Knogler ud af deres vante plads

Forestil dig, at dine knogler slet ikke begyndte inde i kroppen. De lå gemt i huden. Det lyder skørt, men det er faktisk sådan, det startede for de første hvirveldyr for omkring 475 millioner år siden. De havde et slags panser af små knogleplader udenpå, længe før de fik et rigtigt skelet indenfor.

Samme trick dukker op igen og igen hos mange dyr i dag. Fisk, krokodiller, skildpadder og endda nogle dinosaurer havde det. Men hos firben har forskere nu fået et klarere billede af, hvordan det hele hang sammen.

Spor over 320 millioner år

Et hold forskere har gennemgået 643 forskellige firbenarter – både dem, der lever nu, og dem, der er forsvundet. De har set på, hvem der havde knogleplader i huden, og hvem der ikke havde. Det gav dem et overblik over, hvordan disse plader opstod og forsvandt gennem tiden.

De kaldte dem osteodermer. De er små knogledele, der ligger som et skjold i huden. Forskernes job var at følge sporene gennem familietræet af firben og finde ud af, når hver gruppe fik eller mistede dem.

Ikke arvet fra gamle forfædre

Det mest overraskende var, at de fleste firben ikke havde arvet deres panser fra en fælles forfader. De udviklede det selv. Mange arter fik det i løbet af Jura og Kridt – den tid, hvor dinosaurerne herskede. Klimaet skiftede, og det var måske en fordel at få et beskyttende lag eller holde på fugten.

De fleste beholdt det derefter. Men en enkelt gruppe gjorde noget helt anderledes.

Tilbagekomsten hos varaner

Varaner havde på et tidspunkt mistet deres knogleplader. Det gav dem fordelen af at være hurtige og smidige. Men da de vandrede ind i Australien for omkring 20 millioner år siden, fik de pladerne tilbage. Det skete i takt med, at kontinentet blev tørrere og hårdere.

Det er særligt interessant, fordi det bryder med en gammel regel kaldet Dollo’s lov. Den siger, at når en kompliceret egenskab først er mistet, kan den ikke komme back. Men her gjorde den netop det.

Hvad det fortæller os

Resultaterne slår fast, at knoglepladerne ikke var en engangsforeteelse. De opstod flere gange og i forskellige linjer. Og det er først nu, med både fossiler og moderne computerteknik, at forskerne kan teste så mange scenarier samtidig.

Evolutionen viser sig igen gang på gang at være mere fleksibel end antaget. Dyr kan miste en egenskab, når den ikke længere er nødvendig, og senere få den igen, når de støder på nye problemer. Det er ikke en bug – det er selve funktionen.