Tænk lige over det her: Bjerge der både strækkes og trykkes sammen
Okay, find kaffen frem og hør så her. De smukke Apenniner-bjerge — den fantastiske ryg der løber ned ad den italienske støvle — har forvirret geologer i årtier. De fleste bjergkæder dannes ret simpelt: tektoniske plader kolliderer, jordskorpen bliver presset sammen og fortykket, og bjerge rejser sig.
Men Apenninerne? De er mærkelige. Nogle dele bliver presset sammen, mens andre dele aktivt trækkes fra hinanden. Forestil dig at du holder fast i en klump modellervoks i den ene ende, mens en anden trækker i den anden ende på samme tid. Det er basically det, der sker med de bjerge.
Forskere har prøvet at forklare den underlige opførsel i årevis. Men en helt ny undersøgelse i tidsskriftet Geology siger "ikke så hurtigt" og antyder at vi har overset noget vigtigt.
Hvad sker der egentlig under de smukke bjerge?
Her bliver det vildt. Italien ligger lige der hvor to kæmpe tektoniske plader mødes — den euroasiatiske plade og den lille Adriatiske mikroplade. De skubber hele tiden til hinanden, og det er grunden til at Italien har så mange jordskælv. Og jeg mener rigtig mange. Italien er konstant blandt de højeste risikozoner for seismisk aktivitet i Europa.
Længe troede forskerne at forklaringen på Apenninernes akkordeon-opførsel var noget der hedder "slab rollback". Ideen er at når én tektonisk plade synker ned i Jordens kappe, kan den trække overfladen ovenpå nedad og skabe bassiner.
Men ifølge den nye forskning fortæller slab rollback kun halvdelen af historien. Forskerne mener at for omkring to millioner år siden startede noget andet: delamination.
Delamination: Når Jordens lag skaller af
Lad mig forklare det så simpelt som muligt. Tænk på Jordens skorpe som en lagkage — bortset fra at denne kage konstant bevæger sig og forandrer sig.
Delamination er det der sker når den nederste del af den kage (den nedre skorpe og lithosfæren under) begynder at adskille sig fra den øverste del (den øvre skorpe). Det er ligesom når du trækker en lagdelt biscuit fra hinanden og bunden slipper toppen. Bortset fra at det sker kilometer under vores fødder over millioner af år.
Forskerne kalder det en "lynlås"-effekt. De har kortlagt hvad der sker, og her kommer det skøre: de fandt et 500 kilometer bredt overlap af skorpe der danner det de kalder lynlåsens "hængsel".
Bag dette hængsel strækker skorpen sig med omkring 4 millimeter om året, mens skorpen foran det bliver presset sammen med omkring 2 millimeter om året. Jeg ved det, jeg ved det — det lyder utroligt langsomt. Men over millioner af år? Det er nok til at omforme hele bjergkæder.
Hvorfor betyder det noget for os?
Her er pointen: at forstå hvordan de her bjerge dannes og forandrer sig hjælper os med at forstå jordskælvsrisikoen i området. Italien har oplevet nogle frygtelige jordskælv, og jo mere vi ved om hvad der sker tektonisk, jo bedre kan vi vurdere fremtidige risici.
Og ærligt talt? Jeg synes bare det her er helt fantastisk. At miles og miles nede under vores fødder langsomt skaller jorden af og danner sig selv igen — det er den slags der får en til at føle sig både utroligt lille og fuldstændig betaget af vores planet.
Forskerne foreslår at den her "lynlås"-proces måske faktisk startede for omkring 10 millioner år siden i den sene miocæn-epoke. Så det er ikke noget nyt — det har været i gang i lang tid. Vi havde bare ikke de rigtige værktøjer eller den rette forståelse til at se det klart før nu.
Bundlinjen
Næste gang du ser billeder af de italiensk bjerge eller drømmer om at vandre gennem Toscanas bakkede landskaber, så husk: du kigger på et landskab der stadig aktivt bliver skabt og ødelagt. Bjerge der tog millioner af år at rejse bliver samtidigt presset sammen og revet fra hinanden af kræfter vi næsten ikke kan fatte.
Videnskab er ret fantastisk, ikke? Vi lever på en planet der nægter at blive stille — selv når den ser helt fredelig ud fra overfladen.