Den dag en damprøve fik forskere til at skrive lærebøgerne om

Okay, jeg vil være helt ærlig over for dig – da jeg første gang læste om denne opdagelse, måtte jeg læse den tre gange, fordi min hjerne blev ved med at insistere på, at det ikke kunne passe.

Forestil dig dette: Et team af forskere fra Earlham Institute og University of Oxford er bare i gang med at teste en ny DNA-sekventeringsteknik. De leder ikke efter noget revolutionerende. De er ikke på jagt efter banebrydende opdagelser. De tester bare... et værktøj.

Så de tager en vandprøve fra en dam ved Oxford University Parks – for hvorfor ikke? – og begynder at analysere den. Og så bemærker en af forskerne noget mærkeligt i de genetiske instruktioner i en lille protist, de har udtrukket fra den prøve.

Væsenet brugte den genetiske kode forkert.

Men her kommer tvistet: Det viser sig, at de regler, vi har antaget er universelle, måske slet ikke er regler.

Så hvad er det egentlig, der foregår?

Lad mig forklare det på en måde, så dine øjne ikke ruller bagud i hovedet.

Du husker sikkert fra biologitimerne i gymnasiet, at DNA er som en instruktionsmanual til at bygge levende ting. De instruktioner bliver oversat til proteiner, som i bund og grund gør alt i din krop – fra at holde styr på din hårfarve til at hjælpe dig med at fordøje din frokost.

Her bliver det teknisk (men bliv hængende, jeg lover, det er det værd):

Når celler læser DNA, læser de det i bidder af tre bogstaver ad gangen. Forskere kalder disse bidder for "codons" (kodoner). Tænk på det som at læse en sætning, hvor dine øjne kun kan fokusere på tre ord ad gangen.

De fleste af disse kodoner fortæller cellen, hvilken aminosyre den skal hente for at opbygge et protein. Men nogle af dem – disse kaldes "stop-kodoner" – fortæller cellen: "okay, du er færdig, læg værktøjet fra dig."

Så længe forskere har studeret genetik, har de antaget, at disse stop-kodoner var ret universelle. De optræder i næsten alle levende organismer på samme måde og udfører den samme opgave.

Indtil nu.

Mød den lille fyr, der ikke fik beskeden med

Protisten i spørgsmålet (som ikke engang har fået et rigtigt navn endnu – kun den klodsede videnskabelige betegnelse Oligohymenophorea sp. PL0344) er en del af en gruppe kaldet ciliater. Dette er mikroskopiske væsner, der svømmer rundt ved hjælp af små håragtige strukturer kaldet cilier, lidt ligesom at have tusindvis af små årer, der arbejder sammen.

Og denne specifikke ciliate? Den gør noget umuligt.

Stop-signalerne i dens genetiske kode er blevet fuldstændig omfordelt. I stedet for at fortælle cellen, at den skal stoppe med at lave proteiner, koder de nu for helt andre aminosyrer. Det er som hvis punktummet i slutningen af en sætning pludselig betød "og tilføj også ordet 'banan' her".

Dr. Jamie McGowan, den postdoctorale forsker, der gjorde opdagelsen, formulerede det smukt: "Det er ren held, at vi valgte denne protist til at teste vores sekventerings-pipeline, og det viser bare, hvad der findes derude, og understreger, hvor lidt vi egentlig ved om protisters genetik."

Hvorfor skal du bekymre dig?

Jeg ved, hvad du tænker: "Fedt, noget lille dam-ting gør genetik anderledes. Hvorfor skal jeg bekymre mig om det?"

Det er et rimeligt spørgsmål. Her er grunden til, at det betyder noget:

For det første antyder denne opdagelse, at den genetiske kode, vi lærte om i skolen – den, vi betragter som grundlæggende universel for alt liv – er mere fleksibel, end vi nogensinde har forestillet os. Hvis én lille organisme kan smide regelbogen ud og stadig overleve, er "reglerne" for genetik så måske mere som... retningslinjer?

For det andet, og det er den del, der virkelig gør mig begejstret: Hvis vi fandt dette ved et tilfælde, mens vi bare testede et værktøj, hvad andet findes der så derude, som venter på at blive opdaget? Forskerne har allerede fundet lignende variationer i beslægtede mikroorganismer, og de er kun lige begyndt.

Den mikroskopiske verden er i bund og grund jordens sidste grænse. Vi ved mere om fjerne galakser, end vi gør om de væsner, der lever i en dam nede på hjørnet.

Konklusionen

Det her er det, der gør mig oprigtigt begejstret for videnskab, når jeg tænker på historier som denne: Vi er ikke færdige. Vi er meget langt fra at være færdige.

Hver dag er forskere ude og indsamle prøver fra damme, grave i jorden og snorkle i koralrev, og de finder ting, der får dem til at sige: "vent, det burde ikke fungere på den måde."

Og hver gang det sker, lærer vi, at livet er mærkeligere, mere kreativt og mere tilpasningsdygtigt, end vi nogensinde har givet det kredit for.

Reglerne, vi troede var hugget i sten? Det viser sig, at nogle mikroorganismer kiggede på de regler og sagde: "tak, men jeg springer over."

Jeg er helt med på den.

Kilde: ScienceDaily