markdown-formateret blogindhold
Manden der nægtede at lade sin arm blive til affald
Her er noget, der har siddet fast i mig, efter jeg læste om denne historie for første gang: Shadrack Byfield overlevede et skud i nakken, undslap fangenskab efter et ødelæggende britisk nederlag, og klarede sig gennem en af de blodigste nætter i 1812-krigen ved Lundy's Lane — og intet af det var det, der gjorde ham vred.
Det, der gjorde ham vred, var en lortehøj.
Da den 24-årige soldat fik en musketkugle i underarmen under en skirmise nær Fort Erie i 1814, måtte lægerne save lemmet af under albuerne. Ingen bedøvelse. Bare en læderrem, man skulle bide i, og den brutale virkelighed af det 19. århundredes slagmarkskirurgi. Efter alt at dømme håndterede han amputationen med bemærkelsesværdig fatning.
Men da operationen var færdig? Hans afskårne arm blev uceremonielt kastet på en bunke affald.
Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg synes, den detalje er næsten uudholdelig. Der er noget ved det, der rammer dig lige i maven — den ligegyldighed, hvormed en del af denne mand bare blev... smidt væk.
Så Byfield gjorde noget ved det. Han hentede sin arm fra den lortehøj og byggede den en primitiv kiste af et par brædder. Med søm og hele sættet. Og han gav den en begravelse.
Klasseskel, selv ved amputation
Det er her, historien bliver virkelig interessant — og meget mere frustrerende.
Byfield var ikke den eneste soldat, der mistede et lem i kamp. Amputationer var uhyggeligt almindelige i det 19. århundredes krigsførelse. Men behandlingen af de afskårne lemmer afhang fuldstændig af soldatens rang.
Officerer? Deres tabte lemmer fik en ordentlig begravelse. Nogle blev endda til makabre turistattraktioner. Det mest berømte eksempel er Henry William Paget — senere Lord Uxbridge — hvis ben næsten blev sprængt af af en kanon ved Waterloo. Det ben blev omhyggeligt begravet bagefter, komplet med sin egen gravsten. Turister besøgte det faktisk.
Menige soldater som Byfield? Deres lemmer endte på lortehøje. Bare affald.
Kan du forestille dig den psykologiske vægt af det? Du overlever en krig, du mister en del af dig selv, og samfundet behandler resten af dig som skrald. Byfield ønskede angiveligt fysisk at angribe den medicinske hjælper, der skaffede sig af med hans arm. Jeg kan ikke sige, jeg bebrejder ham.
Uligheden i det hele må have føltes som salt i et i forvejen blødende sår.
Myten vs. Manden
Her er det, der har irriteret mig, siden jeg begyndte at læse om Shadrack Byfield: over det sidste århundrede er han næsten blevet en legendarisk figur. Museer har udstillinger om ham. Dokumentarer har ham med. Bøger fremstiller ham som denne stoiske, ulykkelige veteran, der overvandt umulige odds.
Og det billede? Det er primært baseret på hans første memoir, udgivet i 1840. Den, hvor han præsenterede sig selv som pligtopfyldende, heroisk og modstandsdygtig.
Men historikere har for nylig afdækket hans anden memoir, udgivet i 1851 — og det er en helt anden historie.
I denne selvbiografi trækker Byfield tæppet væk under den glamourøse virkelighed ved at være en invalideret veteran i det 19. århundredes England. Han skriver åbent om at kæmpe økonomisk, om at blive nægtet retfærdige pensionsudbetalinger, og om ydmygelsen ved at forsøge at finde arbejde med kun én arm i et samfund, der havde lidt tålmodighed med handicappede.
Han indrømmer endda ting, der ikke passer ind i den heroiske fortælling. I hans første memoir fordømte han plyndring og desertering. Men i det andet? Her tilstår han, at han sneg sig ud af lejren med andre soldater for at gå på plyndringstogt.
Og her er en anden detalje, der har siddet fast i mig: i hans første memoir beskrev han sin amputation som en handling af bemærkelsesværdigt mod — ingen øjenbind, intet ryk i kroppen. I hans senere skrifter klager han over "voldsomme gigtagtige smerter", hvor musketkuglen havde ramt ham.
Virkeligheden er mere rodet end legenden. Mere menneskelig. Mere relaterbar, ærligt talt.
Hvorfor denne historie betyder noget nu
Jeg bliver ved med at tænke på Byfields historie, og det, der slår mig mest, er ikke bare dramaet fra slagmarken eller endda ydmygelsen ved lortehøjen. Det er det faktum, at han følte sig tvunget til at skrive to forskellige versioner af sit eget liv.
Den første version fik ham til at se godt ud. Den anden version fortalte sandheden — selv når sandheden fik ham til at se mindre heroisk, mindre ædel, mere kæmpende, frustreret og vred ud.
Der er noget dybt menneskeligt over det. Vi gør det alle sammen til en vis grad, gør vi ikke? Vi kuraterer vores historier. Vi præsenterer den version af os selv, som vi gerne vil have, at folk skal se.
Men Byfield valgte til sidst ærligheden frem for mytologien. Og det andet memoir — det "skjulte", som historikere nu studerer mere omhyggeligt — giver os noget, det første ikke kunne: et ægte indblik i, hvordan livet rent faktisk var for arbejderklasse-veteraner med handicap i det victorianske England.
Ikke en legende. Et menneske.
Armen der fortjente bedre
Jeg tænker nogle gange på den hjemmelavede kiste. Brædderne, der var sømmet sammen. Armen, der blev lagt indeni, som om det var noget betydningsfuldt. Den lille begravelse for en del af en mand, der allerede havde overlevet mere, end man burde behøve.
Måske virker det mærkeligt at give et afskåret lem en ordentlig begravelse. Men jeg tror ikke, det var mærkeligt overhovedet.
Det var en erklæring om værdighed. En nægtelse af at lade nogen — selv det militære medicinske system, der reddede hans liv — behandle ham, som om han var noget, man bare kunne smide væk.
På en måde gav Byfield sin arm den respekt, som han vidste, han ville skulle kæmpe for resten af sit liv.
Og ærligt talt? Jeg synes, det er ret bemærkelsesværdigt.
Kilde: Popular Mechanics - A Soldier Buried His Severed Arm. A Hidden Memoir Reveals Why.