NASA leder efter huler på Månen – og det er genialt

Okay, rumfans, her kommer noget virkelig spændende.

NASA har netop offentliggjort, at de nu tager det alvorligt – rigtig alvorligt – med planer om en permanent menneskelig tilstedeværelse på Månen. Og jeg snakker ikke om hurtige smutture som under Apollo-missionerne. Jeg mener faktisk beboelse, varige baser, det hele. De leder grundlæggende efter måne-ejendomme, og kravene er milevidt fra alt, vi kender her på Jorden.

Den store idé: Lad os bo under jorden

Her bliver jeg virkelig begejstret: Et af forskningsprojekterne leder bogstaveligt efter huler. Ikke bare hvilke som helst huler – underjordiske lavatuber, der kan fungere som naturlige tilflugtssteder for fremtidens astronauter.

Tænk over det. Månens overflade er helt nådesløs. Temperaturen svinger vildt mellem ulidelig hed og bidende kold. Der er skadelig stråling, der bombarderer alt, fordi der ikke er en atmosfære til at stoppe den. Og de der smukke "stjerner", man ser om natten? På Månen bliver man konstant bombarderet af små rumsten kaldet mikrometeoroider, fordi der stort set ikke er nogen beskyttende atmosfære som her på Jorden.

Så hvorfor ikke bare bygge beskyttende strukturer på overfladen? Det kunne vi, men det viser sig, at Månen måske allerede har en imponerende indbygget arkitektur. Lavatuber – de hule tunneller, der bliver tilbage, når gammel vulkansk lava løber væk – kunne tilbyde færdige tilflugtssteder. Stabile temperaturer. Naturlig beskyttelse mod stråling. Grundlæggende Månens svar på en kælder med forstærkede vægge.

Hvordan ved vi, hvad der gemmer sig nede?

Her bliver det virkelig science fiction-agtigt. Missionen GIMLI (elsker I ikke det akronym?) skal undersøge det, der hedder Marius Hills Pit – en åbning i Månens overflade, der måske fører til et stort underjordisk netværk. De vil bruge geofysiske målinger til grundlæggende at lave en ultralydsscanning af Månen og finde ud af, hvad der gemmer sig nedenunder.

Dr. Nathaniel Putzig står i spidsen for projektet, og jeg er virkelig nysgerrig efter at se, hvad de finder. Hvis der er store hulrum nede under overfladen, kan det fuldstændig ændre, hvor NASA vælger at bygge fremtidens baser.

Men huler er ikke alt

Selvfølgelig løser det ikke alle vores problemer at finde seje huler. Vi skal også forstå Månens miljø i sig selv – og det bringer os til det næste projekt.

LEMS-SP (prøv at sige det fem gange hurtigt) skal etablere en autonom overvågningsstation ved Månens sydpol. Den lille base skal registrere alt fra måneskælv til mikrometeoroide nedslag til ændringer i Månens tynde atmosfære over tid. Det er ligesom at installere vejrstationer, bortset fra at "vejret" inkluderer seismiske vibrationer og rumsten.

De her oplysninger er afgørende for at bygge strukturer og udstyr, der rent faktisk kan overleve på måneoverfladen. Man ville jo ikke lige have bygget sin fancy nye base og så se den blive rystet i stykker af et uventet måneskælv, vel?

Det store billede

Her er det, der virkelig fascinerer mig ved det hele. NASA gør det her ikke bare for videnskabens skyld. De bygger det, en embedsperson har kaldt "den ultimative interplanetariske overlevelsesguide". Hvert eneste data fra de her undersøgelser vil være med til at holde fremtidens astronauter sikre, mens de lever og arbejder på Månen.

Og husk – alt det her er træning. Mars er det endelige mål, og Månen er grundlæggende vores træningsbane. Hvis vi kan finde ud af, hvordan man overlever på vores nærmeste himmellegeme, er vi så meget tættere på at nå den Røde Planet.

De her undersøgelser bliver leveret gennem NASAs CLPS-initiativ, som grundlæggende betyder, at de bruger kommercielle månelandere til at få videnskaben ned på overfladen. Det er en smart tilgang – man tester både teknologien og videnskaben samtidig.

Så næste gang du kigger op på Månen, så husk: Deroppe leder forskere efter huler, overvåger farer og lægger grunden til, at mennesker faktisk kan bo der. Hvor fedt er det ikke lige?