Himlen var ikke tom om natten

Tænk dig om en ekstra gang, næste gang du kigger op på en klar nattehimmel: Midt under den største konflikt i menneskehedens historie så piloter på begge sider af Anden Verdenskrig ting, de ikke kunne forklare. Vi taler ikke om fjendefly eller synsforvirring — det var lysende kugler, der lod til at have deres egen vilje.

Jeg stødte første gang på den her historie og må ærligt indrømme, at jeg havde svært ved at tro, den ikke var mere udbredt. Forestil dig selv i cockpittet på et jagerfly, titusindvis af fod over krigshærget Europa, hvor du navigerer gennem mørket. Så får du øje på dem — mystiske lys, der flyder rundt ved siden af dit fly. De skifter farve. De følger efter dig. De forsvinder sporløst.

Præcis det her oplevede rigtige mennesker under krigen.

Et navn født af en tegneserie

Her bliver det endnu mere interessant. Udtrykket "foo fighter" kom ikke fra en seriøs militær briefing eller et videnskabeligt tidsskrift. Det kom fra en tegneserie. Fremmed.

Piloterne delte historier om de mystiske lys, og nogen kom til at tænke på Bill Holmans tegneseriefigur Smokey Stover, der kaldte sig selv en "foo fighter" i stedet for en brandmand. Det var legende, næsten en joke — men fænomenet bag navnet var alt andet end morsomt.

Det her var ikke bare flygtige glimt. Flere besætningsmedlemmer fra de samme eskadriller rapporterede identiske oplevelser. De så ikke syner, fordi de var trætte eller bange — det her var trænede iagttagere, der kunne skelne mellem atmosfæriske fænomener og faktiske objekter.

Hvad var de så?

Det er det store spørgsmål, og ærligt talt? Ingen har et tilfredsstillende svar.

Militæret prøvede at bortforklare dem. Er de lysbomber? Lysbomber kan ikke dreje eller styrtdykke. Udslip fra motorerne? De ville ikke være synlige. Vejrballoner? De driver kun opad. Kuglelyn? De ændrer ikke retning og følger ikke fly. St. Elmsild? Den dannes kun omkring fysiske genstande, ikke frit svævende.

Ingen af de conventionelle forklaringer passede. Og det, der virkelig undrer mig: de her ting var potentielt farlige. Ikke fordi de angreb nogen — det gjorde de aldrig — men fordi piloterne fandt dem uhyggeligt distraherende. Prøv at forestille dig at koncentrere dig om en luftduel, mens mystiske lys flyder rundt ved dit cockpit.

Nogle folk hoppede direkte til ekstraterrestriske forklaringer, og ærligt talt kan jeg godt se hvorfor. Opførslen af de her objekter — at følge fly, lave akrobatiske drejninger, dukke op og forsvinde efter behag — matcher ikke noget, videnskaben kendte til dengang.

Arven

Det, jeg finder fascinerende, er hvordan den her historie forbinder til det bredere UFO-fænomen. Da Kenneth Arnold så mystiske objekter nær Mount Rainier i 1947, greb medierne fat i hans beskrivelse af dem, der bevægede sig som "en underkop, der hoppede hen over vand". Pludselig havde vi "flyvende underkoppar" og samme sommer det berygtede Roswell-incident.

Men foo fighterne kom først. De skete, mens bomberne stadig faldt, mens tusindvis af soldater stadig kæmpede og døde. Det her var ikke fup eller massehysteri — det var rigtige møder med troværdige vidner.

Og vi ved stadig ikke, hvad de var.

Måske er det det, der gør historien så dragende. I en tid hvor vi gerne vil tro, vi har forklaringer på alt, er det her en ægte gåde fra mindre end et århundrede siden. Noget var derude i himlen over Europa og Japan, fulgte fly, observerede og forsvandt så.

Jeg ved ikke, hvad du tænker, men jeg synes, det er både uhyggeligt og underligt trøstende. Verden er et mærkeligt sted, og nogle gange er de mest fantastiske historier dem, vi stadig prøver at finde hoved og hale i.