Da ønsketænkning mødte sløj journalistik
Lad mig fortælle dig om en af de mest spektakulære udgivelseskatastrofer i historien. Og det vildeste? Den behøvede SLET IKKE at ske.
Forestil dig: Det er 1983, og det tyske magasin Stern proklamerer, at de lige har fået fat i 60 bind af Hitlers personlige dagbøger. Seksti bind! Skrevet fra 1932 til 1945. Verden går amok. Londons Sunday Times smider øjeblikkeligt over en million dollars for rettighederne til at publicere uddrag.
Pressekonferencen afholdes. Eksperter nikker vißt. Autentificeringsprocessen... ja, lad os bare sige, at der var én.
Her bliver det pinligt. Inden for to uger falder det hele fra hinanden. Dagbøgerne er falske. Totalt, fuldstændigt, hovedrystende falske.
Det papirspor, der burde have afsløret alt
Nu ville man jo tro, at før man smed 3,7 millioner dollars på bordet (det er cirka 11 millioner i dagens penge, folkens), så kunne nogen have tjekket, om papiret overhovedet stammede fra den rigtige æra?
Spoiler: Det gjorde de ikke.
Det viser sig, at dagbøgerne var skrevet på papir fremstillet EFTER 1945. Efter Hitler var død. Indbindingerne var behandlet med te for at få dem til at se ældre ud. Te! Ligesom min bedstemor plejede at gøre med sine gamle breve for at få dem til at ligne antikviteter.
Og signaturen? En regulær katastrofe. Kujau – den egentlige forfalsker, der gik under det falske navn "Konrad Fischer" – kom til at skrive "FH" i stedet for "AH" på indbindingerne. Altså "Friedrich Hitler" i stedet for "Adolf Hitler." Jeg er faktisk ikke sikker på, at "Friedrich Hitler" er et rigtigt menneske.
Plottet, der ville få Hollywood til at rødme
Historien bag disse "fundne" dagbøger var ren fantasi. Angiveligt var de gået tabt, da et fly styrtede ned nær afslutningen af Anden Verdenskrig, og havde siden ligget gemt i en lade i årtier. Gerd Heidemann, reporteren der bragte denne gyldne mulighed til Stern, glemte praktisk talt at nævne den lille detalje, at han havde stukket penge til side fra handlen.
For at gøre ondt værre, så var indholdet... lad os bare sige, bemærkelsesværdigt flatterende for Hitler. I følge disse dagbøger havde vores mand intet at gøre med Holocaust og mente, at Det Tredje Rige var en smule for ekstrem i sin forfølgelse af jøder.
Virkelig? Manden, der orkestrerede Holocaust, mente, de gik for langt?
Selv på selve pressekonferencen var folk skeptiske. Men på det tidspunkt var der skiftet så mange penge hænder, at alle lod som om, det var ægte.
Katastrofen med "autentificeringen"
Her mister jeg virkelig respekten for de voksne i rummet.
De hyrede Hugh Trevor-Roper, en anerkendt britisk historiker, til at autentificere dagbøgerne. Han gik god for dem offentligt. Hans karriere var stort set overstået efter det.
Hvorfor troede han på dem? Ifølge hans egen beretning var det mest, fordi der var så mange sider. Du ved, fordi selvfølgelig Hitler holdt en detaljeret personlig dagbog, selvom han aldrig holdt én i hele sit voksne liv.
I mellemtiden fortalte Stern til Trevor-Roper, at de havde lavet kemisk analyse af papiret. Det havde de ikke. De sagde det bare? Og han troede på dem?
Hvad der faktisk skete med forfalskeren
Konrad Kujau (det rigtige navn, husk det) tilstod og sad omkring tre år i fængsel. Gerd Heidemann fik over fire år for sin rolle i svindlen, inklusive hans underslæb.
Men her kommer den detalje, der får mig til at grine hver gang: da Kujau kom ud af fængslet, startede han en ny karriere med at sælge "ægte forfalskninger" af berømte malerier. Manden skrev bogstaveligt talt en bog ved navn De Virkelige Hitler-dagbøger og holdt foredrag om, hvordan man forfalsker dokumenter.
Han angrer ikke så meget som en smule.
Læringen her (fordi der ER en)
Så hvad kan vi lære af det hele rod?
For det første: tjek måske om varen faktisk er ægte, før du rækker millioner over. For det andet: vær mistænksom, når noget virker for godt til at være sandt – eller for belejligt. Og for det tredje: bare fordi noget er dyrt og kommer med eksperter, der siger det er ægte, betyder det ikke, at du skal springe over din egen research.
Hitler-dagbøgerne er en historie om griskhed, hybris og menneskets desperate længsel efter at tro på noget sensationelt. Det minder os om, at selv "eksperterne" kan tage fejl katastrofalt, når de ønsker, at noget skal være sandt nok.
Nogle gange er det kedelige svar – det er nok falsk – faktisk det rigtige.