Historic er altid skrevet af sejrherren

Enhver der har læst lidt historie kender udtrykket: "Historien skrives af sejrherren." Men en ny undersøgelse viser, hvor bogstaveligt det udtryk faktisk kan forstås.

Forskere Alexander Johannes Edmonds og Eckart Frahm har offentliggjort resultater i Journal of Cuneiform Studies. De argumenterer for, at den assyriske kongeliste — brugt i over hundrede år som den definitive fortegnelse over assyriske konger — sandsynligvis mangler mindst tre konger. Og ja, de tror nogle af dem kan være blevet slettet med vilje.

Solformørkelsen og magtkampen

Lad mig fortælle om den første "forsvundne" konge. Hans historie er ganske dramatis.

Der findes beviser for, at en person ved navn Tiglath-pileser — et navn allerede brugt af en tidligere, berømt konge — forsøgte at styrte den officielle hersker Aššur-dān III. Det skete lige efter en solformørkelse.

I oldtidens verden var himmelbegivenheder som solformørkelser dybt åndelige tegn. En solformørkelse blev tolket som gudernes budskab. Perfekt timing for en magtbegærlig person til at hævde, at han havde guddommelig støtte.

Denne rivaliserende Tiglath-pileser styrede i cirka et år (omkring 763-762 f.Kr.) før han blev afsat. Beviset kommer fra en lertavle i British Museum, der registrerer kongelige gavebreve fra hans regeringstid. Vi har altså bevis for, at han faktisk styrede i en periode — men den officielle kongeliste nævner ham ikke.

Grunden er enkel: Aššur-dān III vandt magtkampen. Og vinderne skriver historien.

En statue uden hoved

Den anden sag handler om arkæologisk detektivarbejde.

Forskere har i lang tid undret sig over en stele (en indhugget stenmonument) fundet i Irak i 1894. En kongs navn var ridset ud og erstattet med Tiglath-pileser. I over hundrede år har forskere diskuteret hvorfor.

Edmonds og Frahm foreslår en enkel forklaring: Der var en konge ved navn Shalmaneser, som styrede lige før Tiglath-pileser III overtog magten i 745 f.Kr. Da Tiglath-pileser III konsoliderede sin magt, besluttede han ganske enkelt at ignorere sin forgænger. Én kongelig formulering — og en konge forsvandt fra de officielle optegnelser.

Den tredje sag er måske den uhyggeligste: En hersker ved navn Aššur-uballiṭ. En tekst fra King Tukultī-Ninurta II nævner et ritualkar, der var restaureret af denne Aššur-uballiṭ. Men den officielle kongeliste viser ingen konge mellem Tukultī-Ninurta I og Tukultī-Ninurta II.

Der er også en beskadiget statue fundet i den antikke by Aššur. Den viser en kongelig figur — men hovedet mangler. Det samme gør arme og kongelige symboler. Edmonds og Frahm foreslår, at den hovedløse konge kan være vores glemte Aššur-uballiṭ.

Jeg vil ikke overdrive dramaet her, men... det er meget skade på én statue, ikke? Man kan godt undre sig over, om nogen var meget, meget opsat på at udslette denne mands identitet.

Hvorfor betyder det noget?

Det er her, tingene for alvor bliver interessante.

Forskerne mener, at den assyriske kongeliste slet ikke var beregnet som en objektiv historisk rapport. Den fungerede snarere som det, de kalder en "legitimerende kanon" — altså en liste over konger, hvis styre var officielt godkendt af staten.

Var du en kortvarig hersker, en rivaliserende prætendent eller en taber i en magtkamp? Så kom du ikke med på listen. Din administration kan have fungeret i måneder eller år. Men hvis du ikke officielt tilhørte den rigtige slægt eller politiske fraktion? Vupti. Udslettet af historien.

Det ændrer vores syn på historiske kilder. Vi behandler ofte kongelister som pålidelige, neutrale optegnelser. Men de blev skabt af mennesker med politiske dagsordener — ligesom alt andet.

Det store billede

Jeg er ingen Assyriolog (forskere der specialiserer i det gamle Mesopotamien). Men det, der fascinerer mig ved denne undersøgelse, er påmindelsen om, at historie ikke bare er "hvad der skete" — det handler også om, hvem der får lov til at fortælle historien, og hvorfor visse informationer overlever, mens andet bliver... lad os sige strategisk glemt.

Det assyriske rige var en af oldtidens supermagter. De byggede enorme vejnet, udviklede sofistikerede administrative systemer og skabte utrolig kunst og arkitektur. Vi bruger stadig udtrykket "assyrisk" til at beskrive bestemte typer af organisationsstrukturer.

Og alligevel — selv for denne utroligt veldokumenterede civilisation — er der stadig så meget, vi ikke ved. Eller rettere: så meget, som nogen har ønsket, at vi ikke skulle vide.

Det Edmonds og Frahm har gjort, er at give os et kig bag kulisserne på oldtidens statskunst. De viser os, at magtkampe, politisk legitimitet og historisk hukommelse var lige så vigtige i 700 f.Kr. som de er i dag.

Næste gang nogen fortæller dig, at historie er objektiv, kan du nævne de tre konger, der blev slettet fra den assyriske kongeliste. Nogle ting ændrer sig aldrig.

Kilde: ScienceDaily - "Three New Kings of Assyria" undersøgelsen offentliggjort i Journal of Cuneiform Studies