Hvad mon der lever i dit hoved lige nu? (Og det er ikke kun dine tanker)

Her er noget vanvittigt: gemt væk i din kranie lige nu findes immunceller, der ikke bare bekæmper infektioner – de former bogstaveligt talt dine tanker.

Disse små helte kaldes mikroglia, og de udgør cirka 5 til 10 procent af alle cellerne i din hjerne. I lang tid troede forskerne, at de var ret simple – bare hjernens rengøringshold, der gjorde rent efter skader og slog virus ned.

Men de er altså langt mere fascinerende end som så.

Opdagelsen der fik forskerne til at stoppe op

Et hold fra Columbia Universitys Zuckerman Institut har lige afsløret noget, der fik forskerne til at lægge hovedet på skrå. De fandt ud af, at mennesker bærer på et meget specielt gen – et der kun findes hos os – og det er utroligt aktivt i disse mikroglia-celler.

Genet hedder SRGAP2, og mennesker har adskillige kopier af det, som vores primatfætre simpelthen ikke har. (Hvordan fik vi de ekstra kopier? De menes at være opstået under evolutionen gennem en række genetiske duplikeringer.)

Men her kommer det overraskende: da forskerne undersøgte, hvor dette menneske-specifikke gen var mest aktivt, opdagede de, at det var næsten 10 gange mere rigeligt i mikroglia end i neuroner – de celler vi normalt forbinder med tænkning og hjernekraft.

"Så spørgsmålet var: 'Hvorfor i alverden er dette gen så aktivt i mikroglia?'" huskede Dr. Franck Polleux, en af de ledende forskere.

Godt spørgsmål, ærligt talt.

Mikroglia: De oversete arkitekter i din hjerne

Her bliver det for alvor interessant. I løbet af de sidste to årtier har forskere indset, at mikroglia gør meget mere end bare at holde vagt mod indtrængere og rydde op.

Under hjernens udvikling er disse celler basically interiørarkitekter for dine neurale forbindelser. De bestemmer, hvilke synapser (de små broer mellem neuroner) bliver, og hvilke bliver elimineret. De kan også gøre eksisterende synapser mere eller mindre responsive – essentially finjustere, hvordan din hjerne kommunikerer med sig selv.

Tænk på dem som byggeledere for dit hjernens ledningssystem.

Og her er det, der gør mennesker specielle: vores mikroglia bruger absurd lang tid på at modnes – et sted mellem fire og otte år. Sammenlign det med mus, hvis mikroglia bliver voksne på bare omkring tre uger.

Den forskel er ret vanvittig, når man tænker over det.

Gen der styrer uret

Da forskerne gravede dybere, opdagede de, at de menneske-specifikke kopier af SRGAP2 ser ud til at være grunden til, at vores mikroglia udvikler sig så langsomt. Genet fungerer som en dæmperkontakt for udvikling – skruer ned for hastigheden, som disse celler modnes.

Men her er det smart: det samme gen bremser også neuron-udviklingen. Så neuroner og mikroglia – to fuldstændig forskellige celletyper – holdes synkroniseret af denne ene genetiske mekanisme.

"Naturen har udvalgt dette gen til at kontrollere udviklingen af mikroglia, som er så afgørende for neuron-udviklingen, så de er synkroniserede under udviklingen," forklarede Dr. Carlos Diaz-Salazar, studiets hovedforfatter.

Denne koordinerede, langsomme udvikling er det, forskerne kalder neoteni – den forlængede barndom i den menneskelige hjerne. Og denne forlængede modningsperiode menes at være en af nøgleingredienserne, der gav os vores voksne kognitive evner: kompleks ræsonnering, sprog, kreativitet, alt det gode.

Hvorfor skal du overhovedet interessere dig for det?

Okay, så vi har et mærkeligt gen, der kun findes hos mennesker, og det får vores hjerneceller til at vokse langsomt. Fedt, men hvorfor betyder det noget?

To ord: hjernesundhed.

Forskere har for nylig opdaget, at mikroglia ikke kun er involveret i normal hjerneudvikling – de spiller også en rolle i neurodevelopmentalle lidelser som autisme og i neurodegenerative sygdomme som Alzheimer. At forstå, hvad der gør menneskelige mikroglia forskellige fra musemikroglia (eller andre djurs) kan måske en dag hjælpe os med at forstå, hvorfor disse sygdomme opstår, og hvordan vi behandler dem.

Som Dr. Polleux udtrykte det: "Vi vil forstå alle de elementer, der er med til at udgøre den menneskelige hjerne, for at forstå, hvad der gør os unikke fra et evolutionært synspunkt."

Og ærligt? Jeg synes, det er utroligt poetisk. Et sted i vores DNA er der en lille genetisk ulykke – et kopieret gen – der var med til at gøre os til... os. Det gav vores hjerner den tid, de havde brug for, til at vokse til noget bemærkelsesværdigt.

Det store billede

Det, der slår mig mest ved denne forskning, er, hvordan den minder os om, at evolution ikke arbejder efter en stor plan. Det er ikke en intelligent designer, der omhyggeligt udformer den perfekte hjerne. Det er tilfældige duplikeringer og genetiske fejl, der nogle gange – bare nogle gange – tilfældigvis giver en art en fordel.

Den ekstra kopi af SRGAP2 i vores genom? Den var sandsynligvis bare en kopieringsfejl for millioner af år siden. Men fordi den blev hængende og givet videre, var den med til at forme hjernerne hos hvert eneste menneske, der nogensinde har levet.

Vores evne til sprog, til kunst, til videnskab, til kærlighed – det hele skylder måske en lille smule til en glad lille genetisk fejl.

Hvad med den tanke næste gang, du over-tænker noget?