markdown-formeret indhold
Okay, tid til en bekendelse: Jeg har et kærligheds-had-forhold til medicinsk statistik. På den ene side hjælper de os med at forstå verden bedre. På den anden side kan de være utroligt vildledende, hvis vi ikke stiller de rigtige spørgsmål.
Det er præcis det, der gør denne nye undersøgelse så fascinerende.
Forskere i Danmark har netop offentliggjort resultater i JAMA Psychiatry, der fik mig til at genoverveje alt, hvad jeg troede, jeg vidste om stigningen i ADHD- og autismediagnoser. Og jeg tror, at det kan gøre det samme for dig.
Det store spørgsmål, ingen stillede
Sådan ser det typisk ud, når folk taler om de stigende tal for ADHD eller autisme: Nogen siger "wow, flere børn bliver diagnosticeret end nogensinde!" og så debatterer alle, om det er godt (bedre bevidsthed!) eller dårligt (overdiagnosticering!). Men denne nye undersøgelse stillede et helt andet spørgsmål.
I stedet for at spørge hvorfor diagnoserne stiger, spurgte forskerne: Har typen af personer, der modtager disse diagnoser, ændret sig?
Det er en subtil ændring i tankegangen, men den åbner op for en helt ny perspektiv.
Hvad en stor undersøgelse fandt
Holdet analyserede data fra over 2,1 millioner børn og unge i Danmark. De sammenlignede mere end 71.000 unge, der blev diagnosticeret med ADHD eller autisme mellem 2012 og 2022, med over 713.000, der ikke havde fået nogen af de to diagnoser.
Her bliver det interessant.
Traditionelt gør visse faktorer, at børn har større sandsynlighed for at blive diagnosticeret med ADHD eller autisme. Ting som at være født for tidligt, have lav fødselsvægt, komme fra en mindre begunstiget socioøkonomisk baggrund eller have forældre med lavere uddannelsesniveau eller udfordringer med mental sundhed.
Og ja, unge med disse diagnoser har stadig flere af disse karakteristika end deres jævnaldrende. Men kløften var ved at blive mindre.
Lad mig give dig et konkret eksempel. Ved start af undersøgelsen var børn født med lav fødselsvægt 54 % mere tilbøjelige til senere at få en ADHD- eller autismediagnose. Ved slutningen? Det tal var faldet til kun 17 %.
Det er en enorm ændring på bare 10 år.
Lignende mønstre viste sig for for tidlig fødsel og forskellige mål for socioøkonomisk disadvantage. Forskellene forsvandt ikke – de blev blot mindre, støt og vedvarende.
Hvad sker der egentlig?
Forskerne siger ikke, at disse risikofaktorer ikke længere betyder noget. De siger noget mere nuanceret: De mennesker, der modtager diagnoser i dag, ligner den generelle befolkning mere end de mennesker, der fik de samme diagnoser for et årti siden.
Tænk over, hvad det betyder et øjeblik.
En af undersøgelsens forfattere, Magnus Elias Tarp, formulerede det sådan: "Det, vi har fundet, er, at personer diagnosticeret i de seneste år ligner den generelle befolkning tættere end dem, der fik de samme diagnoser for et årti siden."
Dette tyder på, at efterhånden som diagnoserne er blevet mere almindelige, er "puljen" af identificerede personer blevet bredere. Børn, der for ti år siden måske blev overset – måske fordi deres symptomer var mildere, eller fordi de kom fra baggrunde, hvor neuroudviklingsproblemer ikke var vel forstået – får nu den støtte, de har brug for.
Hvorfor dette er vigtigt (og hvorfor det ikke handler om "overdiagnosticering")
Jeg ved, at nogle af jer sandsynligvis tænker: "Betyder det så, at børn bliver overdiagnosticeret? At disse tilstande ikke er så 'virkelige', som de plejede at være?"
Det er slet ikke, hvad forskerne siger.
De pointerer omhyggeligt, at deres resultater ikke viser, at der sker overdiagnosticering. Det, de viser, er, at **den befolkning,