En gammel sten, der ændrer alt vi troede vi vidste

Okay, jeg bliver nødt til at fortælle jer om noget, der virkelig har fyldt mig med undren denne uge. Det er én af de opdagelser, der får en til at kigge op på nattehimlen med helt nye øjne.

Lad mig sætte scenen.

For cirka 4,6 milliarder år siden fandtes vores solsystem ikke. I stedet drev der bare en kæmpe sky af gas og støv rundt i rummet. Over millioner af år collapsed den sky og fladede ud til en skive — og i midten af den skive opstod vores sol, mens planeterne, inklusive Jorden, begyndte at kredse omkring den.

Længe troede forskerne, at tyngdekraften var helten i denne historie. Og det giver da også mening, ikke? Tyngdekraften trækker ting sammen, skaber stjerner og planeter ud af spredt materiale.

Men nu har forskere fra MIT fundet beviser for, at magnetisme fortjener langt mere credit, end vi har givet den.

De undersøgte noget virkelig gammelt

Det, de gjorde, var at studere små korn inde i en meteorit, der blev fundet i Antarktis helt tilbage i 2008. Disse små korn kaldes CAIs (calcium-aluminum-rich inclusions — ja, forskere elsker tilsyneladende akronymer).

Det virkelig spændende ved dem? De blev dannet inden for de første 200.000 år af solsystemets eksistens. Det gør dem til noget af det ældste materiale, vi overhovedet har fundet fra den periode.

Og her bliver det virkelig interessant.

Disse urgamle korn havde bevaret magnetiske signaturer. Lidt ligesom når du magnetiserer et stykke metal, og det holder på den magnetisering i årevis, havde disse mineraler optaget det magnetfelt, der omgav dem, da de blev dannet. Forskerne konkluderede, at der allerede eksisterede et betydeligt magnetfelt, da solsystemet var helt spædt — og det var stærkere end Jordens nuværende magnetfelt.

"Overgangen fra en sfærisk sky til en protoplanetarisk skive er en af de mest betydningsfulde begivenheder i hele solsystemets historie. Det har længe været teoretiseret, at tyngdekraften forårsagede dette, men vores målinger viser, at magnetisme sandsynligvis spillede en rolle." — Benjamin Weiss, professor ved MIT

Hvad betyder det egentlig?

Tænk på det sådan her. Når du prøver at rydde op i et rodet rum, bruger du måske dine hænder til at skubbe ting rundt (tyngdekraft). Men du kunne også bruge magneter til at trække bestemte genstande sammen på afstand (magnetisme).

I det tidlige solsystem kan ladede partikler, der bevægede sig gennem den udviklende skive, have skabt magnetfelter, der hjalp med at kanalisere materiale indad, mens den unge sol blev dannet.

Forskerholdet studerede specifikt en meteorit ved navn DOM 08006, fundet i Antarktis' Dominion Range. Hvorfor lige denne?

Fordi den er utroligt velbevaret. De fleste meteoritter gennemgår alle mulige eventyr over milliarder af år — de bliver indlemmet i større legemer, sprængt i stykker, slynget rundt i asteroidbæltet og ender til sidst på Jorden. Al den historie kan ændre deres oprindelige sammensætning.

Men DOM 08006 er anderledes.

"På en eller anden måde har DOM oplevet mindre forandring end nogen anden meteorit." — Benjamin Weiss

Det er som at finde en dagbog fra oldtiden, der stadig er læsbar — i stedet for én, der er blevet vandskadet og delvist brændt.

Jeg elsker at tænke over det. Et sted derude i den antarktiske is lå en sten, der i bund og grund har båret på en besked fra det allertidligste solsystem — og har ventet milliarder af år på, at nogen ville læse den.

Hvad ændrer det?

Studiet omstøder ikke fuldstændigt det, vi vidste om solsystemdannelse. Men det tilføjer et nyt lag til vores forståelse. Det tidlige solsystem var et mere komplekst sted, end vi havde forestillet os — med flere kræfter, der arbejdede sammen om at skabe det kosmiske kvarter, vi kalder hjem.

Og ærligt talt? Jeg synes, det er smukt. Vi er stadig ved at samle puslespillet om, hvordan vores solsystem blev til, og indimellem minder en sten, der faldt ned fra rummet, os om, at universet stadig har masser af hemmeligheder at dele med os.