Så... Revner Jorden?

Okay, jeg ved godt overskriften lyder dramatisk. Men hæng på, fordi dette er en af de mest fascinerende ting jeg har læst i denne uge.

Forskere har netop fanget et kæmpe tektonisk system midt i at falde fra hinanden — og det sker lige under Stillehavets Nordvestkyst. Vi taler om grundfjeldet under Washington State, Oregon og Britisk Columbia, hvor enorme stykker af Jordens ydre skal langsomt og stille river sig selv i stykker.

Jeg ved ikke, hvad du tænker, men jeg finder det både skræmmende og helt utroligt interessant.

Hvad sker der der nede?

Lad mig male et billede. Dybt under havbunden ud for Vancouver Island er der et sted, hvor to tektoniske plader — Juan de Fuca-pladen og Explorer-pladen — bliver skubbet ind under det nordamerikanske kontinent. Dette kaldes et subduktionszone, og det er en del af det større Cascadia-system, der strækker sig langs hele Stillehavets nordvestkyst.

Normalt fungerer subduktionszoner som Jordens genbrugssystem. Én plade glider under en anden og transporterer havbundskorpe ned i den varme, bløde kappe. Det er sket i millioner af år og har formet kontinenter og skabt vulkankæder som Cascaderne.

Men her er pointen — forskerne har aldrig rigtig forstået, hvordan disse massive systemer egentlig slutter. Hvad får hele processen til at stoppe?

Togulykke-analogien

Brandon Shuck, geolog ved Louisiana State University og hovedforfatter til studiet, kom med en analogi, som jeg ærligt talt ikke kan slippe. Han sagde:

"At få en subduktionszone i gang er som at prøve at skubbe et tog op ad bakke — det kræver en kæmpe indsats. Men når først den kører, er det som om tovet kører ned ad bakke, umuligt at stoppe. At stoppe det kræver noget dramatisk — basically en togulykke."

Og den togulykke? Den kan være i gang lige nu, lige under vores fødder.

At se en plade dø i realtid

Her er det, der gør dette studie så specielt. Ved at bruge lydbølger (basically ultralyd for Jorden under vandet) skabte forskerne utroligt detaljerede billeder af strukturer begravet miles under havbunden. De så store forkastninger og brud, der skærer gennem den synkende plade — steder hvor den aktivt knækker fra hinanden.

Shuck beskrev det sådan: "Dette er første gang, vi har et klart billede af en subduktionszone, der er fanget midt i at dø."

Og det bedste? Det kollapser ikke på én gang. I stedet river pladen "sig fra hinanden stykke for stykke og skaber mindre mikroplader og nye grænser." Så i stedet for én stor togulykke er det mere som at se et tog langsomt spore af, én vogn ad gangen.

Et 75-kilometer stort hul

Forskerne identificerede flere revner, der løber gennem havbundspladen. Et af de mest dramatiske træk er et kæmpe offset, hvor en del af pladen er sunket cirka fem kilometer — det er over tre miles lodret forskydning.

"Der er en meget stor forkastning, der aktivt bryder pladen i stykker," forklarede Shuck. "Den er ikke 100% revet løs endnu, men den er tæt på."

Og langs én revne, der strækker sig omkring 75 kilometer, lagde forskerne mærke til noget sigende: nogle sektioner producerer stadig jordskælv, mens andre er uhyggeligt stille. De stille dele betyder noget, fordi jordskælv sker, når sammenhængende blokke af klippe sidder fast sammen og opbygger spænding, indtil de glider.

Når et stykke først er revet helt løs? Ikke mere fastlåste klipper. Ikke mere jordskælv. Så den manglende seismiske aktivitet tyder på, at en sektion af pladen allerede er separeret — og at det afrevne område gradvist vokser.

Stykker der brækker af i stedet for én stor kollaps

Her er det, der gør denne opdagelse virkelig interessant for forskerne. I årtier har de antaget, at subduktionszoner sandsynligvis sluttede med én dramatisk begivenhed — en katastrofal nedlukning, der omformede alt i nærheden. Men det, de ser under Cascadia, fortæller en anden historie.

Zonen ser ud til at lukke ned gennem det, forskerne kalder "stykkevis" eller "episodisk" ophør. Individuelle sektioner river sig løs på forskellige tidspunkter og nedriver gradvist det større system, ligesom en person metodisk adskiller en maskine, én skrue ad gangen.

Transformforkastninger — forkastninger hvor sektioner af Jordens skorpe glider sidelæns forbi hinanden — ser ud til at fungere som geologiske sakser, der skærer henover pladen og hjælper med at isolere individuelle fragmenter. Når først adskilt, bliver disse fragmenter til mikroplader: mindre stykker af Jordens stive ydre skal, der bevæger sig noget uafhængigt af deres større naboer.

Skal vi være bekymrede?

Ærligt talt? Ikke lige nu. Disse processer sker på geologiske tidsskalaer — vi taler tusinder til millioner af år. Forskerne forudsiger ikke nogen overhængende katastrofe. Men at forstå, hvordan subduktionszoner dør, er afgørende for at forstå Jordens fortid og potentielt dens fremtid.

Plus, lad os være ærlige: hvor ofte får man lov til at se noget så massivt faktisk ske? Forskere har studeret subduktionszoner i årtier, men dette er første gang, nogen har fået så klart et billede af én, der aktivt dør.

Jeg ved ikke, hvad du tænker, men jeg synes, der er noget både ydmygende og spændende over det. Vi står på et fundament, der ser solidt og permanent ud, og under os river selve stoffet i vores planet sig langsomt fra hinanden — ét stykke ad gangen.

I det mindste får vi nu mulighed for at se det ske.

Kilde: ScienceDaily — Earth is tearing apart beneath the Pacific Northwest