Når løver keder sig: Hvad forskerne opdagede om zoos dyr
Har du lagt mærke til, hvordan dyr i zoologiske haver nogle gange virker lidt... forkerte? Ikke syge, men måske rastløse. Trætte. Bare ikke helt sig selv.
Jeg tænker meget over det, hver gang jeg besøger en zoo. Der er altid noget, der føles en smule forkert ved at se en løve ligge og slappe af som et tamt kæledyr. Løver er jo verdens mest frygtindgydende rovdyr, ikke? Men i fangenskab udviser mange af dem gentagne adfærdsmønstre som at gå frem og tilbage i samme bane. Deres daglige rutiner ligner overhovedet ikke det, de ville opleve ude i naturen.
Nu har forskere gjort en virkelig interessant opdagelse. Det hele handler om, hvordan vi fodrer dem.
En verden af fest og faste
Vilde løver spiser ikke hver dag på samme tid. Sådan fungerer det ikke ude på savannen. Deres måltider kommer i bølger. Nogle gange går jagten godt, og de æder sig propmætte. Andre gange går der flere dage, før næste mulighed byder sig. Det er en naturlig rytme af fest og faste.
Men på zoo? Der får løverne som regel forarbejdet kød serveret på faste tidspunkter. Hver dag. Samme rutine. Intet som den virkelige virkelighed på den afrikanske savanne.
Forskere fra Adelaide Universitet og Monarto Safari Park i South Australia besluttede sig for at teste, hvad der ville ske, hvis de ændrede systemet. De begyndte at give en gruppe hanløver hele dyrekroppe — det ægte varer, ligesom en vild løve ville nedlægge og flå sit bytte.
Resultatet? Løverne blev nærmest forvandlet til andre dyr.
Mere end bare mad
Da løverne fik hele kroppe at arbejde med, skete der noget med deres adfærd, som rakte langt ud over selve spisningen.
De brugte næsten tre gange så lang tid på at spise. Ikke fordi maden var mere nærende, men fordi det kræver en masse arbejde at flå et helt dyr fra hinanden. Tænk på forskellen mellem at nibble forskåret kød foran fjernsynet og at jage dit bytte og slide for at fortære det. Begge dele mætter, men kun den ene aktiverer hele din krop og hjerne.
Efter disse lange spiseseancer hvilede løverne i timevis. Præcis som man ville forvente efter et stort måltid i naturen. Og i takt med at fasteperioden fortsatte, steg deres aktivitetsniveau gradvist. De blev mere vågne, mere optagede af deres omgivelser, mere løve-agtige.
Denne rytme af fest og faste matchede perfekt det, forskerne observerer hos vilde løvebestande. Forvandlingen var tydelig.
Det rastløse problem
Her kommer noget, som virkelig fangede min opmærksomhed. Forskerne fulgte den adfærd, der kaldes "pacing" — det gentagne frem-og-tilbage-bevægelse, som fangenskabsdyr ofte udviser. Det betragtes som et tegn på stress eller frustration, og zoologiske haver har i årevis forsøgt at reducere det.
Man skulle tro, at pacing stiger, når dyrene er sultne, ikke? Det viser sig bare at være forkert.
Løverne gjorde pacing mere under studiet, men stigningen hang ikke sammen med, hvor længe de havde fastet. I stedet toppede pacing omkring forudsigelige begivenheder — når dyrepasserne ankom, og når dyrene blev flyttet rundt i deres indhegning.
Det tyder på, at pacing handler mere om rutine og forventning end om reel sult. Løverne led ikke nødvendigvis under ikke at spise. De reagerede på deres forudsigelige daglige program og vidste, at maden var på vej.
Det er en vigtig skelnen for zoo-ledelse, synes du ikke?
Hvorfor det betyder noget
Forskerteamet overvågede løverne i tre hele måneder ved hjælp af infrarøde kameraer. De fangede detaljeret adfærdsdata døgnet rundt. Det gjorde det muligt at se mønstre emerge over hele fodercyklussen, ikke kun lige efter måltiderne.
En af forskerne, lektor Alexandra Whittaker, påpegede, at mange zoo-studier kun undersøger, hvad der sker lige efter fodringen. Men denne forskning viser, at fodermønstre påvirker adfærd i dagevis bagefter. Man kan ikke nøjes med at studere ét enkelt øjeblik. Man er nødt til at forstå hele rytmen.
Og her er noget andet værd at bemærke: Der var ingen stigning i aggression i løbet af de perioder, hvor løverne fik hele kroppe. Ingen sociale forstyrrelser heller. Disse løver blev ikke farlige, da de fik mulighed for at flå ægte mad. Hvis noget, virkede de mere afslappede og naturlige i deres adfærd.
Hvad fodrer vi egentlig dyr med?
Denne forskning rejser større spørgsmål om, hvordan vi passer dyr i menneskelig varetægt. Vi har optimeret ernæringen — zoologiske haver ved præcis, hvilke vitaminer og mineraler fangenskabsdyr har brug for. Men ernæring er kun en del af billedet.
Når løver flår en krop fra hinanden, udfører de naturlig adfærd, der holder dem fysisk og mentalt stimuleret. Deres kæber arbejder anderledes. Deres kroppe bevæger sig anderledes. Deres hjerner bearbejder oplevelsen anderledes, end når de sluger forberedte portioner.
Er det nok bare at holde dyr sunde og mætte? Eller bør vi give dem muligheder for at udtrykke de adfærdsformer, deres kroppe og sind har udviklet sig til at udføre?
Jeg har tendens til at synes, svaret er indlysende. En løves hjerne og krop forventer bestemte oplevelser — og at unddrage dem de oplevelser har sandsynligvis konsekvenser, vi endnu ikke fuldt ud forstår.
Fremtiden for dyrepasning
Forskerne vil følge op på dette adfærdsstudie med fysiologiske målinger. De vil kombinere observationer af, hvad dyrene gør, med data om, hvad der sker inde i deres kroppe. Det giver god mening — adfærd og biologi er to sider af samme mønt.
Men allerede nu tilbyder studiet en praktisk indsigt: Det at ændre fodermønstre til at matche vilde mønstre kan flytte fangenskabsdyr mod mere naturlig adfærd. Det kræver ikke dyrt udstyr eller større omlægninger af deres levesteder. Bare en ny tankegang omkring hvornår og hvordan maden serveres.
For mig er det både håbefuldt og en smule trist. Håbefuldt, fordi det viser, at vi kan gøre meningsfulde forbedringer med relativt enkle ændringer. Trisdt, fordi det får en til at undre sig over, hvad ellers vi gør forkert ved de dyr, vi har i vores varetægt.
Disse løver beviste, at de stadig havde vilde instinkter, da de fik chancen for at udtrykke dem. De havde bare brug for det rette miljø til at bringe den vilde side frem igen.