Måske er universet fuld af liv – vi kan bare ikke høre det endnu

Okay, der er noget, jeg simpelthen er nødt til at dele med jer. I ved sikkert, at vi har brugt årtier på at lytte efter aliens, ikke? Vi har rettet vores radioantenner mod himlen og håbet på at fange et glimt af intelligent liv. Men nu viser det sig, at vi måske har gjort det forkert hele tiden. Og det er ikke vores skyld – det er stjernerne, der saboterer os.

Ja, du hørte rigtigt. Lad mig forklare.

Stilheden, der måske ikke er stilhed

SETI (Search for Extraterrestrial Intelligence, hvis du ikke kender til dem) har i årevis ledt efter såkaldte "smalbåndssignaler". Tænk på det som et skarpt, koncentreret signal – lidt som en neonreklame i et mørkt rum. Ideen var, at en avanceret civilisation ville sende et stærkt, fokuseret signal, der råbte: "Hej, vi er her!"

Men her kommer problemet: Selv hvis aliens sendte et perfekt klart signal, så skal det igennem en hel del kaos, før det når frem til os. Specifikt skal det passere gennem stjernens eget miljø – plasma, solvinde og voldsomme begivenheder som koronamasse-udbrud (som er stjernens svar på enorme rum-bøer).

Alt den turbulens kan smøre signalet ud over et bredere frekvensområde og svække det, indtil det ligner helt almindelig baggrundsstøj. Det skarpe "HEJ, VI ER HER!" bliver til en hvisken, der bare blander sig med den kosmiske statik.

Hvorfor det ændrer alt (måske)

Forskningen giver en mulig forklaring på det, der har hjemsøgt SETI-forskningen i årtier: stilheden. Fermi-paradokset stiller et simpelt spørgsmål: Hvis universet er så enormt og potentielt fyldt med liv, hvorfor har vi så ikke hørt noget?

Nu har vi måske et svar: Vi har hørt dem. Men deres signaler blev forvrænget, før vi kunne genkende dem som noget særligt.

Sådan testede forskerne det

Det, der imponerede mig mest ved denne forskning, var metoden. I stedet for bare at teoretisere fandt holdet en måde at måle effekten på – ved at bruge vores egne rumfartøjer.

Ved at studere, hvordan radiosignaler fra vores egne solsystem-sonder bliver påvirket af solaktivitet, kunne de kalibrere præcis, hvor meget turbulens der forvrænger signaler. Derefter anvendte de den viden til at estimere, hvad der kunne ske omkring andre stjerner.

Resultatet? Nogle stjerner er værre end andre. M-dværge – som udgør cirka 75 procent af alle stjerner i Mælkevejen – er tilsyneladende de værste til at forvrænge potentielle alien-beskeder. Det er en kæmpe del af stjernerne, der konstant kan være i gang med at forvandle budskaber til volapyk.

Hvad betyder det for jagten på aliens?

Den gode nyhed er, at forskningen giver videnskabsmænd et nyt udgangspunkt for at forstå, hvordan signaler egentlig ser ud, når de når Jorden. I stedet for kun at lede efter ultra-smalle signaler skal SETI-programmerne måske udvide deres net og kigge efter bredere signaler også.

Som en af forskerne udtrykte det: Nu kan de "designe søgninger, der er bedre tilpasset det, der faktisk ankommer til Jorden – ikke bare det, der bliver sendt."

Jeg ved ikke, hvad I tænker, men jeg synes, det er utroligt håbefuldt. Det betyder, at søgningen ikke er slut – den er bare blevet klogere. Alle de år med at lytte er måske ikke spildt; vi skal bare lære at lytte på en anden måde.

Det store billede

Det, der slår mig mest ved denne forskning, er, hvad den afslører om videnskabelig opdagelse. Vi forestiller os ofte, at gennembrud handler om at finde noget nyt. Men nogle gange handler det om at indse, hvad vi har overset – støjen, der gemmer sig i det åbne, signalet der udgiver sig for at være statik.

Universet kan være fuldt af hilsener, vi er gået forbi tusind gange og har forvekslet med vind.

Og ærligt talt? Det føles som præcis det univers, vi ville bo i.