre børn med så lidt støtte fra udvidet familie og lokalsamfund, som de fleste amerikanske forældre har nu."
Tænk over det. I de fleste af menneskets historie voksede børn op omgivet af bedsteforældre, onkler, mostre, kusiner – en hel landsby, ikke kun to udmattede forældre, der kæmper alene.
Jeg dømmer ingen. Livet er komplekst, familier er spredt, og mange har ikke bedsteforældre i nærheden. Men måske har vi mistet noget værdifuldt undervejs.
Det store pres
Noget andet, der virkelig slog mig: Dr. Barish beskriver os som "et samfund af JEG, ikke VI." Vi har lagt så stor vægt på individuel succes – den rigtige skole, de bedste karakterer, at være den bedste – at vi utilsigtet har presset noget af det vigtige ud.
Som venlighed. Som at bekymre sig om andre. Som bare at være et ordentligt menneske.
Forskningen bakker det op. Børn under massiv præstation pres ender ofte med angst, depression og andre udfordringer. Individuel succes er, som Dr. Barish formulerer det, "en skrøbelig kilde til motivation og indsats, med en høj pris i angst og stress."
Og her kommer bedsteforældre ind i billedet.
Den virkelige værdi, bedsteforældre bringer
Dr. Barish bruger et udtryk, han kalder "molekyler af emotionel sundhed." Det lyder måske lidt videnskabeligt, men det handler ganske enkelt om de små øjeblikke – opmuntring, opmærksomhed, forståelse – der får børn til at føle sig trygge.
Han siger: "Børn har mere end noget andet brug for nogen i deres liv, der lytter, der hjælper dem med at føle sig mindre alene, og som lærer dem, at problemer kan løses, relationer kan genopbygges, og dårlige følelser ikke varer evigt."
Bedsteforældre er ofte i den perfekte position til at give netop det. De har tid, som travle forældre ikke altid har. De har oplevet nok til at vide, at de fleste problemer ikke er så katastrofale, som de føles, når man er 12. Og ærligt talt? De nyder ofte bare at være sammen med børn på en måde, der føles anderledes end forældrenes daglige trummerum.
En stille påmindelse om kritik
Lad mig dele noget fra Dr. Barishs arbejde, som jeg synes er vigtigt.
Han siger, at det mest almindelige problem i familier ikke er for meget ros – det er for meget kritik. Det er lidt modintuitivt, ikke? Vi tror ofte, børn skal høre, når de har gjort noget forkert, at de skal presses hårdere.
Men forskning viser, at hyppig kritik ofte skaber bitterhed og faktisk underminerer børns motivation. Det får dem ikke til at prøve hårdere. Det får dem til at give op.
I stedet foreslår Dr. Barish at fokusere på indsats frem for resultater. "Ros indsats, ikke intelligens eller talent. Ros læring, ikke karakterer."
Dette gælder også for bedsteforældre. De der øjeblikke med "jeg kan se, du virkelig har arbejdet hårdt på det" eller "jeg elsker, at du ikke gav op" kan være utroligt kraftfulde.
Hvad kan vi faktisk gøre?
Så hvad ser det ud til i virkeligheden? Dr. Barish anbefaler nogle ting:
- Brug tid sammen som familie på at gøre noget for andre – frivilligt arbejde, hjælp naboerne, hvad der passer til jeres situation
- Før regelmæssige samtaler om venlighed, empati og at forstå andre menneskers følelser
- Sørg for, at børn ved, at du virkelig hører dem – ikke bare deres ord, men rent faktisk lytter
Han siger det enkelt: "Disse samtaler styrker et barns følelse af mening og formål. De er lige så vigtige som at sikre, at børn har lavet deres lektier og rettet deres fejl, måske vigtigere."
En tanke med på vejen
Jeg ved ikke, hvordan det er for dig, men når jeg tænker på mine egne bedsteforældre, mærker jeg noget varmt. De var ikke perfekte, men de elskede mig på en måde, der føltes betingelsesløs. De havde perspektiv. De fik mig til at føle, at jeg betød noget – ikke for hvad jeg præsterede, men bare for den, jeg var.
Måske er det, hvad Dr. Barish virkelig taler om – den erstatningsløse gave, som bedsteforældre kan give. Ikke at fikse alt, ikke at løse alle problemer, men bare at være der, lytte og minde vores børn om, at de ikke er alene i denne komplicerede verden.
Hvis du har bedsteforældre i dit liv, så ræk ud i dag og sig tak til dem. Og hvis du selv er bedsteforælder? Vid, at det, du tilbyder, betyder mere, end du måske tror.